Kludedukkekunstner glimrer med et eventyrligt stykke håndarbejde
Kludedukkekunstner glimrer med et eventyrligt stykke håndarbejde
Det er en fortryllende verden, som man træder ind i på Kunstmuseet Brandts, der lige nu viser den canadisk-jamaicanske kunstner Tau Lewis’ værker, hvor mange af dem er kreeret til lejligheden
Lewis er 33 år gammel, autodidakt og så arbejder hun med materialer, som hun selv har fundet i genbrug med hovedfokus på tekstiler.
På udstillingen mødes man af eventyrlige væsener og en kaskade af mønstre og farver.
Man tænker umiddelbart på Guillermo del Toros mange film, simpelthen fordi de mange figurer, masker og måske især de spektakulære kjoler udsender en underlig, fængende fornemmelse af lige dele skønhed og uhygge.
Det er væsener, der på en måde er i børnehøjde, men som altså samtidig indeholder meget mere, noget sært og kraftfuldt, der stikker dybere.
Der er klart tale om en type kunst, der arbejder med rødder af en art.
Udstillingen er delt op i to store rum, eller haller, hvor den første er badet i lys, så man føler, at man befinder sig i en balsal, hvor der er fest.
De mange figurer står forskudt, og på væggene ser man sære ‘gobeliner’ med forskellige mønstre, og fra lofterne hænger blomsterranker lavet af tekstiler.
Læs også:Fynbomalernes livsstil er blevet moderne - igen
Figurerne er iklædt spraglede kjoler, hvor farverne er nøje afstemte og meget forskellige. Tau Lewis evner at indgyde sine figurer med personlighed.
En protest mod de fortravlede hverdage
Når man træder ind i den næste sal, så vendes det hele på hovedet, og mørket er dominerende.
Figurerne fremstår mere dystre og uhyggelige, men stadigvæk i øjenhøjde. Det er som om, at man pludselig mærker en dybere form for urfornemmelse, hvor især de store væghængte masker minder om stammekunst.
Det underlige er, at man for alvor undres, når man sætter tiden lidt i bakgear og opdager, at de mange figurer består af alskens ragelse.
Man går ikke derfra, og sådan bare glemmer det igen
Man kan nærmest stirre sig blind på, hvor uendeligt mange detaljer hvert enkelt værk i grunden består af, og det er ikke tilfældigt.
For Tau Lewis er der en pointe i, at hun har kreeret det hele i hånden, og at det har taget tid.
Det er en form for protest imod vor tids forhastede og fortravlede hverdage.
Selvfølgelig er der også en masse af tidens kunstneriske buzzwords, såsom nedbrydning af de kunstneriske hierarkier (et postulat om, at billedkunst er finere end andre former for kunstneriske udtryk), et opgør med forbrugerisme og et forsøg på at sætte klimakrisen på dagsordenen.
Om man sådan oplever det direkte i mødet med værkerne, står ikke rigtig klart for undertegnede.
Læs også:I Venedigs fornemmeste bordel er der ingen kære mor
Alligevel, og måske endda på trods af disse ‘metafortællinger’, fremstår hele udstillingen samlet set som vellykket og forunderlig, og er derfor værd at besøge.
Efterfølgende forbliver de mange indtryk printet i ens erindringer, og det er klart et plus, når vi taler om kunst, præcis ligesom det er tilfældet med vin.
Man går ikke derfra, og sådan bare glemmer det igen.
Hele turen værd
Udstillingen er en del af Kunstmuseet Brandts samlede strategi, hvor de ønsker at samarbejde med andre internationale kunstinstitutioner.
Det er alt sammen godt og værdigt.
Men når man så træder ind i deres permanente samling, der faktisk er ret så anseelig, så skuffes man dybt.
Hvorfor et kunstmuseum som Brandts ikke kan rumme både det ene og det andet, er en gåde for mig
For det første er det utroligt, hvor lidt de rent faktisk viser af deres værker, og som sædvanligt kan man ikke finde oplysninger på hjemmesiden om, hvilke af deres betydelige værker, der ikke kan besigtiges.
For det andet er udstillingen stillet sjusket op med grimme spejle, der bærer en tekst om, hvilken kunstretning man nu kigger på.
Det er store, alt for lyse rum, hvor der er tænkt alt for lidt på, hvorledes værkerne kan fremstå bedst.
Hvorfor et kunstmuseum som Brandts ikke kan rumme både det ene og det andet, er en gåde for mig.
Også selvom udstillingen med Jakob Martin Strids mange forarbejder til hans magiske og spektakulære børnebøger samt en sanseudstilling med ´Husk Mit Navn´ er overordentligt godt sat op.
Læs også:Klaus Lynggaards ikoner bliver fejret behørigt i ny antologi
Det er børne- og familievenligt, og det er jo godt nok. At det så skal halte med det historiske, er bare skuffende.
Det sagt, så er udstillingen med kludedukkerne og mødet med Tau Lewis’ værker hele turen værd.
Tau Lewis: Mouth close to Earth. Kunstmuseet Brandts. Udstillingen fortsætter frem til 02.05.2027.
Tilføj kommentar