København er hele landets hovedstad

Københavns er ikke en forkælet overflodskommune, selvom mange politikere tydeligvis tror, at der er stemmer i at lade som om.
København er en mangfoldig by, der skal kunne rumme alle de mange forskellige grupper af mennesker, der bor her og er med til at gøre vores allesammens hovedstad til en mangfoldig og smuk hovedstad. København skal også på socialt forsvarlig vis kunne rumme de mange udsatte befolkningsgrupper, byen også har. Dem, der står uden for arbejdsmarkedet, de psykisk syge, de hjemløse, de skæve eksistenser.

Det kan man selvfølgelig sige om alle landets kommuner, men København skal faktisk også kunne mere end det. København har en opgave at løfte som hovedstad. Ligesom man i Paris, London eller Amsterdam har en selvbåren identitet - der ikke er lig med Frankrig, England eller Holland - har København også er særlig profil, og der skal være plads til at føre initiativer ud i livet, der er med til at sætte København på landkortet, og brande byen udadtil.

Skaber skyttegrave mellem hovedstaden og provinsen
Jeg er københavner og jeg er politiker i København. Og med begge kasketter har jeg lyst til at sige, at jeg er stolt af vores by. For selvom vi hele tiden arbejder på at forbedre forholdene i byen, så synes jeg der er meget at være glad for og stolt over i København, der er en smuk og rummelig gammel by.

I mange år har det dog været almindeligt og næsten accepteret at der er en sær 'dem mod os'- tone i debatten om København

I mange år har det dog været almindeligt og næsten accepteret at der er en sær 'dem mod os'- tone i debatten om København. Land-by-diskussionen bliver i min optik karikeret og forfejlet, når politikere - ikke mindst på Christiansborg - skaber skyttegrave mellem hovedstaden og provinsen, og forsøger at trække fronterne op, og udstille København som et overklasseløg, der skal ned med nakken. København er hele landets hovedstad! Og vi skal alle kunne bruge byen og være stolte af den. Den er flagskib for vores land. Og det skal vi værne om.

København har mistet millioner
Jeg forstår derfor ikke udmeldinger som for eksempel Dansk Folkepartis, der ønsker en flad kommunalskat, der skal skabe mulighed for en central statslig disponering af penge til udkantskommunerne. Hovedstadsområdet videresender allerede 12 milliarder kroner hvert år til udsatte kommuner via den udligningsordning, der eksisterer.

Hovedstadsområdet videresender allerede 12 milliarder kroner

Og oven i det mistede København sidste år sammenlagt 58 millioner kroner som resultat af, at regeringen ændrede den såkaldte satspulje, der i mange år har sikret penge til de allermest sårbare og udsatte borgere - for eksempel misbrugere og hjemløse, som København har en uforholdsmæssig større andel af end de andre kommuner. Københavns er ikke en forkælet overflodskommune, selvom mange politikere tydeligvis tror, at der er stemmer i at lade som om.

 

Henrik Appel (S) er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og Socialordfører.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.


Flere artikler om emnet

Annonce