Kirkegård overser statsminister-gravsteder: “Det er en ommer”

Skæv prioritering

Kirkegård overser statsminister-gravsteder: “Det er en ommer”

Historiker kritiserer, at Vestre Kirkegård ikke fremhæver en række statsminister-gravsteder i pjece

Socialdemokratiske gravsten
Billedtekst
Gravstene for Thorvald Stauning og Ritt Bjerregaard fremhæves som "seværdige" i pjece fra Vestre Kirkegård. Anker Jørgensens og Jens Otto Krags gravsteder nævnes slet ikke
Foto: Netavisen Pio/Jan Kjærgaard - Fotografik: Maja Weichel

På Vestre Kirkegård i København ligger en række kendte personer begravet, herunder en række især socialdemokratiske toppolitikere.

Men i en pjece, der skal guide besøgende rundt til "seværdige gravsteder” på Vestre Kirkegård, fremhæves alene to gravsteder for socialdemokratiske toppolitikere:

Thorvald Stauning, der var statsminister i Danmark 1924-1926 og 1929 til 1942. Og Ritt Bjerregaard, der har været minister ad flere omgange, EU-kommissær og overborgmester i København.

Læs også:Marcus Knuth: “Det grænser til chikane”

Derimod fremhæves gravsteder for andre tidligere danske statsministre ikke i pjecen om Vestre Kirkegård: 

Det er en meget underlig prioritering, man her har foretaget

"Det er en meget underlig prioritering, man her har foretaget. Det er meget overraskende, at man kun fremhæver en statsministergrav, når der bare rundt om søen ligger gravsteder for fem andre statsministre: Anker Jørgensen, Jens Otto Krag, H. C. Hansen, Hans Hedtoft og Vilhelm Buhl,” siger historiker, tidligere historisk konsulent for Socialdemokratiet og forfatter til bogen “I historiens fodspor”, om socialdemokratiske mindesmærker, Martin Grunz, til Netavisen Pio.

Grunz oplyser, at endnu en socialdemokratisk statsminister ligger begravet på Vestre Kirkegård, nemlig Viggo Kampmann.

Socialdemokratiets grundlægger Louis Pio

I pjecen fremhæver Københavns Kirkegårde Louis Pios gravsted. I pjecen omtales Louis Pio som "socialistisk organisator”:

“Her synes jeg også, man rammer ved siden af i besøgspjecen. Louis Pio er altså først og fremmest Socialdemokratiets grundlægger,” siger Martin Grunz.

Her synes jeg også, man rammer ved siden af

Grunz opfordrer til, at Københavns Kirkegårde ændrer pjecen:

Læs også:Knuth-familien giver Arbejdermuseet adgang til Sylvia-materiale

“Alt i alt synes jeg, det er en ommer. Københavns Kirkegårde bør ændre pjecen, sådan at især statsministergravene fremhæves bedre.”

Københavns Kirkegårde hører under Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen i Københavns Kommune, hvor den radikale borgmester Christopher Røhl residerer.

Forvaltningen: Hård prioritering nødvendig

I et mailsvar understreger Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen, at man er nødt til at foretage en hård prioritering i gravsten-pjecen, fordi Vestre Kirkegård ejer næsten 800 bevaringsværdige gravsten:

"Den aktuelle brochure om Vestre Kirkegård rummer 30 udvalgte, seværdige gravsteder, hvilket er en brøkdel af alle de seværdige gravsteder på kirkegården. Fokuserer man alene på gravsten, som kirkegården selv ejer og opretholder som bevaringsværdige, er antallet næsten 800. Derfor finder der en ret hård prioritering sted, når der skal tages stilling til, hvad der skal indgå i ét af kirkegårdens formidlingstiltag – om det er en brochure, en QR-kode-rute, en lydvandring eller en digital rundvisning."

"Forvaltningen forsøger at afveje mange hensyn i denne prioritering. Hvad brochuren angår, har det været en prioritet så vidt muligt at sikre en spredning af gravstederne over hele kirkegården, så der er noget at gå efter på hele kirkegårdens areal. En nogenlunde rimelig fordeling af mænd og kvinder har også været en ambition, ligesom det har været et ønske at spænde over det meget brede spektrum af professioner/samfundssfærer, som er repræsenteret på Vestre Kirkegård."

"Vestre Kirkegård er kendt for de mange socialdemokratiske politikere, der ligger begravet omkring søen, der af samme grund kaldes ”Det Røde Hav” i folkemunde. Derfor figurerer søen på brochurens kort under denne folkelige betegnelse, og derfor er 10% af de fremhævede gravsteder i pjecen socialdemokratiske. Men der skal også være noget at komme efter for de borgere, der interesserer sig for erhvervsfolk, billedkunstnere, forfattere, musikere, skuespillere eller videnskabsfolk. Eller som gerne vil vide, hvor de godt 9.000 tyske soldater og flygtninge fra 2. verdenskrig ligger begravet henne."

"I øvrigt kan særligt interesserede på KK.dk finde et kort over Vestre Kirkegård med hele 125 udvalgte gravsteder - her har pladsen gjort det muligt at medtage en god håndfuld flere socialdemokrater end i ovennævnte brochure."

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 11.04.2026 - 01:47

Thjaaa... Intet er for småt i de her "moderne" tider.

Før var det meget roligt og fredeligt i Danmark. Men de sidste 20 år er tingende gået mere og mere bananas og agurk. Og alt og alle føler, at netop de er blevet uretfærdig behandlet og overset.

Hvor kommer det til at ende? Ja det må vi jo se.

Men det er egentlig meget mærkelig. For jo mere vi har, jo mere urimelig synes vi, vi har det. Mens jo mindre du har, så deler du gerne med andre.

Noget, nogen. Nogen, noget...

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Lørdag den 11.04.2026 - 16:25

Som svar til af Pia Hansen (ikke efterprøvet)

Problemet er, at størstedelen af den danske befolkning og især de unge årgange er så forkælet af fremgang på alle felter og tager det som en selvfølgelighed, at alt går deres vej, at de er begyndt at hænge sig i, hvad de selv opfatter som store uretfærdige items, som i virkeligheden ofte må anses for rene bagateller, og som vi andre mere afprøvede borgere ikke i vores vildeste fantasi kunne drømme om at så meget som skænke en tanke.

Eneste medicin mod denne enfoldige forventnings- og kræve ind mentalitet er, at den verdensorden vi kender slår en kolbøtte, og det er lige ved, at det er det den gør.

Vi skal vænnes til ikke at tage det for givet, at alt bliver serveret på et sølvfad, og at de stegte duer ikke kommer flyvende ind i munden på os.

Det er en sund fase at komme igennem. Jeg har delvis lært lektien gennem et mangfoldige antal ydmygelser og nederlag, og det har gjort mig stærkt og forventningsneutral.

Mange har stadig dette til gode, og det er nødvendigt for at komme videre i sin udvikling.

Blot som jeg ser det🙂

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Søndag den 12.04.2026 - 06:52

Som svar til af Ole Høj (ikke efterprøvet)

Jeg kan godt se, at "ydmygelser og nederlag" lyder alvorligt, men jeg er ikke et offer, for det er overvejende ikke andres skyld.

Mit "problem" var været, at jeg altid er gået efter det sublime, og det går jo ikke, når man kun er designet til det middelmådige.

Det svarer lidt til at prøve at tage fem trappetrin ad gangen i stedet for bare at tage et, og så beder man jo selv om at snuble en gang imellem.

Så ingen skal have medlidenhed med mig, for jeg har ganske vist mange kvarte og halve uddannelser bag mig, som jeg ikke kan bruge til en s k i d, men jeg ville ikke have undværet en eneste af de oplevelser, jeg har fået undervejs, for de har bygget mig op til den person, som jeg er i dag, og det er den person, som min kone ubetinget elsker.
Så hvad mere kan man forlange eller forvente:)
Og rigtig god søndag!

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 15.04.2026 - 13:54

Enig , en mere bred omtale i pjecen , ville være klædelig .

Der er så meget historie forbundet med disse gravsteder ved søen på Vestre kirkegård .
Kaldet det røde hav , pga af de mange socialister der har fundet deres sidste hvilested der

Man kan nævne mange socialdemokratiske spidser,men også flere fra DKP, der alle har haft en historisk betydning for den danske arbejderbevægelses kamp .
Som nu , på trods af mange uenigheder og stridigheder gennem tiden , hviler i fred sammen ved søens bred .
Målet i deres kamp var den samme , det var mere måden at opnå det på , som skabte disse uenigheder .

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.