Kommentator: “Mette Frederiksen er ikke bange for valg”

Mette Frederiksen

Kommentator: “Mette Frederiksen er ikke bange for valg”

Statsministerens overraskende opgør med den stigende pensionsalder viser, at midterregeringen er “reduceret til rent fornuftsægteskab”. Det vurderer Netavisen Pios chefredaktør, Niels Jespersen

Mette Frederiksen(S) er ikke bange for at gå til valg, ifølge Niels Jespersen, chefredaktør på Netavisen Pio
Billedtekst

Mette Frederiksen(S) er ikke bange for at gå til valg, ifølge Niels Jespersen, chefredaktør på Netavisen Pio

Foto: Netavisen Pio/Emil Vendelbo Johansen/Frej Rosenstjerne

“Mette Frederiksen er ikke bange for valg.”

Det konkluderer Netavisen Pios chefredaktør, Niels Jespersen, efter at statsministeren i et interview i Berlingske tirsdag aften meddelte, at Socialdemokratiet ønsker et opgør med de automatiske stigninger i pensionsalderen.

Konkret foreslår Frederiksen at stemme for en til planlagt stigning - til en pensionsalder på 70 år fra 2040 - og derefter genforhandle velfærdsaftalen, så der ikke fremover skal ske automatiske stigninger hvert femte år.

Og med den opsigtsvækkende udmelding, vurderer Jespersen, sætter hun for en stund regeringspartnerne Venstre og Moderaterne skakmat.

“Løkke afværger med sarkasme, mens Venstre ønsker spørgsmålet parkeret i en kommission. Fælles for dem begge er rådvildheden. De ønsker ikke at lade S tage endnu et valg på pensionsspørgsmålet. Men derved udstiller de deres egen magtesløshed ved ikke at vælte Mette Frederiksen. V og M risikerer at frontafkorte i en grad, hvor der til sidst slet ikke er nogen front,” siger Jespersen og fortsætter:

“De tør ikke tage et valg og derved ender de i mange borgerlige vælgeres optik som Mettes nikkedukker.” 

Det her bliver noget, som Socialdemokratiet og SF kan gå til valg på i fællesskab

Velfærdsaftalen blev indgået i 2006 i et bredt forlig mellem den daværende VK-regering, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale. Fordi den hvert femte år sætter en stigning i pensionsalderen til afstemning i Folketinget, bliver den bredt opfattet som en garant for holdbarheden af dansk økonomi og særligt de offentlige finanser.

Har brug for modspil

Det hidtil ganske afdæmpede modsvar fra de borgerlige regeringspartnere kan blive et problem for Socialdemokratiet. I hvert fald hvis der ikke fra andre borgerlige kanter kommer en mere kras kritik, der kan gøre kontrasten tydeligere, vurderer Jespersen.

“Socialdemokratiet har brug for at få noget borgerligt modspil, så det her bliver et emne i næste valgkamp. Hvis ikke de borgerlige midterpartier vil tage kampen, så håber socialdemokraterne på, at Liberal Alliance og de borgerlige aviser skruer op for kritikken.”

Desuden lægger Frederiksens forslag fundamentet for et fremtidigt regeringssamarbejde med de gamle venner i SF efter næste valg, peger Jespersen på.

“Mette Frederiksen tager et gevaldigt sving til venstre. Det her bliver noget, som Socialdemokratiet og SF kan gå til valg på i fællesskab, og som bliver fundamentet i et nyt regeringssamarbejde. Ingen tror på en ny midterregering. Ånden fra Marienborg er død, og regeringssamarbejdet reduceret til rent fornuftsægteskab, der opløses, det sekund det er opportunt for en af parterne.”

Højrefløjen kan godt prøve at puste til en løftebruds- og troværdighedskritik, men jeg tror ikke, det flytter vælgere over midten

Det er blevet bemærket i adskillige medier, at Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, for bare tre måneder siden, kritiserede et forslag fra SF om netop at aflyse de automatiske stigninger i pensionsalderen. Og det i ganske ublu vendinger.

“Topmålet af uansvarlighed” kaldte den socialdemokratiske ordfører dengang SF’s forslag i Politiken.

Selvom de knap så gamle citater nu bliver hevet frem fra gemmerne på mange nyhedsredaktioner, skal man dog ikke regne med, at selvmodsigelsen for alvor bliver et problem for Socialdemokratiet, mener Jespersen.

“Det bliver revet socialdemokraterne i næsen. Med rette. Men generelt er journalister meget mere optagede af de der ‘hvem-sagde-hvad’-historier end vælgerne. Højrefløjen kan godt prøve at puste til en løftebruds- og troværdighedskritik, men jeg tror ikke, det flytter vælgere over midten.”

Christian Curdt-Christiansen

Statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Evaluering af S-valgresultat i København

Evaluering af S-valgresultat i København

Manden, der har lagt navn til tidlig pension