Klagesangen fra rustbæltet

Hillbilly Elegy (udgivet 2016) – er en dybt reflekteret og spændende livshistorie af USA's måske kommende vicepræsident, J. D. Vance.

En politiker vi ellers kender for kompromisløse og på mange måder usympatiske og afstumpede holdninger.

Bogen er værd at læse. Måske giver den håb?

Udpeget af Donald Trump

Donald Trump har udpeget den unge senator fra Ohio, James David Vance (f. 1984), som sin running mate.

I den forbindelse har den nye vicepræsidentkandidat profileret sig ved at beskylde Joe Biden og demokraterne for at stå bag mordforsøget på Donald Trump, ved at udtrykke sin klare modstand mod abort, kunstig befrugtning, ægteskab mellem homoseksuelle og LGBT-rettigheder i øvrigt og ved at sige, at han i modsætning til vicepræsident Mike Pence ville have været loyal over for Donald Trump ved at nægte at anerkende Joe Bidens valgsejr i 2020 – altså en villighed til at tilsidesætte USA's forfatning.

J.D. Vance har senest fået ørene i maskinen for at mene, at man ikke er egnet til at være politikker, hvis man ikke selv har fået børn; et synspunkt der har provokeret mange – ikke mindst personer, der har kæmpet med fertilitetsproblemer.  

Men J. D. Vance er også kendt for i 2016 at have lagt afstand til Donald Trump, som han dengang sammenlignede med Hitler

Men J. D. Vance er også kendt for i 2016 at have lagt afstand til Donald Trump, som han dengang sammenlignede med Hitler. Og så har han altså skrevet en bestseller i form af selvbiografien Hillbilly Elegy.

Men nu er han vendt på en tallerken og fremstår som den mest loyale af alle loyale Trumpstøtter. J. D. Vance må være noget af en opportunist og kyniker.

Bogen er værd at læse

Hvilke motiver, der ligger bag J.D. Vances politiske positionering og vendekåberi, ved kun han selv. Men bogen, han skrev i 2016, er værd at læse.

Jeg slugte lydbogen på to dage, hvorefter jeg så Netflix-filmen med samme navn og med en superspillende Glenn Close i rollen som den viljestærke og på alle måder grænseoverskridende mormor, eller Mamaw som mormødre kaldes på de kanter, hvor mange har skotske og irske rødder.

En Mamaw, der i sin jagt på at få J.D. på ret køl igen, truer de af hans kammerater, der har negativ indflydelse på barnebarnet med dovenskab, manglende arbejde, pjækkeri, stoffer og langt hår, med at køre dem ned med sin bil, hvis de viser sig sammen med J. D. igen.

Ingen vil opdage det, og ingen vil mistænke en gammel kone som mig, som hun siger.

Det er også J. D’s Mamaw, der forsørger og opdrager ham, da det er mest nødvendigt.

Det er hende, der betaler for den afgørende lommeregner for at kunne følge med i skolen - også selv om hun ikke har råd og må droppe sin medicin.

Og det er hende, der bliver ved med at tro på ham og motivere ham – også når det er allersværest. J.D. erkender selv, at han aldrig ville have klaret det, hvis det ikke var for enkelte og helt afgørende personer i sit liv.

Vokset op som i rustbæltet

Bogen fortæller en af de mest hjerteskærende, deprimerende og voldelige livshistorier om at vokse op som hillbilly i USA's rustbælteområde, hvor tidligere tiders stolte og potente stål- og bilindustri flyttes til asien og efterlader samfund i arbejdsløshed, armod og misbrug.

Rustbæltet, der indtil starten af 1980'erne hed Stålbæltet, har i den grad tabt til globaliseringen og udflytningen af meget hård industri og mange manuelle arbejdspladser fra USA til Asien etc.

J. D. Vance fortæller historien om at have rødder blandt skotske og irske indvandrere, der er vokset op i bjergene i Kentucky.

Bedsteforældrene måtte flygte til Ohio, fordi bedstemoren blev gravid i en alder af kun 13 år. Her er principper som øje for øje, selvjustits og selvtægt de gældende, og der gives ikke meget for den politiske elite på kysterne.

Alligevel fortæller J. D. Vance om arbejderklassen og om fagbevægelsen. Ligesom han fortæller, at hans familie i alle årene, bortset fra 1984, hvor de stemte republikansk på Ronald Reagan, har været demokrater – fordi det var det arbejdende folks parti. Men sådan er det ikke længere.

Vance og hans folk føler sig overset og svigtet af demokraterne. For mange er sunket til bunds i stoffer, ligegyldighed og mangel på arbejdsmoral.

Reflekteret og analytisk

Og her er det, at J. D. Vance skiller sig ud fra andre republikanere. For hvor andre alene taler om at tage sig sammen og klare sig som selfmade, er J. D. Vance reflekteret og analytisk som en sociolog, der formår at afkode mønstrene og pege på, hvor og hvordan de negative mønstre kan brydes og skabe fremgang og muligheder.

F.eks. kommer Vance med den rammende betragtning, at mange der kommer fra hjem uden uddannelsestradition, snyder sig selv for muligheder og fremgang.

For mange tænker nemlig, at succes kun tilkommer eliten. Uanset, hvor meget jeg prøver, løber eliten med det hele til sidst.

Eller de tænker, dem der klarer sig til trods, må være født med helt særlige evner og talenter.

Og for få tænker: Heldet følger den flittige, og det jeg ikke har i evner eller talent må jeg have i flid, viljestyrke og arbejde.

Vance underkender ikke klasseprivilegierne og strukturerne. Slet ikke. Men han beskriver, at man kun bryder mønstrene, hvis man selv løfter med og får hjælp af sine nærmeste og af samfundet, som ikke udelukkes som en vigtig faktor.

Det er en vigtig pointe, tænker jeg, der selv husker udtryk fra barndommen såsom: Vi er ikke musikalske i vores familie, eller vi har ikke sprogøre, så det lærer vi aldrig. Uagtet at man nok lærer mere, hvis man faktisk prøver, selvom det er svært - og måske sværere end det er for andre.

J. D. Vance bliver aldrig (i bogen) selvretfærdig og selvforherligende, men forbliver ydmyg, selvkritisk og analytisk

J. D. Vance bliver aldrig (i bogen) selvretfærdig og selvforherligende, men forbliver ydmyg, selvkritisk og analytisk.

Det gør, at bogen bliver interessant og vigtig at læse – også selvom hans politiske holdninger her og nu mildest talt er bekymrende.

Det er også trist, at han på alle måder underkender den indsats, Joe Biden faktisk har gjort for at genskabe manuelle job i USA- ikke mindst i rustbæltet. En pointe Demokraternes nye præsidentkandidat Kamala Harris burde gøre langt mere ud af.

Tilknytningen til almindelige amerikanske arbejdere er nemlig hendes helt store akilleshæl.

Måske J. D. Vance alligevel med sin intellektuelle styrke, sit overblik og analysekraft, er den person, der kan redde os fra, at Donald Trump skejer helt ud og bringer USA og dermed store dele af den moderne verden ud i en afgrund af vanvid og ødelæggelse.

Måske er det trods alt ham, der kan blive det afgørende korrektiv, hvis Donald Trump går hen og vinder præsidentvalget til november. Man kan kun håbe.

Bogen giver håb. Mens vicepræsidentkandidat D. J. Vance gør mig bange.