København præges af social kontrol

Hver dag får Københavns Kommune en sag om negativ social kontrol på bordet i det, der hedder Etnisk Konsulentteam
Faizal har forladt sin voldelige ægtefælle, der nu truer hende. Kun en imams indblanding betyder, at ægtemanden holder sig fra hende, imens hendes bror truer med et æresdrab.

Ayse har ligeledes forsøgt at forlade sin mand efter massiv social kontrol. Hun må trods sin høje uddannelse ikke arbejde, og hendes svoger truer med tæsk, hvis Ayse tager et job.

Navnene er opdigtede, men det er to eksempler på sager om social kontrol i København.

Men de to kvinder er ikke alene.

Det skriver Berlingske.

Faktisk ligger antallet af sager om negativ social kontrol i Københavns Kommune på et hidtil uhørt højt niveau.

Med udgangen af oktober havde Etnisk Konsulentteam, der varetager den slags sager for Københavns Kommune, siden 1. januar fået 353 henvendelser. 211 sager handlede om mindreårige. Konsulentteamet har i de seneste år også behandlet sager andre steder i Region Hovedstaden, men siden 2017 er antallet af sager i hovedstaden altså vokset fra 182 til næsten det dobbelte.

Niveauet foruroliger Cecilia Lonning-Skovgaard (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune.

En stigende tryghed i forhold til at indberette

"Det understreger, at der stadig er meget at gøre i kampen imod parallelsamfund og i kampen for at give kvinder den frihed, vi andre opfatter som naturgiven. Samtidig er tallene også udtryk for en stigende tryghed i forhold til at indberette," siger borgmesteren til avisen.

Kvinder fastholdes i ægteskab

En undersøgelse fra Københavns Kommune i maj i år viste, at 16 procent af de 18-29-årige med minoritetsbaggrund oplevede begrænsninger i forhold til at vælge en ægtefælle eller kæreste. Syv procent af de adspurgte oplevede begrænsninger i forhold til valg af uddannelse og venner.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) er lige så trist over tallene som Cecilia Lonning-Skovgaard.

Gør mig stadig mere optimistisk

"Men det er også historien om en stadig bedre og mere fokuseret indsats fra landets større kommuner," skriver Mattias Tesfaye på Twitter. "Det sidste gør mig stadig mere optimistisk."

placeholder

Mangler tal

Christina Elle er en af konsulenterne i Etnisk Konsulentteam, og hun forklarer særligt stigningen med udvidelsen af teamet med to sikkerhedskonsulenter, som er en del af det nationale beredskab betalt af midler fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Det er derfor, at stigningen er så kraftig

"De to konsulenter dækker hele regionen, og de tal tæller med i vores opgørelse, og det er derfor, at stigningen er så kraftig," siger Christina Elle til Berlingske.

Der findes ingen sammenlignelige tal for omfanget af negativ social kontrol i Danmark.

Tal fra Aarhus Kommune i oktober viste, at en særlig enhed dér havde modtaget 147 henvendelser om negativ social kontrol på tre år. I august udgav en ekspertgruppe en rapport i Odense, der viste, at 1200 unge odenseanere følte sig begrænset af deres familier i forhold til valg af kæreste eller ægtefælle.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce