Kommunale kampe om Ryanair venter forude

I næste uge beslutter lokalpolitikerne i fire sjællandske kommuner, om de skal boykotte Ryanair. Seks kommuner har allerede vedtaget en boykot. Det helt store spørgsmål er, hvor Dansk Folkeparti stiller sig i den sag.
I næste uge står slaget om Ryanair i fire danske kommuner. Kommunalpolitikerne i Ballerup, Hvidovre, Tårnby og Roskilde skal beslutte, om kommunerne vil indføre en boykot af Ryanair.

Alle fire kommuner er socialdemokratisk ledede. Der er altså god chance for, at boykotten gennemføres, men det interessante bliver, hvem der i øvrigt kommer til at stemme for. Eksempelvis er spørgsmålet, om Dansk Folkeparti stemmer for boykotten og sætter handling bag ordene i kampen mod social dumping.

Dermed kan de fire sjællandske kommuner efterfølge de seks andre danske kommuner, som allerede har truffet en klar beslutning om, at kommunens penge ikke skal gå til flybilletter købt hos det omdiskuterede irske lavprisselskab Ryanair.

Seks kommuner har allerede boykottet
Brøndby, Ishøj og Københavns Kommuner har valgt at træffe en mere administrativ beslutning, som ligger i tråd med den udbuds- og indkøbspolitik, som kommunerne har i dag.

Eksempelvis er spørgsmålet, om Dansk Folkeparti stemmer for boykotten og sætter handling bag ordene i kampen mod social dumping.

Albertslund, Kolding og Høje-Taastrup har i enten byrådet eller økonomiudvalget truffet en politisk beslutning om enten direkte at boykotte Ryanair eller som minimum at arbejde videre med boykot-forslaget. I alle tre kommuner har hele venstrefløjen været for forslaget, mens billedet er mere mudret, når det gælder højrefløjens støtte.

DF svigtede i Ringsted
I Ringsted har forslaget også været til afstemning. Dansk Folkeparti stemte blankt til forslaget på byrådsmødet den 11. maj. DF’s fire byrådsmedlemmer havde ellers kunnet give et flertal for forslaget, som var stillet af venstrefløjen, men det skete ikke.

For forslaget stemte S, SF, Enhedslisten og De Radikale med 8 stemmer. Det var én mindre end Venstre, Konservative og LA, som sagde nej. Dermed faldt forslaget. Dansk Folkeparti kunne have sikret et ja, men stemte blankt.

Her skal Ryanair-slagene stå i næste uge:
Ballerup: 26. maj
Hvidovre: 26. maj
Tårnby: 26. maj
Roskilde: 27. maj

 

Note:
Furesø og Lejre Kommuner har også meldt ud, at de boykotter, men uden at Netavisen Pio før deadline har kunnet få konkretiseret, hvilken type beslutning der er tale om. I Rødovre har forslaget også været nævnt af Enhedslisten og SF, men uden at noget parti endnu har stillet et konkret beslutningsforslag.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Annonce