Klar til Kamala: Obamas kvindelige arvtager

Hun er favorit til at blive Californiens næste senator, og hun bliver spået en stor fremtid blandt USA's venstreorienterede.
Kamala Harris er 50 år gammel, og siden 2011 har hun været folkevalgt justitsminister i delstaten Californien. Nu er hun så favorit til at blive den ene af The Sunshine States to senatorer i Washington - og en markant stemme på den amerikanske venstrefløj.

Posten er blevet ledig efter, at senator Barbara Boxer annoncerede, ikke så overraskende taget i betragtning af, at hun fylder 75 senere i år, at hun ikke genopstiller til valget i 2016. Og der gik ikke mange dage, før Kamala Harris meldte sig på banen som kandidat.

”Jeg har arbejdet for kloge, innovative og effektive tilgange i forhold til at bekæmpe kriminalitet, kæmpe for forbrugerne og kæmpe for lige rettigheder for alle,” skrev Harris i en meddelelse på hendes hjemmeside, da hun annoncerede sit kandidatur.

”Jeg vil være en stemme i det amerikanske senat for californiere omkring disse emner og andre, der har indflydelse for vores stat.”

Kamala Harris startede sin politiske karriere som offentlig anklager i venstrefløjs-højborgen San Francisco, inden hun i 2011 i et meget tæt løb blev valgt til justitsminister for hele staten. Siden har Harris forsøgt at kæmpe for forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af personlige oplysninger, og hun har sat fokus på bekæmpelse af trafficking. Hun blev uden større problemer genvalgt i 2014.

Ingen Obama
Der bliver ofte draget paralleller mellem Kamala Harris og Barack Obama.  Nok ikke kun fordi de begge har læst jura og begge har et lidt spøjst navn, men fordi Harris’ etniske baggrund er, ligesom Obamas, meget blandet. Hun er datter af en indisk mor og en jamaicansk far, og så er hun gift med en hvid, jødisk advokat.

Og ligesom Obama har en lang liste med ”historiske første gange”, så har Harris også en lang liste med alt muligt: første kvinde, første sorte, første med asiatisk baggrund…

Et sted, hvor sammenligningen ikke holder, er dog de retoriske evner. Harris har ikke helt samme magt på en talerstol som Barack Obama. For eksempel var hendes tale til det demokratiske konvent i 2012 ventet med spænding, men de fleste kommentatorer var enige om, at hun skuffede fælt. Det var en direkte kedelig tale, hvor hun blandt andet kom til at kalde Obamas modkandidat Mitt Romney for ”Miss Romney”.

Det svære er at blive opstillet
Californien må anses for at være en sikker demokratisk stat, som Barack Obama ved det seneste præsidentvalg vandt med 23 procentpoint foran Mitt Romney. Kun 14 ud af statens 53 kongresmedlemmer er republikanere.

Blandt eksperterne er der heller ikke megen tvivl om at skulle Harris blive opstillet, så er hun rimelig sikker på at blive valgt. Men der er stadigvæk en mulighed for, at Los Angeles’ borgmester Antonio Villaraigosa også vil stille op, og han vil være en stærk kandidat i en stat, hvor folk med latinamerikansk baggrund er den største befolkningsgruppe.

Ud over at være en kamp mellem to demografiske grupper vil et valg mellem Harris og Villaraigosa også være en kamp mellem de to største regioner. Villaraigosa som repræsentant for Los Angeles og det sydlige Californien, og Harris med støtte fra San Francisco og The Bay Area.

Der er valg til blandt andet senatet den 8. november 2016, og så bliver det interessant, om Californien får sin første sorte, kvindelige senator med indisk baggrund, samtidig med at USA får sin første kvindelige præsident.

 

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce