Kommunalpolitik: Ny borgmester skal løfte tung arv i Fredericia

Borgmester Jacob Bjerregaard gjorde igen Fredericia til en socialdemokratisk fæstning. Spørgsmålet er, om partiets nye førstemand kan holde fortet.
Fredericias borgmester gennem syv år, socialdemokraten Jacob Bjerregaard, meddelte tirsdag aften, at han stopper som borgmester til fordel for et job som direktør i kommunikationsbureauet Advice.

Han føler sig slidt efter syv år i borgmesterstolen:

“Jacob Bjerregaard forlader borgmesterposten, fordi han føler sig slidt efter syv år i stolen. Han har brug for mere tid til at være sammen med sin kone, sin datter, der nu er fem år, sine venner. Brug for selv at kunne disponere over sine aftener, sine weekender og sine ferier,” fortæller Avisen Danmark.

Socialdemokraterne i Fredericia har allerede peget på Bjerregaards afløser: Den 40-årige fagforeningsmand Steen Wrist Ørst, der indtil nu har været formand for by- og planudvalget i kommunen.

Han tiltræder den 1. februar og bliver med al sandsynlighed derfor også Socialdemokratiets spidskandidat ved kommunalvalget i november 2021.

En socialdemokratisk fæstning

Det er en solid socialdemokratisk kommune, som Steen Wrist Ørts sætter sig i spidsen for. Partiet fik 54,3 procent af stemmerne ved det seneste kommunalvalg.

Og det er ikke kun lokalt, at Socialdemokratiet står stærkt. Ved det seneste folketingsvalg fik partiet 30,6 procent af stemmerne i Fredericia Kommune - et pænt stykke over landsresultatet på 25,9.

Den kommende borgmester blev valgt ind i byrådet i 2013, samme år som den borgmester han nu afløser. Det er en af landets helt store lokale stemmeslugere, som Wrist Ørst skal efterfølge.

Ved det seneste kommunalvalg i 2017 stemte 9.500 - lige omkring hver tredje vælger i Fredericia - personligt på Jacob Bjerregaard. Steen Wrist Ørst fik 314.

Så det bliver en stor opgave for Steen Wrist Ørst, der er opvokset i en socialdemokratisk fiskerfamilie på den jyske vestkyst, at løfte arven efter Jacob Bjerregaard.

Banke bankede Socialdemokrat

Historisk har Socialdemokratiet haft et godt tag i Fredericia. Kommunen har haft socialdemokratisk styre siden 1921, hvor der første gang var valg om posten, altså bortset fra de fire år fra 2010-2014, hvor to Venstre-folk sad i stolen.

Efter valget i 2009, hvor en lokal sag om lukningen af et skibsværft på havnen havde gjort den siddende socialdemokratiske borgmester, Uffe Steiner Jensen, upopulær, var Socialdemokratiets flertal i byrådet væk.

Socialdemokratiet var gået 8,6 procentpoint tilbage ved valget, og sammen med SF sad de røde partier kun på 10 mandater. VK og DF havde 10. Det betød, at lokallisten Borgergruppen sad med det afgørende mandat.

Narkomisbrug og fusk med kreditkort

Det brugte Borgergruppens mand til at pege på Venstres Thomas Banke, og dermed blev 90 års socialdemokratisk styre i garnisionsbyen brudt.

Thomas Banke var blot 28 år gammel, da han overtog posten, og den karismatiske tidligere VU-formand kunne måske have siddet mange år på posten, men allerede i efteråret 2012 kommer der historier frem om, at Banke har misbrugt morfin og kommunens kreditkort til private indkøb.

En meget opsigtsvækkende sag, som gør, at Fredericia i nogle uger bliver centrum for det politiske Danmark.

Efter en del ballade frem og tilbage, hvor både Venstre og de borgerlige partier i kommunen diskuterer, om de har tillid til Banke. Og efter flere afsløringer om misbrug trækker Banke sig fra borgmesterposten i januar 2013. Han bliver afløst af partifællen Kenny Bruun Olsen.

Bjerregaard øjnede muligheden

Allerede den følgende måned meddeler det lokale folketingsmedlem Jacob Bjerregaard, at han stiller op som borgmester. Han bliver opstillet, og ved kommunalvalget ni måneder senere er Socialdemokratiet tilbage ved magten.

Partiet går 15,4 procentpoint frem og vinder i alt 10 mandater. Efter en konstitueringsaftale, som omfatter alle partier i byrådet, sætter Jacob Bjerregaard sig i borgmesterstolen 1. januar 2014.

Og der er han altså blevet siddende indtil nu.

Historien gentager sig

Jacob Bjerregaard overtog posten efter en borgmester, der var kommet til i utide. Det er nu den samme situation, som han nu selv sætter sin afløser i.

Oppositionen i Fredericia er delt mellem Venstre og DF. Venstre stiller igen op med Peder Tind som spidskandidat, mens tidligere folketingsmedlem Susanne Eilersen for fjerde gang stiller op for DF.

Med et så solidt socialdemokratisk flertal er spørgsmålet, om de to borgerlige partier - der begge ligger underdrejede i de nationale målinger - vil fokusere på at holde skindet på næsen og holde de øvrige borgerlige partier ude af byrådet, eller om de vil satse på at fravriste Socialdemokratiet magten.

placeholder

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce