Københavns Kommune skal være et mekka for dygtige velfærdsmedarbejdere

For nylig mødte jeg min datters gamle vuggestuepædagog, Therese. Der var gået over ti år siden, jeg havde set hende.

Hun fortalte, at hun var sygemeldt med stress på sit tredje år. Der havde været pædagogflugt i institutionen, og hun var en af de få faste pædagoger tilbage til at varetage arbejdet.

Der var flere nye ansatte, som gjorde et godt arbejde, men de havde ikke overblikket.

Det blev lagt over på hende. Therese holdt i på bedste beskub, især fordi hun ikke kunne bære, at børnene også skulle miste hende.

Dråben

Dråben, der fik bægeret til at løbe over, kom da de skulle til møde i forvaltningen om indsatsen for børn om at spise differentieret.

Therese ville ikke til mødet, men blive på institutionen, fordi der ellers ikke var nogle faste pædagoger tilbage, og det var vigtigt af hensyn til børnene.

Krav ovenfra kan diktere arbejdet

Det sagde hun til hendes nærmeste leder på et telefonmøde, hvor den øverste leder var med. Efter mødet blev hun strengt irettesat af hendes nærmeste leder, at det skulle hun aldrig gøre igen, og at hun værsgo havde at tage til mødet.

Det gjorde udslaget, og Therese meldte sig syg og er det altså stadig. Jeg kunne fornemme, at frustrationen sad tungt i hende. Hun rystede, da hun fortalte det. Thereses historie er langtfra den eneste.

Quiet Quitting

Velfærdsmedarbejdere i forskellige fag oplever lignende episoder hele tiden, hvor krav ovenfra kan diktere arbejdet, selvom det ikke giver mening for medarbejderen, fordi noget andet kan være vigtigere.

Det kan være et stort pres med stress til følge. Til daglig er jeg skolelærer og arbejdsmiljørepræsentant på en folkeskole i København. Jeg er suppleant til Københavns lærerforenings bestyrelse og delegeret til Danmarks lærerforenings kongres.

Herigennem støder jeg regelmæssigt på lignende sager, hvor kolleger bukker under for stress. Nogle velfærdsmedarbejdere tyer til fænomenet ”Quiet Quitting”. Begrebet dækker over medarbejdere, der laver mindst muligt, men beholder jobbet.

De forklarer det med, at det er umuligt at nå de mål, der bliver stillet oppefra, og at de risikerer at blive syge, hvis de gør forsøget. Nogle medarbejdere siger op, fordi de ikke kan stå inde for kvaliteten.

Vi skal fastholde og rekruttere velfærdsmedarbejdere

28.000 uddannede lærere arbejder ikke længere i den danske folkeskole, men hver femte lærer i folkeskolen har ikke en læreruddannelse. Det hænger ikke sammen.

Vi skal have lærere til at forblive i folkeskolen ved at skabe arbejdsforhold, så de får lyst til at være der. Andre velfærdsjob er ligeledes svære at besætte:

I Københavns kommune bliver 31 pct. af ledige stillinger som sygeplejersker og sosu-medarbejdere ikke besat. 40 pct. af sygeplejersker, sosu-assistenter og sosu-hjælpere i Københavns Kommune forlader jobbet, inden de har været ansat et år.

Flyt fokus over på borgeren

Den negative udvikling ser ud til at fortsætte, hvis vi fortsætter som nu. Vi skal fastholde og rekruttere velfærdsmedarbejdere ved at give større indflydelse i arbejdet.

Ydermere skal frisættelsen flytte fokus fra målinger og statistik og over på borgeren. Jeg stiller op til Københavns Kommunes Borgerrepræsentation for socialdemokratiet og vil gerne ændre dette.

Erhvervspsykolog Malene Friis Andersen har følgende interessante forslag:

• Medarbejdere skal have et vist råderum til at beslutte, hvordan arbejdsopgaver skal løses.
• Medarbejdere skal have mulighed for at dele viden med fagfæller, som sluttelig kan berige den fælles arbejdsproces.
• Arbejdsstedet bør give medarbejdere en identitet og følelsen af at høre til og have værdi.

København skal være et mekka for dygtige medarbejdere, så de kan sørge for god velfærd til borgerne i København.