Kommentatorens Dagbog: Invitationen der blev væk

Endnu en gang kan Netavisen Pio bringe et eksklusivt indblik i Thomas Larsens hemmelige dagbøger.
Mandag formiddag: Startede som sædvanlig ugen med at besøge Venstres Pressetjeneste, men opdagede at der var temmelig tomt. Ligesom resten af landets journalister, politikere, rådgivere og lobbyister var de rejst til Amerika for at følge valget. I den anledning var ugens kage en applepie, som jeg fik fra en efterladt praktikant.

Det gjorde det jo lidt svært, at forholde sig til dansk politik, når jeg ikke havde nogen kilder. Jeg valgte derfor at skrive en stor artikel til dagens avis om, at de danske politikere skulle fokusere mindre på USA og mere på Kina. Det fortalte Anders Fogh mig allerede for mange år siden, efter han havde besøgt landet. Dengang forudså han, at Kinas økonomi ville vokse og blive én af verdens største. Den forudsigelse viser endnu engang, at Fogh er en af de største statsmænd i danmarkshistorien.

Mandag eftermiddag: Tom Jensen beordrede mig ind på sit kontor og krævede desværre, at de rosende ord om Anders i artiklen blev slettet, fordi han mente, at Fogh – set i bakspejlet – i virkeligheden var en økonomisk uansvarlig socialdemokrat. Det synes jeg var lidt mærkeligt – han plejede da at rose ham før i tiden? Men han stod fast på og spiste endda min mandagskage fra Venstres Pressetjeneste som straf. Men jeg håber alligevel, at Anders læser med! Måske får jeg endda et brev fra ham, hvis det da ikke igen går tabt i posten.

Tirsdag formiddag: I dag skulle regeringens akutpakke vedtages i folketingssalen. Venstre har som det eneste parti valgt, at stemme blankt til aftalen. Hvor er det klogt af Løkke! Dermed kan ingen sige, at Venstre støtter regeringens forslag - men der er heller ingen, der kan påstå, at partiet har stemt imod forbedringer for de arbejdsløse. Genialt – intet mindre! Jeg har hørt om en bog, der hedder Den Tredje Vej og det må være præcis denne type ’på den ene side og på den anden side’-politik, som forfatteren havde i tankerne. ’Ja’ og ’nej’ er også forældede begreber i dansk politik – og når Venstre hverken er for eller imod, er det således udtryk for en helt ny type af moderne politik.

Natten til onsdag: Så oprandt den store valgaften! Hele det politiske establishment var inviteret til valgkampsarrangementet på TV2 med efterfølgende morgenmad på Hotel Marriott arrangeret af den amerikanske ambassade. Jeg havde glædet mig i en helt måned til at mingle med alle de vigtige mennesker. Af en eller anden grund havde jeg dog ikke fået en invitation. Det skyldes nok, at den er nok gået tabt i posten, ligesom alle brevene fra Fogh. Det er bare så træls, når den slags sker.

Heldigvis var Peter Mogensen aftenens redningsmand! Han skulle heller ikke deltage i arrangementet (’min tilstedeværelse ville også overskygge alle politikkerne’, sagde han), men holdt i stedet sin egen private fest. Peters lejlighed er indrettet så moderne og anderledes. Det flyder med hårbørster alle vegne og på alle væggene hænger der store gulv-til-loft spejle. Peter forudså fra første sekund, at der var to valgmuligheder: ’Enten vinder Obama eller så vinder Romney’. Det er virkelig imponerende, at han kan analysere amerikansk politik ligeså dygtigt som dansk politik.

I løbet af aftenen fik vi at vide, at Venstre var ude af finanslovsforhandlingerne (’præcis hvad jeg forudså’, mumlede Peter ), at forhandlingerne om kriminalforsorgen også blev uden Venstre (’tænkte jeg det ikke nok’, kom det igen fra hjørnesofaen) og endelig at Obama havde vundet Ohio, Virginia og Colorado (’jeg vidste det, jeg vidste det’). Efter at Peter havde danset med sig selv et par timer, trissede jeg hjemad.

Onsdag eftermiddag: Stod sendt op efter nattens festligheder og gik i gang med at skrive en klumme om, hvorfor Obamas sejr var godt nyt for Lars Løkke. Desværre måtte jeg sløjfe artiklen, fordi Peter Mogensen angiveligt allerede havde skrevet en analyse med samme budskab. Stadig ikke et ord fra Anders om Kina-artiklen, men én eller anden, som hed Mads Lebech roste mig i avisen.

Torsdag: Tom Jensen ringede kl. 5.30 og sagde, at han var løbet tør for kaffe. Jeg sprang på min cykel, købte tre poser Blå Cirkel og hastede ind på redaktionen. Desværre var lokalerne helt tomme, med den naturlige undtagelse af praktikanten fra Venstres Pressetjeneste, som hver dag skriver dagens lederartikel. Efter endnu en hidsig opringning fra Tom, fandt jeg ud af, at han havde ment hjemme hos sig selv. Så jeg måtte hoppe på cyklen igen og som kompensation for min forsinkelse måtte jeg købe tre flødekager og to snegle med til ham.

Fredag: Fulgte sagen om juletræet i Kokkedal det meste af morgenen. Det kan jo få værdipolitikken helt op på dagsordenen igen. Derfor har Venstres Michael Aastrup Jensen klogt valgt at kalde kulturministeren i samråd om sagen. Men jeg blev lidt forvirret, da jeg hørte, at Søren Pind og Bertel Haarder tidligere havde skrevet, at de ”ikke var ministre for badeforhæng, tørklæder eller leverpostej i børnehaver". Måske er det endnu et eksempel på den moderne type politik, som Venstre fører? Ved at være for og imod på samme tid kan man jo appellere til 100% af vælgerne på én gang. Jeg må indrømme, at det virkelig er smart tænkt.

 

Advarsel: Visse dele af ovenstående er baseret på fri fantasi og spekulation. Lidt ligesom Thomas Larsens politiske analyser.


placeholder

Annonce