Klaus Lynggaards ikoner bliver fejret behørigt i ny antologi

Først skal der lyde et stort tillykke til forfatteren og anmelderen, Klaus Lynggaard, der nu er fyldt 70 år. Dernæst skal der lyde endnu et tillykke, for det er nu et halvt århundrede siden han debuterede som musikanmelder i bladet MM. 

Siden da har han skrevet et hav af spændende og perspektivrige artikler om musik og musikere. 

Mange af de bedre er nu samlet i jubilæumsbogen, 'Ikoner - et liv med musik og musikere'. 

Klaus Lynggaard er vokset op i en familie, hvor der blev sunget meget. Det er en opvækst, som han selv har skrevet særdeles smukt om, og man kan finde den i denne nye antologi. 

Faktisk kan man heri finde overordentlig mange tekster, der handler om Klaus Lynggaards forhold til musik og musikere, simpelthen fordi hans bedste tekster om musikere er skrevet i den stil, som i sluttresserne og halvfjerdserne blev betegnet som ‘New journalism’. 

Den er personlig og subjektiv, men til gengæld giver det kolorit til emnet, og på den måde bliver det selve oplevelsen, der kommer i centrum. 

Når man læser hans mange tekster om forskellige musikere og albums, så får man også indblik i selve den tid, de er skrevet i. 

Læs også:Leonard Cohen skrev smukke sange om hende - nu er deres forhold blevet til en velykket tv-serie

Klaus Lynggaards første koncert overværede han som niårig. Det var med Donovan, som han var blevet fan af, og som han skriver retrospektivt, så var de musikere, der lod håret vokse, også dem som han interesserede sig mest for. 

Derfor var det naturligt, at Lynggaard blev stor fan af The Beatles. 

Bjørnvig kom ham i forkøbet

Men alt det her er jo hans helt unge år, lang tid før han selv blev kønsmoden, og amorinerne flyttede ind, kroppen begyndte at sitre og besættelsen satte ind. Og her var der bare det problem, at digteren Thorkild Bjørnvig var kommet ham i forkøbet. 

I 1970 havde Bjørnvig udgivet 'Oprør mod neonguden - et essay om beat'. Alene ordet ‘neonguden’! Bogen er på så mange parametre så mesterligt skrevet, og Bjørnvig foregreb den tid, var i gang og som senere foldede sig fuldt ud. 

I Bowie så Lynggaard en ny tidsånd

Bjørnvigs kulturkritiske essay handlede om rockfænomenet, som han placerede i en nietzscheansk kontekst, og derved lykkedes det for ham at definere det ukontrollerede udbrud, der var lige dele skønhed og grusom (selv-)destruktion. 

Han kaldte det for ‘dionysisk’, og på en måde kan man godt se, at Lynggaard selv købte ind på selvsamme optik, og at denne har forfulgt ham lige siden. 

Midt i orkanen

Det absolut skelsættende for Lynggaard var mødet med David Bowie. Ingen musikere har ramt ham så massivt, og omkalfatret hans selvbillede, som denne kamæleon, og det går igen i mange af hans artikler.

I Bowie så Lynggaard en ny tidsånd, hvor han ikke blot halsede bagefter, men selv stod midt i orkanen, og det er på en måde også af den selvsamme grund, at hans journalistiske, selvbiografiske stil fungerer så glimrende. 

Fra mødet med David Bowies univers var der ikke langt til tidens nyskabende kunstnere, heriblandt digterne Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen og T.S. Høeg. Strunge tog desværre sit eget liv i 1986, midt under den buldrende, foranderlige tid, hvor postpunken viste tænder, men de to andre forblev - og er - nogle af Lynggaards nærmeste venner. 

Læs også:Dolly Parton var countrydronning og et samlende ikon i en splittet tid

Og det er nok først og fremmest musikerne fra Sods, der senere skiftede navn til Sort Sol, med Steen Jørgensen som sanger, der kom til at slå mest i takt med Lynggaards hjerte. Det skinner ligesom igennem, når man læser hans tekster. 

Det var rockguden Iggy Pop, der stod for den koncert, der ramte den unge Lynggaard hårdest, og hans forhold til Lou Reed var nærmest overjordisk. Senere var det nok især Nick Cave, der først med bandet The Birthday Party, og siden med bandet The Bad Seeds, der ramte en nervestreng i Lynggaards identitetssøgende sjæl. 

Med romantikken kom melankolien

Der er kort sagt tale om en sirligt skrivende musikanmelder, der i samtidens ånd satte oplevelsen i centrum, og derfor også tidligt skrev i tilbageblik, fordi det simpelthen er så karakteristisk for alle dem, der begyndte at skrive og spille musik i firserne. 

De var så romantiske, og med romantikken kom melankolien og den søde erindringsfrugt til at spille en særlig rolle. Man bliver, mildest talt, overvældet af hvor mange af de nu indsamlede tekster, der fylder denne jubilæumsbog, der er tilbageblik på en tid, der beskrives på kryds og tværs. 

Men det var bestemt ikke alle, der var ‘med på beatet’ dengang. Politikens musikanmelder, Torben Bille, var stærkt kritisk overfor det, som han betragtede som amatørisme i tidens punkede stil. Dette gjorde Lynggaard og hans venner vrede. De opfattede hans holdninger som stivnet akademisk og et udtryk for mangel på forståelse af det, som den nye musik faktisk handlede om. 

Klaus Lynggaards musiksmag har altid været bred

Men set i eftertidens klare lys var sådan en modstander måske god at have. Lynggaard endte selv som skribent på Dagbladet Information og senere på Weekendavisen, hvor han sammen med ungdomsvennen og kollegaen, Bo Green Jensen, kunne dominere medierne med hans smagsdommeri. 

Bo Green Jensen udgav for øvrigt den fremragende tekstsamling, ‘På sporet af den hvide lyd. Rocknotater 1978-1983’, og på mange måder kan godt se Lynggaards nye bog som sit bidrag til selvsamme indskrivninger af denne periodes lyd. 

Nu er det altså ikke sådan, at herværende bog kun handler om firserne og punken. Slet ikke. Den indeholder meget andet, for Klaus Lynggaards musiksmag har altid været bred.

Læs også:The Velvet Underground og Nick Cave udsat for ikonografisk iscenesættelse.

I bogen kan man finde tekster om danske sange, om Dansktopmusik, om den amerikanske musikskat, dens rock’n’roll, men også soul, blues og country, men discoen er der ikke meget om. 

Et essay om Abba, der faktisk også er en indrømmelse af egen snævertsynethed, set i bakspejlet, glimrer ved Lynggaards ærlige væsen, hvor han godt kan indrømme, at tidligere fordømmelser måske var behæftet med fejl.  

En meget blid person

Det måske mest særlige - og meget fine - ved Klaus Lynggaards mange tekster er, at han er en meget blid person. Han beskriver konstant, hvordan han på en måde var udenfor (men hvem var ikke det i firserne!), klodset og uheldig med damerne. 

Denne forsigtige personlighed, der for øvrigt ikke var forsigtig nok til at afholde sig fra et massivt misbrug, både af stoffer og alkohol, som faktisk sendte ham på tvungen afvænning, gør hans tekster mere runde og bløde. 

Læs også:Film om fænomenet og mysteriet Bob Dylan fokuserer lidt for meget på myten

Han skriver rigtignok om vreden og mismodet, der kom som en modreaktion efter hippiernes forliste drøm om evig fred og universel kærlighed, men det er som om, at han ikke gennemgribende rammes af selve vreden, datidens stigende vold og splittelser. 

Der er, kort sagt, noget blåøjet (tidens absolut favoritfarve), kærligt klodset og melankolsk eftergivende som tone i de fleste af Lynggaards tekster. Det er slet ikke negativt ment, men derimod en særlig charme, som han altid har fremstået med. 

Lynggaard væver på et stort og nærmest uoverskueligt tæppe

Det er særligt, fordi så mange andre af hans samtids stærke stemmer tonede mere egoistisk og megalomant frem. Hos Lynggaard oplever man sjældent, at hans enorme viden udmunder i selvfedme. 

‘Ikoner’ bør læses på kryds og tværs, som punktnedslag. Mange af teksterne er nærmest identiske, blot med nye musikere, for Lynggaard væver på et stort og nærmest uoverskueligt tæppe. 

Og så er der også det særlige ved Lynggaard og hans mange tilbageblik, at han faktisk er i stand til at indrømme, når han tidligere har taget fejl. Firsernes selvsikre smagsdommeri bliver taget under behandling af Lynggaard selv, og det er vederkvægende.

En bog som denne vil selvsagt blive skydeskive for alt det, der ikke er kommet med. Vi taler trods alt om menneskers hjerteblod, som musik og fankultur er udgjort af. 

Forbenet og stivnet

Men alligevel har jeg en anke imod Lynggaard og co., som jeg oplever som et blindt punkt, de fleste af dem gerne går i graven med. 

De kunne snildt erklære, at datidens udsyrede, Pink Floyd-dyrkende hippier endte som knækprosaiske ‘venstrefascister’, men de opdagede bare ikke, at de selv agerede på samme vis. 

Jeg voksede selv op i firserne, men er meget yngre end Lynggaard, som jeg så op til som eksperten, sammen med de andre firserikoner. Men jeg blev også stærkt skuffet, da jeg selv blev fuldkommen forelsket i heavy metal, der i midtfirserne pludselig slog kraftigt igennem. 

Læs også:Musikken blev Sebastians trip

Datidens musikanmeldere var præcis lige så forbenet, stivnet og ultra fordømmende, som de altid har været, da denne musikgenre slog igennem, heriblandt også de ellers så åbne postpunkfans, der kiggede på denne nyere genre som en art højreorienteret og ubegavet genre. 

Tænk blot på Metallica, som har den danske trommeslager Lars Ulrich med, og danske King Diamond, der begge er nogle af vor tids største ikoner. 

Dengang havde de ikke megen medvind i tidens danske musikblade og aviser, og de endte på den forkerte side af den ideologiske og politiske skel, der dengang opstod som et uhyre, samtidig med at indvandringen blev mere massiv og Den kolde krig mere dystopisk. 

Uendelig lidenskabelig

Klaus Lynggaard nævner det selv periferisk i en af sine tekster, hvor han først er til en vild koncert, for efterfølgende at få tæsk af en gruppe nynazister på vej hjem.  

Ungdomshuset oplevede også denne skiftede tidsånd, og endte med at blive selve epicentret for antifascismen. Men samtidig blev heavy metal altså mere udbredt, og det var som om, at denne ikke rigtig rummede helt den samme, samfundskritisk-ideologiske indpakning. 

Læs også:Bruce Springsteens livtag med sine mareridt får dig til at tude i biografmørket

Nej, heavy metal var ikke nynazisme, men kunne rumme en gruppe af arbejderklassens mindre sofistikerede unge, der ikke var lige så belæste og politiske som firserdigterne og disses kunstnere. 

Måske rummer hver epoke sine gennembrud, hvor det ene øje altid vil dækkes til af det, der siden skal komme. 

Og selvom Lynggaard nok er indbegrebet af en anmelder, der subjektivt beskrev sin særegne tid som en periode, der nærmest var ejet af ham selv og hans venner, så var han en af de bedre, en af de mere kærlige modstandere, som man nok kunne støde sig på, men samtidig også måtte læse op på, når nu han var - og er - så uendelig lidenskabelig og rig på viden og erfaring. 

Klaus Lynggaard: 'Ikoner - Et liv med musik og musikere'. 440 sider. Forlaget Frydenlund. 2026. Netop udkommet.