Klimamåls-fetisch redder ikke fremtiden

Vi har brug for konkrete forslag fremfor abstrakte mål. Klimadiskussionen har brug for at træde ind i de voksnes rækker.
Ungdommen pjækker fra skole, enkeltsagspartier går på barrikaderne og borgerne samler underskrifter. Det viser med al tydelighed at tiden er forbi, hvor magthaverne kan blive siddende på hænderne. Det skal ske noget, før det er for sent.

Vores klima er alvorligt truet, og det kræver handling nu. Det er ligeså uomtvisteligt, som det er klart, at politikerne har sovet i timen - og den folkelig mobilisering har ladet vente på sig.

Vi er enige om, at vi skal redde klimaet, men hvad og hvordan skal gøre det?

Men det mest interessante er næsten det ubesvarede spørgsmål. Vi er enige om, at vi skal redde klimaet, men hvordan skal vi gøre det? Når man hører fra ungdomsdemonstrationerne, lytter til det partipolitiske kapløb om at være grønnest eller læser det meget omtalte borgerforslag om en ny klimalov, som over 65.000 har skrevet under på, så blafrer svaret stadig i viden.

Ni ud af ti gange strander den folkelige mobilisering og opkogte sind ved dramatiske slagord, opråb om klimarevolution eller flere mål for reduktion af CO2-udledning.

Vi skal ikke lade os spise af med tomme klimamål

Jeg tvivler ikke et sekund på, at mobiliseringen har virket og fortjener ros, når det handler om at løfte klimaet længere op på den politiske dagsorden. Det er en sejr.

Men hvis det ikke skal blive ved mobiliseringen, ved snakken og ved alle målene, så er vi nødt til at tage næste skridt. Klimadiskussionen har brug for at træde ind i de voksnes rækker.

Mål gør det bare ikke alene

Vi kan diskutere og sætte mere ambitiøse klimamål fra Gedser til Skagen – det vil ikke hjælpe en dyt, hvis vi ikke samtidig begynder at diskutere, hvordan vi skal opnå målene, hvad vi skal satse på, og hvordan vi helt konkret mener, at vi skal redde planeten. Handler det om flere vindmøller, forbud mod kød, investering i lagring af vedvarende energi eller klimaregnskaber?

Mål gør det ikke alene. Engagementet og hypen må ikke drukne i Klimamåls-fetisch. Man kan frygte, at kampen om at sætte flest mål fjerner fokus fra diskussionen om, hvad der skal til for at nå dem.

Alternativet og andre jublede, da Løkke lovede 1.000.000 grønne biler, men målet forsvandt snart efter i Venstre-tågerne. Andre klimatiske målparametre kan lide samme skæbne. Vi fupper både os selv og klimaet, hvis vi lader os spise af med store og tomme klimamål.

Handling, handling og mere klimahandling

Den velmenende og ihærdige klimamåls-fetish kan bedst beskrives som en form for afmagt. En stor undersøgelse, som Epinion lavede for Arla sidste år, viste, at hele 76 procent af danskerne går op i at leve bæredygtigt, men samtidig viste undersøgelsen, at  64 procent mente, at det er svært at finde ud af, hvad der er bæredygtigt. Vi vil gerne, men ved ikke hvordan.

Den velmenende og ihærdige klimamåls-fetish kan bedst beskrives som en form for afmagt

Måske det netop er den samme afmagt og et tilsvarende paradoks, der kommer til udtryk i demonstrationer, der kræver handling nu – uden at have noget som helst bud på, hvad handlingen skal bestå i. Vi vil have noget til at ske, men ved ikke hvad, hvorfor vi kanaliserer energien over i slagord og klimamål. Derved forbliver debatten abstrakt, og vi risikerer, at få den opfattelse, at der ikke skal mere end forkromede målsætninger til for at redde vores klima. Der skal meget mere til.

Vi har selvfølgelig brug for ambitiøse mål – de kan få os noget af vejen, men de skal følges af handling, handling og mere klimahandling.

Kære klimaaktivister, hiv løsningskataloget op af tasken og smid jeres konkrete forslag ud i sollyset. Det tjener vores fælles klima bedst.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Når "dagen " den kommer.Når verden ikke længere står til at redde, bliver mere end den halve klodes borgere ladt i stikken. Så har alle DEM med KAPITAL for længst "opfundet en mulighed" til at tilgodese sig selv,og futte afsted til en eller anden "nyopdaget planet". Så står "raketterne parat" til at stikke af, for dem der har mønterne i orden til det. Så kan alle der ikke har råd til andet end at dø,stå tilbage og vinke med gasmasker på,dernede fra jorden,til alle de "frelste i raketten".

"Klimaproblemer løses nemmest", ved at lade den helt almindelige lavtlønnede småborger, betale flere og flere AFGIFTER.Og ved en gennemgribende og endnu bredere finsortering, af alle former for affald.Således at f.e.x vatpinde, får helt særskilte bokse, der skal afleveres, til andre særlige bokse,for farligt affald.På helt særlige Genbrugscentraler for vatpinde.Hvortil den enkelte borger selv må sørge for forsvarlig transport af de brugte vatpinde.

Det er tankevækkende, hvor eklatant en mangel på erkendelse af problemernes sande natur gør sig stærkt gældende i hele klimadiskussionen. For det første, så er det rystende ligegyldigt, hvad vi foretager os herhjemme i vort eget land. Det er de helt store aktører over hele verden, der skal i spil. Og for det andet er realiteterne hverken folkelige eller morsomme. Det, der skulle til, var, at man tog livet af ni tiendedele af verdens befolkning, og det er der jo ingen, der er med på. Men dertil kommer, at det meget vel kan ende dér alligevel, idet de fossile brændstoffer på et tidspunkt er brugt op. Jeg er ganske overbevist om, at betydningen heraf i ingen henseende er gået op for folk. Det vil betyde døden for enorme befolkningsmasser. Så de konkrete omstændigheder vil finde egne veje til at løse problemerne, og det bliver alt andet end folkeligt. Og vi vil blive vidner til tåber, der "kræver, at der bliver gjort noget". Men her vil al politik finde sit Waterloo. Det vil ikke ligge i menneskenes hænder at gøre noget. Så hvadenten vi løber vildt jublende ind i solnedgangen eller lader os føre ind i fremtiden med alle tegn på ulyst eller væmmelse - det er så fløjtende irrelevant. Og vide kredse vil med stor ihærdighed helt benægte faktiske begivenheder.

Annonce