Københavnske forældre er vilde med privat lektiehjælp

Et stigende antal forældre er villige til at poste penge i lektiehjælp fra private firmaer
Flere og flere forældre i hovedstadsområdet punger ud for at sikre, at deres børn kommer godt igennem lektierne.

Den ene af de to største aktører på markedet for privat lektiehjælp, Mentordanmark, oplyser til DR, at over halvdelen af deres kunder kommer fra Region Hovedstaden. I 2013 fik 96 familier i hovedstaden lektiehjælp hos Mentordanmark, mens tallet i 2018 var steget til over 4.300 familier.

Hos konkurrenten Gokarakter er det 34 procent af kunderne, der har postnummer i København, og en stor del af kunderne kommer også fra området omkring Nordsjælland.

Den store stigning i København har flere forklaringer, mener stifter og adm. direktør i Gokarakter, Mads Christensen.

“I København handler det om, at der er mange folkeskoler samlet på et sted, og vi har flest undervisere i de store universitetsbyer. En forklaring kan desuden være, at branchen er ret ny og de to store virksomheder inden for lektiehjælp – os og Mentordanmark – er sprunget ud fra København,” siger han til Netavisen Pio.

Jeg vil antage, at der er en større del af de lidt mere ressourcestærke familier, der benytter sig af det, fordi det koster nogle ressourcer

Uden at kende baggrunden for fordelingen, så antager Andreas Rasch-Christensen, der er forsknings- og udviklingschef på VIA University College og en af de førende eksperter i folkeskolen, at stigningen i København særligt skyldes, at der i hovedstaden er flere ressourcestærke familier.  

”Jeg vil antage, at der er en større del af de lidt mere ressourcestærke familier, der benytter sig af det, fordi det koster nogle ressourcer. Det vil tit og ofte være relativt ressourcestærke forældre, der har fokus på at understøtte deres børn rent fagligt,” siger han til Netavisen Pio.

Prisen er ikke en barriere

Hos Gokarakter oplever adm. direktør, Mads Christensen, ikke, at prisen er en barriere for forældrene.

”Jeg har ikke indtryk af, at prisen er en stor barriere for mange af dem, vi hjælper. Det er noget, de gerne vil prioritere. Da jeg startede Gokarakter, troede jeg, at det ville blive en stor barriere, men folk er villige til at prioritere det,” siger Mads Christensen.

Alt er relativt. Det er heller ikke alle, der har mulighed for at købe sig til en psykolog eller en tandlæge

Han oplyser samtidig, at et barn typisk skal have hjælp til lektierne to gange om ugen til en timepris på cirka 300 kroner i en periode på mellem tre måneder og et helt år.

Det er vel ikke alle, der har råd til privat lektiehjælp?

”Alt er relativt. Det er heller ikke alle, der har mulighed for at købe sig til en psykolog eller en tandlæge. Vi er også interesseret i, at der ikke bliver sådan et skel, hvor nogle har mulighed for at betale for privat lektiehjælp, og andre ikke har. Vores mission er at hjælpe de børn, der ikke har det godt i skolen. Derfor har vi også lavet en rentefri afbetalingsordning, så man har mulighed for at betale det over en længere periode,” siger Mads Christensen.  


Besynderligt i lys af heldagsskolen

I lyset af folkeskolereformen, som har været fokus på, at lektierne skal laves i skoletiden, er det lidt overraskende, at flere forældre køber privat hjælp til lektierne, mener Andreas Rasch-Christensen.

”Det er en tendens, man har kunne se de sidste fem år, så på den måde er det ikke overraskende. Men når man har haft et initiativ til lektiehjælp på skolerne som en del af folkeskolereformen, så kunne man antage, at stigningen ville tage af,” siger han.

Når noget bliver privatiseret og koster penge, så løber man en risiko for, at nogle udsatte grupper bliver efterladt på perronen

Udsatte kan blive efterladt på perronen

Lektiecaféerne på folkeskolerne har nogle steder ikke fungeret optimalt, og det rammer de dårligst stillede børn hårdere, hvis der samtidig sker en privatisering af lektiehjælpen, påpeger Andreas Rasch-Christensen.

“Når noget bliver privatiseret og koster penge, så løber man en risiko for, at nogle udsatte grupper bliver efterladt på perronen. Hvis hjælpen på skolen så ikke fungerer optimalt, så bliver de udsatte børn dobbelt ramt.”

Det er et relativt nyt fænomen i Danmark

Han understreger, at tendensen er relativt ny i Danmark, hvorimod man i en række lande er på vej i en anden, mere nordisk retning.

“Det er et relativt nyt fænomen i Danmark. Hvis man går til de asiatiske lande, så har man i mange år har haft en skoledag, der har strakt sig langt ud på aftenen. Men i de ressourcestærke familier i Singapore og Kina går man nu i en anden retning og er inspireret af de nordiske lande i forhold til leg og kortere skoledage,” forklarer Andreas Rasch-Christensen.

Det er skolens opgave

Den stigende efterspørgsel på privat lektiehjælp, er en ulykkelig udvikling, mener formand for Københavns Skolelederforening, Jeanne Jacobsen.

“Jeg synes, det er vigtigt, at man som forælder får en oplevelse af, at ens barn får hjælp i skolen og ikke skal lave lektier hjemme efter en lang skoledag,” siger hun til DR.

Det er ifølge hende ikke meningen, at det skal være forældrenes opgave at hjælpe med lektier.

“Hvis forældrene ikke mener, at deres børns skole løfter opgaven med lektiehjælp, vil jeg opfordre dem til at tage en dialog med skolen om det,” siger Jeanne Jacobsen.

Sarah Scheer er journalist på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook