Annonce

Kofod kræver redegørelse fra Søren Pape og S taber to mandater til Støjberg

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
De Konservatives formand, statsministerkandidat Søren Pape Poulsen skal - ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod (S) - redegøre nærmere for møder han afholdt med ministre i Den Dominikanske Republik i sommeren 2018.

Socialdemokratiet taber to mandater til Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, og anklager kræver fire måneders fængsel i dukkesag.

Tirsdag udsendte Netavisen Pio dagens nyhedsbrev ud to gange med tyve minutters mellemrum. Det var en fejl. Vi beklager.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

Kofod kræver redegørelse fra Søren Pape

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, skal fortælle Udenrigsministeriet, hvad der blev sagt og eventuelt aftalt på de ministermøder, han i 2018 som justitsminister afholdt under en privat ferie i Den Dominikanske Republik. Uden at Udenrigsministeriet og den lokale danske ambassade mod sædvane var orienteret.

Det mener udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Han ønsker, at Pape “redegør for møderne over for Udenrigsministeriet”, herunder mødernes indhold, og hvordan de blev arrangeret.

“Jeg finder det stærkt problematisk, at vi i dag ikke kan få at vide, hvad der rent faktisk er blevet sagt. For det er vi nødt til at vide, når Danmark fører udenrigspolitik,” siger Kofod til Jyllands-Posten.

Kofod føjer til, at hun undrer sig over, at Pape, der tilbage i 2018 var justitsminister, under en privat ferie har udført noget, der ligner udenrigspolitik.

Sommeren 2018 holdt Søren Pape Poulsen ferie i Den Dominikanske Republik, sammen med sin mand, der stammer fra Den Dominikanske republik.

To andre ministre fra den daværende VLAK-regering, Inger Støjberg, dengang Venstre, og Mai Mercado (K) deltog sommeren 2018 i ministermøderne på den caribiske ø. Efter det oplyste i forbindelse med at de to ministre var på privat ferie hos Søren Pape Poulsen og dennes mand i deres fælles feriebolig.   

Læs mere her.

 

S taber to mandater til Støjberg

Socialdemokratiet taber to mandater til Danmarksdemokraterne.

Inger Støjbergs nye parti har fået godt 54.000 vælgere fra Socialdemokratiet.

Det viser en ny analyse af, hvordan vælgerne har flyttet sig siden folketingsvalget i 2019, som professor Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget på baggrund af data fra Kantar Public Gallup og Epinion.

Ifølge analysen har Danmarksdemokraterne vundet lige knapt 400.000 nye vælgere, hvoraf frafaldne socialdemokrater udgør de nævnte godt 54.000l.

Hovedparten af dem, der nu vil stemme på Danmarksdemokraterne, stemte på Venstre og Dansk Folkeparti ved folketingsvalget i juni 2019.

De to partier har mistet henholdsvis godt 134.000 og godt 123.000 vælgere til Inger Støjberg.

Læs mere her.

 

Anklager kræver fire måneders fængsel i dukke-sag

De tre mænd, som sidder tiltalt i den såkaldte dukkesag, skal idømmes fire måneders ubetinget fængsel.

Det mener anklager Søren Harbo.

De tre mænd er tiltalt for trusler, efter at de hængte en dukke op med et billede af statsminister Mette Frederiksen (S). Dukken havde et skilt om halsen, hvor der stod skrevet: "Hun må og skal aflives".

“Det er alvorlige trusler. Det er ikke et politisk budskab, det er ikke mudderkastning,” siger anklageren i sin procedure ifølge DR Nyheder.

Søren Harbo understreger, at de anklagede kunne have skrevet “Hun må og skal afsættes”. Så ville der have været tale om et fuldt lovligt, politisk budskab.

Anklagemyndigheden havde oprindeligt tiltalt de tre for også at afbrænde den dukke, der skulle forestille Mette Frederiksen. Men Retten på Frederiksberg, hvor sagen kører, gav tidligere på ugen forsvaret ret i, at der ikke er bevis for, at det er de tre tiltalte, der står bag selve afbrændingen.

 

Mona Striib sender advarsel til Christiansborg efter tillidsmandsmøde

Forbundsformanden for FOAs 173.000 medlemmer sender en advarsel til politikerne på Christiansborg. Det sker efter i to døgn at have debatteret løn med flere end 1.200 tillidsvalgte i FOA.

“Det er på tide, at alle vågner helt op. Løndebatten har det seneste år taget et kvantespring i vores medlemmers bevidsthed. Der er en meget stærk følelse af, at samfundet ikke anerkender værdien af velfærdsarbejdet. Jeg siger det, fordi jeg ser det som en rød lampe, der bør lyse på enhver regerings bord. Det kalder på handling – også politisk,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.

“Uanset regeringens fremtidige farve, vil man i årene fremover arve en kæmpe udfordring med stigende frustration og utilfredshed blandt mange offentlige velfærdsgrupper. Den næres af en virkelighed, hvor arbejdsvilkårene er pressede, og hvor velfærdsarbejdspladser har ekstremt svært ved at rekruttere tilstrækkeligt med kollegaer. Løn og gode arbejdsvilkår er en vigtig del af løsningen,” siger Mona Striib.

“ Når vi holder løntræf med 1.200 tillidsvalgte, får vi en meget nøjagtig strømpil på den stemning, der er ude på de danske arbejdspladser, hvor FOA organiserer medarbejderne. Min advarsel til alle politikerne – i blå som rød blok – er, at det er på høje tid at udvise den berømte rettidige omhu på velfærdsområdet. Det handler bl.a. om at turde tale om at sikre en større økonomisk ramme til de velfærdmedarbejdere, der er behov for at tiltrække, som lønmæssigt halter langt efter andre grupper i det offentlige.”

“Hvis jeg tager noget med mig fra løntræffet og to dages debat om løn, så er det, at løn i dén grad spiller en rolle for vores medlemmer, når de taler om at føle sig anerkendt, og når de taler om at kunne rekruttere og fastholde i de mange forskellige velfærdsjob. Udfordringen kan ikke trylles væk. Utilfredsheden kan ikke ignoreres – uanset om ens politiske blod er blåt eller rødt.”

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er svingvælgere der går til DDK Støjberg partiet, det er vælgere som hopper blandt partierne, vælgere som ikke ønsker en politik, men bare dyrker en person, som en rockstjerne, hvad ville Støjberg gøre i en krise som vor statsminister har håndteret så flot. Talt om de københavnske saloner og sin sunde fornuft, det er jo kejserinden uden tøj på. Vi oplevede det med Ny alliance, Alternativet, døgnfluer som kommer og går, når stormen raser har de intet at stå imod med. Det har historien bevist, så er det de fire gamle partier S V K R der bær byrden på skift.

Ja, det er på tide at trække kamelen uden et politisk program ud af opholdet i flyverskjul

Ja jeg begriber heller ikke, hvad folk ser i hende. For det må jo være personen, i og med at hendes parti intet program har.

I ved, hvad jeg står for, siger hun.

Men hun har jo først og fremmest gjort sig bemærket ved dels en dunstædighed, som kostede hende en dom i rigsretten, hvor det nemt kunne være klaret med en "næse", havde hun blot erkendt sin fejl overfor tinget.
Og så har hun gjort symbolpolitik til sit varemærke og sig selv til skoleeksemplet på snak fremfor handling.

Ikke ligefrem noget at falde på halen over.

Og så er der lige Pape's vicesportsminister Frans Hammer i 2018. Fik han måske også ministerløn? Kan man godt udnævne en ven til vicesportsminister over for et andet lands præsident som situationen i den Dominikanske Republik og være troværdig? Og er det lovligt at misbruge et ministerembede på den måde? Og hvor er Pape's dømmekraft henne i situationen?

Den mand er absolut ikke egnet til statsministerposten, som han tror er hans egen fødselsdagsfest. Ikke særlig tillidsvækkende.

Den med 'vicesportsministeren' gør jo ikke Pape mere troværdig. Vi kan hverken have ham til at repræsentere DK eller hans mand/kone der kommer i slagsmål på bøssebarer. Den går ikke! Det må de da snart kunne se i det konservative folkeparti.

"Men Danmark har hverken en sportsminister eller viceministre generelt, og sagen viser ifølge en professor, hvad der kan gå galt, når man – som Pape – holder møder uden at involvere den danske udenrigstjeneste".
https://jyllands-posten.dk/politik/ECE14384332/ikkeeksisterende-dansk-mi...