Københavns politiske veteran melder sig ud af DF: “Trivslen og miljøet kunne godt være bedre”

Kommunalvalg 2025

Københavns politiske veteran melder sig ud af DF: “Trivslen og miljøet kunne godt være bedre”

”Jeg smækker ikke med døren,” siger Finn Rudaizky, der oprindeligt var socialdemokrat

Finn Rudaizky
Billedtekst
Finn Rudaizky, løsgænger, Borgerrepræsentationen
Foto: Københavns Kommune

Det længst siddende medlem af den københavnske Borgerrepræsentation, Finn Rudaizky, melder sig overraskende ud af Dansk Folkeparti for i stedet at blive løsgænger.

Det bekræfter Finn Rudaizky over for Netavisen Pio.

Jeg fortsætter året ud i Borgerrepræsentationen

“Trivslen og miljøet kunne godt være bedre (I Dansk Folkeparti, red.). Det er dét, jeg nu tager konsekvensen af. Jeg render ikke af pladsen. Jeg fortsætter året ud i Borgerrepræsentationen, nu blot som løsgænger,” siger Rudaizky til Netavisen Pio, og tilføjer:

Læs også:Mette F.: "Måske er det bedst ikke at have nogen ord til den måde, Dansk Folkeparti opfører sig på"

“Jeg smækker ikke med døren. Jeg har faktisk takket Pia Kjærsgaard (Dansk Folkepartis stifter og tidligere formand, red.) og hendes mand, Henrik Thorup, for mange gode år i partiet, men jeg trænger altså til noget luftforandring.”

Har du planer om, at melde dig ind i et andet parti?

“Jeg har ikke lagt nogen langtidsplaner af nogen art. Men jeg står ved de forlig, jeg har indgået med andre partier om Lynetteholmen, Metro-linjeføringen og så videre. Jeg fortsætter året ud som løsgænger, det skylder jeg mine vælgere.”

Folketingsmedlem Mikkel Bjørn er nu Dansk Folkepartis spidskandidat til kommunalvalget i København Kommune senere på året. Er det ham, du er raget uklar med?

“Nej, jeg har selv anbefalet ham som DF’s spidskandidat. Jeg kan blot gentage, at trivslen og miljøet godt kunne være bedre. Og derfor vælger jeg nu at blive løsgænger.”

Repræsenterede Socialdemokratiet fra 1994 til 2005

83-årige Finn Rudaizky har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 1994. Frem til 2005 som medlem af Socialdemokratiet, derefter var han i tre år løsgænger. Siden 2008 har Rudaizky repræsenteret Dansk Folkeparti i Borgerrepræsentationen.

Læs også:Svirp til Messerschmidt: “Få dage i USA og så har du allerede taget debatformen til dig”

Med Rudaizkys afgang er Dansk Folkeparti uden repræsentation i Borgerrepræsentationen. Af samme grund skal Dansk Folkeparti nu ud at samle underskrifter for at kunne opstille til kommunalvalget i København til november.

Netavisen Pio har spurgt Mikkel Bjørn, om det ham

Netavisen Pio har spurgt Mikkel Bjørn, om det er ham, der er skyld i, at Rudaizky har meldt sig ud af Dansk Folkeparti:

“Det har jeg ingen kommentarer til,” lyder svaret.

Netavisen Pio har tillige spurgt formanden for DF i København, Alexander Camre, om han har noget at gøre med den mangel på trivsel og miljø, som Rudaizky angiver som grunden til, at han nu forlader Dansk Folkeparti.

Camre svarer pr. sms, at han er forhindret i at svare på grund af andre gøremål.

Opdateres

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet) den Søndag den 27.04.2025 - 09:52

Mon ikke Københavns kommune vil fungere udmærket uden Finn Rudaizky i borgerrepræsentationen. Han har jo aldrig sat sit lys "under en skæppe" og har skiftet holdning (parti) fra socialdemokratiet til Dansk folkeparti, så hans meninger kan man sagtens undvære.

Indsendt af Bent Aarhus (ikke efterprøvet) den Søndag den 27.04.2025 - 19:37

Som aarhusianer vil jeg ikke forholde mig til FRs begrundelser for at forlade DF, men nøjes med at konstatere at han DENNE GANG i det mindste ikke slæber sit mandat med over i et andet parti.
Dét fortjener da en smule respekt. Dé vælgere der har stemt på ham, har næppe gjort det for at et andet parti skulle få 'glæde' af det.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.