Kommentar: Har venstrefløjen mistet håbet for fremtiden?

Er venstrefløjen blevet konservativ? Ikke partipolitisk, men holdningsmæssigt? 

Spørgsmålet er udløst af en ny borgerlig bog om folkelighed 'Folkeligt skal alt nu være - Et forsvar for vores folkestyre', skrevet af den konservative samfundsdebattør Christian Egander Skov. Bogen har fået mange rosende anmeldelser, og der er da også meget godt at sige om den. 

Den er velskrevet og velsignet fri for letkøbte fjendebilleder, så den skal være velkommen. Den kan måske også gøre venstrefløjens argumenter mere markante, for det trænger de til. 

Det har faktisk været en ynk at stifte bekendtskab med nogle venstrefløjsfolks benovede omtaler af hans bog. Det gælder også den anmeldelse, der blev bragt i Pio d. 4. maj.

Egander Skov er konservativ og belæst, men han er også bagudvendt i sit syn på kultur og samfund. 

Læs også:Et borgerligt forsvar for folkestyret til venstrefløjen

At læse hans bog er som at være på højskole engang i tresserne, så der er højstemte ord om en levende folkelighed med plads Uffe hin Spage, Jeppe Aakjær og Grundtvig, som han holder i hånden hele vejen gennem bogen. 

Der er også mange fine formuleringer om folkelighed. ”Nationen er i allerhøjeste grad et fortalt fællesskab,” skiver Egander Skov. ”Historien om folket er ikke løgn. Den er poesi.” Det er som Grundtvig kunne have skrevet det, og det har han for resten også. 

Den forsvundne folkeoplysning

Det giver imidlertid folkeoplysningen en central placering, herunder folkeskolen. 

Christian Egander Skov beklager, at vore politikere har genindført den sorte skole, hvor centralt fastlagte læseplaner, evalueringer og karakterer har taget magten, og hvor man har afviklet det dannelsesbegreb som siden oplysningstiden har været fundamentet under vores frihed. 

Historieundervisningen har således mistet fortællingen som metode og består stort set i at opfylde målbare kompetencemål der kan stå i et regneark. Ak, hvor trist. 

At denne tradition og dens skoletanker blev afviklet, skyldes imidlertid i høj grad borgerlige politikere

”Vi må lære det gamle igen,” skriver Egander og peger henført tilbage på ”den stolte danske seminarietradition, hvor lærere blev uddannet på lokalt og folkeligt forankrede seminarier, der typisk var åndeligt forbundet til den folkelige og grundtvigske tradition.”

At denne tradition og dens skoletanker blev afviklet, skyldes imidlertid i høj grad borgerlige politikere, som for eksempel Bertel Haarder, der opfattede reformpædagogernes tanker som kommunisme, hvad de ikke var. 

De var præget af drømme om frihed og demokrati, og havde såmænd også Grundtvig blandt deres åndelige rødder. 

Hvor er visionerne for fremtiden?

I Christian Egander Skovs verden var der engang et ”vi” der omfattede hele folket. Han beklager, at dette ”vi” er forsvundet og afløst af et individualistisk ”mig.” Kritikken er relevant, men fortællingen om dette ”vi” er mere kompliceret. 

Det er ikke noget der har fulgt os fra hedenold. Det dukkede første gang op i skolens historiebøger i årene omkring 1840. 

Det blev forstærket gennem de slesvigske krige og genfortalt i masser af digte og romaner om Danmark og danernes stolte bedrifter, men det var et middelklasseprojekt. 

Arbejderklassen og kvinderne var ikke med før Stauning kom til og lærte os at synge om et ”Danmark for folket – med plads for os alle ved samfundets bord”. Nu er dette ”vi” forsvundet. Det samme er åbenbart også sket med forestillingerne om et anderledes og mere retfærdigt samfund, hvor ”få har for meget og færre for lidt.” 

Det må nemlig ikke skjules, at der er behov for nye fortællinger om folk og fællesskab

Det er erstattet af frygt for at miste de goder vi har. Fremtiden er kort sagt forsvundet. Fortiden regerer, og det er et tab. 

Da jeg var ung, var politik forbundet med forestillinger om fremtiden. Der var meget at gøre. Meget at rette op på. Meget at stræbe efter. Forude vinkede et nyt samfund. Sådan er det ikke mere. 

Politikken har mistet sit perspektiv, hvad end du er rød eller blå. Ingen af de seriøse politiske partier har store visioner om fremtiden. 

De er alle enige om at bevare det vi har, og politik består i at justere systemerne, så det hele bliver mere effektivt, men ændre det? Nejtak. Lad os bevare det bestående. Sådan noget er regulær konservatisme, og den slags trænger til at blive udfordret.

Læs også:Ny bog om venstrefløjen er yderst relevant læsning   

Det må nemlig ikke skjules, at der er behov for nye fortællinger om folk og fællesskab. 

Tidens aktuelle udfordringer med overforbrug, forgiftning af land og vand og truende klimaforandringer kalder på fællesskaber, der ikke er bundet af nostalgiske længsler og nationale grænser, men disse aspekter er helt fraværende i Christian Egander Skovs verden. 

Det ser desværre også ud til, at de er fraværende i dele af venstrefløjen, og det er bare for slapt. 

Man kan derfor læse Egander Skovs bog som en opfordring til venstrefløjen om at vågne op og deltage i arbejdet på at opbygge et ”vi” der ikke er tilbageskuende, men som kan samle os om de opgaver der venter i vores fælles fremtid. 

Christian Egander Skov: 'Folkeligt skal alt nu være - Et forsvar for vores folkestyre'. Gyldendal. 2026.