Annonce

Kommunalvalg 2017: Socialdemokratiets fynske generobringstogt

Der er spænding på Fyn. H.C. Andersens eventyrland er præget af bandekonflikt, ø-slagsmål, partihop og muligheder for S-fremgang
Venstre gjorde nærmest rent bord sidst og gik fra at sidde på to til at have syv ud af ti borgmester. Socialdemokratiet tabte borgmesterposterne i Nyborg, Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Assens og holdt med det yderste af neglene fat i Odense.

Selvom Venstre står stærkt på Fyn, så tegner øen til at give gode muligheder for at Socialdemokratiet kan vinde i hvert fald noget af det de tabte ved 2013-valget tilbage igen. Ved folketingsvalget fik Socialdemokratiet 28,9 procent af stemmerne, hvilket er pænt over landsresultatet på 26,3.

Men Fyn er også en del af "det gule Danmark" der ved folketingsvalget gav massiv opbakning til Dansk Folkeparti, særligt i kredsene uden for Odense, stemte knap hver fjerde vælger på Dansk Folkeparti.

Odense: S-borgmester i kamp med bander
Socialdemokratiet stiller for første gang i over 20 år med en spidskandidat, som ikke hedder Anker Boye. Valget er faldet på den tidligere rådmand Peter Rahbek Juel, som overtog borgmesterposten 1. januar 2017.

Striberne af sager om Anker Boye hobede sig op, ikke mindst den meget kuriøse om mobilregningen, og det er ret utænkeligt at forestille sig, at Boye kunne have fået en periode mere, hvis han var genopstillet.

Socialdemokratiet fik ved sidste valg kun 28,8 procent og der var kun et mandat, eller cirka 1.600 stemmer, der skilte den blå og den røde blok.

Odense har mange udfordringer, ikke mindst med arbejdsløshed, integration og bander. Og særligt i sidstnævnte sag har Rahbæk Juel, siden har overtog borgmesterposten, gjort sig bemærket med en hård hånd overfor banderne. Det har resulteret i trusler mod og politibeskyttelse af den nye borgmester.

Givet at Socialdemokratiets meningsmålinger på landsplan ikke falder helt sammen, så er Rahbek Juhl umiddelbart favorit til at blive i borgmesterstolen, men det er ikke skrevet i sten, at Odense skal have socialdemokratisk borgmester.

Valget i Odense bliver kæmpet langs de traditionelle partiskel, hvor Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet er gået i valgforbund sammen.

Venstre stiller igen med rådmand Jane Jegind, der har været partiets spidskandidat siden valget i 2005. Hun fik sit hidtil bedste valg sidst med 11.495 stemmer. Godt 400 færre end Anker Boye. Venstre har til gengæld mistet energiminister Lars Chr. Lilleholt, som ved sidste valg fik 2.200 stemmer.

De konservative, der så sent som ved valget i 2005 vandt borgmesterposten i Odense, er ikke længere det store borgerlige parti i kommunen. Ved det seneste valg gik de 13,6 procent tilbage. Spidskandidaten fra sidst, rådmand Steen Møller, stopper og i stedet står ”tarteletkongen” Søren Windell i spidsen for K. Søren Windell er restauratør og manden bag Odenses årlige tarteletfestival.

Hos Dansk Folkeparti har man skiftet spidskandidat. Alex Ahrendtsen stopper og i stedet bliver Christel Gall spidskandidat. Nummer to på listen er i øvrigt folketingsmedlem Penille Bendixen, der er mest kendt for ikke helt at kunne forklare hvad BNP er.

Prognose: Peter Rahbek Juel (S) genvælges.

 

Svendborg: Borgmesteren kørte væk på motorcykel
Kommunalvalget i 2013 blev et regulært jordskredsvalg, der vendte op og ned på en kommune hvor S og V almindeligvis har fået 6 ud af 10 stemmer.

Socialdemokratiets borgmester Curt Sørensen brændte helt sammen og partiet gik tilbage med 12,3 procent af stemmerne. De lokale SFere kunne ikke holde Villymania-dampen op og tabte 11,7, mens Venstre også gik 8,4 procent tilbage. Til gengæld gik Enhedslisten (10,2 procent) og Dansk Folkeparti (8,4 procent) frem.

Trods tilbagegangen kunne den tidligere borgmester Lars Erik Hornemann (V) gøre comeback i borgmesterstolen efter fire års fravær.

Denne gang har række personlige sager dog gjort valget noget mere op af bakke for Lars Erik Hornemann (V), der er medlem af motorcykelklubben MC Tequila og rejste væk på sin motorcykel, mens et flertal udenom om borgmesteren indgik budgetaftale.

Det betød at det alternative flertal under ledelse af den socialdemokratiske spidskandidat Bo Hansen.

Bo Hansen har overtaget spidskandidaturet hos Socialdemokratiet efter Curt Sørensen. Bo Hansen er uddannet folkeskolelærer og har siddet i kommunalbestyrelsen siden 2010. Ved det seneste valg fik han 567 stemmer, næstflest på den socialdemokratiske liste efter spidskandidaten.

De mange partier på nogenlunde samme størrelse gør konstitueringsspillet noget mere uklart, end hvis man blot havde to store partier, men umiddelbart er Bo Hansen favorit, men som byrådet ser ud nu, så kan det sagtens ende anderledes.

Prognose: Bo Hansen (S) nyvælges


Nyborg: Tid til en kvindelige borgmester?
Socialdemokraterne havde med borgmester Erik Christensen i spidsen, vundet valget, men et af partiets medlemmer valgte at skifte side og sikrede i stedet Venstre-manden Kenneth Muhs borgmesterposten, hvilket var ret kontroversielt.

Spørgsmålet er om vælgerne stadig husker det, eller om de tilgiver de troløse politikere.

Ved valget i 2013 Socialdemokratiet fik 38,6 procent af stemmerne, syv procent mere end Venstre, og rød blok havde samlet flertal på 50,1 procent. Erik Christensen fik 3.300 stemmer, men blev siden i 2015 valgt til folketinget. De manglende mange personlige stemmer, som Erik Christensen trak, kan blive en udfordring for Socialdemokratiet.

Dansk Folkeparti støttede Venstre ved sidste valg og de fire borgerlige partier har indgået valgforbund og peger på Kenneth Muhs. Men som man har set det før i kommunalpolitik, så gælder den slags kun til man gør noget andet.

Nyborg trak sig i perioden landsdækkende opmærksomhed, efter at byrådsmedlem Sonja Marie Jensen (S) i et indlæg her på Netavisen Pio beskyldte de mandlige kollegaer i byrådet for sexchikane. Hvis Socialdemokraterne og den nye spidskandidat Vibeke Ejlertsen og hendes partifæller kan holde resultatet fra sidst, så er der alle muligheder for, at Nyborg igen skal have ny borgmester. Ejlertsen, der har siddet i kommunalbestyrelsen siden 2006, er 59 og arbejder med undervisning i 3F.

Og altså for første gang i kommunens historie en kvinde. Men her kan det blive tæt og det er også en af de kommuner, hvor man ikke helt kan afskrive DF.

Prognose: Vibeke Ejlertsen (S) nyvælges.

 

Kerteminde: Tilbage til normalen
Kommunalpolitik i Kerteminde har været en noget omtumlet affære de seneste år. Ved valget i 2005 var det en solid S-kommune, hvor partiet fik 41 procent af stemmerne.

Fire år senere mistede Socialdemokratiet dog magten, ikke fordi vælgerne ønskede det, men socialdemokraten Sonja Rasmussen valgte at forlade det parti der havde valgt hende, for selv at blive borgmester i en koalition uden om Socialdemokratiets daværende borgmester Palle Hansborg-Sørensen. Efterfølgende skiftede hun til en borgerliste, som nu er gået i opløsning.

Ved valget i 2013 fik Sonja Rasmussen og hendes liste et rigtig fint valg, men de andre partier, anført af Socialdemokratiet, gik sammen uden om hende og gjorde Venstremanden Hans Luunbjerg til borgmester.

Ved det valg fik Socialdemokratiet kun 25,4 procent, men det er 10,4 procent mere end Venstre og rød blok er også større end blå blok (44,1 mod 34,8 procent), så der er lidt at arbejde med.

Sonja Rasmussen genopstiller ikke denne gang og dermed er det ret interessant hvor hovedparten af de 21 procent af stemmerne ender. Går de overvejende tilbage til Socialdemokratiet eller om borgmester Luunbjerg kan samle lidt op på borgmestereffekten.

Socialdemokratiets spidskandidat hedder Kasper Ejsing Olesen, han er 42 år gammel, uddannet skolelærer og ansat som projektleder i Kerteminde Kommune. Han har siddet i kommunalbestyrelsen siden 2013.

Prognose: Kasper Ejsing Olesen (S) nyvælger

 

Faaborg-Midtfyn: Et helt åbent sæde
Faaborg-Midtfyn kommune er det man på amerikansk kalder et ægte open seat, hvor begge kandidater er nye. I Faaborg-Midtfyn stopper borgmesteren stopper og modkandidaten fra det største opposition er også ny.

Socialdemokratiet gik tilbage med 11,2 procent ved kommunalvalget i 2013. Og det er et stort hul at kravle op af. Over 3.000 stemmer, hvilket er ret meget i en kommune hvor kun 30.000 stemte, skilte blokkene sidst, hvilket gav 15 mandater til blå blok og kun 10 til rød blok.

Borgmesteren, Venstres Christian Thygesen, stopper efter kun en periode. Den 49-årige borgmester og ville, efter eget udsagn, ikke være politiker for livstid. Den populære outsider og erhvervsmand stopper allerede efter kun fire år i kommunalpolitik. Han efterlader ifølge lokale medier et Venstre uden oplagt arvetager og med betydelige interne konflikter. Han erstattes som spidskandidat af byrådsmedlem Søren Kristensen, der i det civile er landmand.

Borgerlisten, der ved sidste valg hed Sydfyns Borgerliste, har mistet frontfiguren - den tidligere SF'er - Jan Valbak, som ved sidste valg fik 5 procent og sikrede sig et enkelt mandat, som han brugte til at støtte Venstre.

Socialdemokratiet har efter nederlaget sagt farvel til Hans Jørgensen som spidskandidat og erstattet ham med, Hans Stavnsager, der er seniorkonsulent for Center for Frivilligt Socialt Arbejde, tidligere forbundssekretær i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og tidligere har været generalsekretær for Dansk Ungdoms Fællesråd.

Kigger man på stemmetallene fra sidst og hvis man tror valget bliver afgjort på de traditionelle partilinjer, så er Venstre favorit. Men Fynske Medier peger alligevel på Hans Stavnsager som svag favorit på grund af en stærkere Socialdemokratisk opstillingsliste med 19 kandidater overfor Venstres med blot 13 opstillede kandidater. Faaborg ligner et sted, hvor meget kan ske, når der skal vælges ny borgmester. Interne V-konflikter, DFs positionering og mulig S-fremgang er værd at holde øje med.

Prognose: Det bliver tæt.

 

Middelfart: Ikke længere Steen-sikker
Middelfart var den eneste anden kommune udover Odense, som Socialdemokratiet genvandt magten i, i 2013. Og tilmed i ganske fin stil. Men i denne uge blev der vendt op og ned på lokalpolitikken i kommunen.

Borgmester Steen Dahlstrøm, har annoncerede fredag den 1. september 2017, at han stopper som borgmester med øjeblikkelig virkning, på grund af sygdom. Steen Dahlstrøm har været borgmester i Middelfart siden 1986 og var dermed landets længst siddende borgmester.

Det sker efter en sag om fråds hos direktøren i det fynsk-jyske energiselskab Ewii, som Steen Dahlstøm var formand for.Steen Dahlstrøm har derfor været sygemeldt i nogle dage, men meddelte altså fredag at han stopper.

Ny borgmester og spidskandidat for Socialdemokratiet bliver med al sandsynlighed gruppeformand Johannes Lundsfryd Jensen, der ved siden af byrådsarbejdet driver en konsulentvirksomhed. Lundfryd Jensen er 43 år gammel og har en fortid som blandt andet forbundssekretær i DSU.  Johannes Lundsfryd var nummer to på listen sidst og fik 561 personlige stemmer.

Venstre spidskandidat hedder Regitze Tilma du Plessis de Rechelie, i daglig tale bare Regitze Tilma. Hun er 41 år gammel og har siddet i byrådet siden 2006. Hun er til dagligt leder af en kommunikationsafdeling i en IT-virksomhed.

Det tredjestørste parti i Middelfart er Dansk Folkeparti, der fik 10,5 procent af stemmerne og tre mandater. Partiet stiller med samme spidskandidat som sidst.

Umiddelbart ligger det til at socialdemokraterne genvinder magten, men det bliver nok tættere end partiet havde håbet på.

Prognose: Johannes Lundfryd Jensen (S) genvælges.

 

Assens: En borgmesterpost til DF?
Efter sidste valg var der også skiftedag på rådhuset i Assens. Socialdemokraten Finn Brunse, der havde været borgmester siden kommunesammenlægningen i 2005 og før det borgmester i Tommerup siden 1989, måtte overlade borgmesterstolen til Venstres Søren Steen Andersen, der konstituerede sammen med Dansk Folkeparti og de konservative.

Blå blok sidder på 16 mandater, mens rød blok sidder på 13, men der kan være et opbrud på vej.

I Assens kommunalbestyrelse sidder Danmarks populæreste politiker, som du formentlig aldrig har hørt om, nemlig viceborgmester og folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl, hvis eneste ”claim-to-fame” er at han er bror og altså deler efternavn med partiformanden Kristian Thulesen Dahl.

Jens Henrik Thulesen Dahl fik 1.343 personlige stemmer, hvilket var 900 mere end spidskandidaten, Hans Bjerregaard. Thulesen Dahl er denne gang spidskandidat og har meldt ud, at han går efter borgmesterposten. Symbolværdien i at det ville være en Thulesen Dahl er naturligvis tårnhøj.

”Vi samarbejder fint til begge sider, og ellers ser jeg mig selv lidt som kompromisets kandidat,” sagde han til Berlingske i august måned.

Socialdemokratiet i Assens har efter valgnederlaget i ’13 taget konsekvensen og skiftet spidskandidat. I spidsen for partiet står Charlotte Vincentz Petersen, der ved siden er formand for 3F Odenses afdeling for grønne, offentlige og privat service. Finn Brunse har dog ikke helt sluppet kommunalpolitikken og er nummer to på listen. Det burde tage toppen af en eventuel borgmestereffekt.

Jens Henrik Thulesen Dahl i øvrigt ikke den eneste politiker-søskende i kommunalbestyrelsen. I den socialdemokratiske gruppe sidder Berit Schaldemose, der er søster til europaparlamentariker Christel S.

Bliver kommunalvalget afgjort langs de traditionelle partiskel, så er Venstre indledende favoritter, men skal Dansk Folkeparti have en borgmesterpost, så kunne det godt blive her.

Prognose: Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) nyvælges


Nordfyn: Partihopperi i massevis
Nordfyns borgmester, 41-årige Morten Andersen, fordoblede sit personlige stemmetal fra 1.500 til 3.300 og Venstre gik 6,9 procent frem til 40 procent, så partiet sidder på 11 ud af 25 pladser i byrådet. Efterfølgende lavede Venstre en konstituering sammen med den blå blok, K, LA og DF.

Morten Andersen har været borgmester siden 2009, hvor en alliance mellem S, V og K i første omgang gav Jørgen Simonsen (S) borgmesterposten. Men Morten Andersen endte alligevel i borgmesterstolen med støtte fra V, DF, Nordfynslisten og hele to afhoppere fra S.

En af de store sager som byrådet har behandlet, har været om et vådområde, som ellers skulle hjælpe med at reducere udledning af kvælstof. Men planerne blev droppet, efter at nogle dokumenter blev lækket fra kommunen til pressen.

Nordfynslisten har i august måned besluttet sig for at nedlægge sig selv og listens byrådsmedlem, Dorte Schmidt, har meldt sig ind i og stiller op for Socialdemokratiet. Dorte Schmidt fik 500 personlige stemmer sidst, så det burde give partiet et lille boost, men ikke nok til at hente forspringet.

Dansk Folkeparti, der fik et godt valg i Nordfyn til folketingsvalget med 26 procent af stemmerne, 15 procent mere end ved kommunalvalget. Har skiftet spidskandidat siden sidst. Partiets ene medlem af byrådet er nemlig skiftet til Nye Borgerlige. I stedet for stiller partiet med Palle Gade Svensson, der ved seneste valg stillede op for Venstre – men ikke blev valgt.

Der er ikke umiddelbart udsigt til et borgmesterskifte. Der skal flyttes tre mandater hen over midten.

Socialdemokratiet stiller igen med Kim Johansen som spidskandidat. Den 51-årige driftschef fra Bogense har været aktiv i kommunalpolitik siden 2001, hvor han blev valgt til byrådet i den gamle Bogense kommune – hver eneste gang for Socialdemokratiet. Kim Johansen fik 1.700 personlige stemmer ved seneste valg.

Prognose: Morten Andersen (V) genvælges.

 

Langeland: Ny borgmester, samme parti
Borgmester Bjarne Nielsen (V) har valgt at stoppe, efter at Langeland har været igennem en række sager om forholdene på kommunens asylcentre.

I stedet for ham opstiller Venstre murermester Jan Ole Jakobsen fra Tullebølle, der er medlem af kommunalbestyrelsen.Ved sidste valg fik Venstre på Langeland 28 procent af stemmerne, imens Borgerlisten fik 24 procent.

Men siden er Borgerlisten smeltet sammen med Venstre og dermed sidder Venstre lige nu på ni ud af kommunalbestyrelsens 15 pladser.

Langeland kommune er en af de få kommuner, hvor SF forsøger at udfordre. Partiet stiller med den tidligere næstformand Tonni Hansen som spidskandidat. Det er nok lidt op af bakke.

Socialdemokratiet fik 14,6 procent af stemmerne, hvilket var partiets syvendedårligste resultat på landsplan. Spidskandidaten fra sidste valg, Lisa Pihl Jensen, der er afdelingsformand i FOA på Sydfyn, står igen i spidsen for partiet.

Prognose: Jan Ole Jakobsen (V) nyvælges

 

Ærø: Hvem bliver gift med hinanden?
Romantiske Ærø i det sydfynske øhav, som i de senere år har oplevet et sandt turistboom på grund af bryllupstursister skal igen have ny borgmester. Borgmesterposten er skiftet ved hver eneste valg, siden at Marstal og Ærøskøbing kommuner blev lagt sammen i forbindelse med kommunalreformen.

Den socialdemokratiske borgmester Jørgen Otto Jørgensen stopper og partiet har i stedet valgt Ole Wej Petersen, der har siddet i kommunalbestyrelsen siden 2002, som afløser. Partiet var i øvrigt igennem tre afstemningsrunder for at finde afløseren. Ole Wej Petersen var indtil for nyligt lektor på Marstal Navigationsskole.

Jørgen Otto Jørgensen var valgt på en konstellation bestående af S, V og den ene af kommunens lokallister og efterfulgte den konservative Karsten Landro som borgmester.

Der er 15 medlemmer af kommunalbestyrelsen og Socialdemokratiet er det største med 5 mandater, men billedet er mudret med hele to lokallister, Ærø Plus der ligger lidt til venstre og Ærøs Fremtid, der er mere til højre, som begge har to mandater.

Det vigtigste politiske emne i kommunen, er spørgsmålet om færgerne til fastlandet og ikke mindst, hvor de skal sejle til og fra.

V, K og lokallisten Ærøs Fremtid er i valgforbund. Dansk Folkeparti er til gengæld ikke med i det borgerlige valgforbund. Venstres spidskandidat er Lennart Mogensen, der må være et kendt ansigt på Ærø. Han er nemlig landbetjent på øen.

De konservatives spidskandidat er Anders Jonasson, der i denne periode har været i folketinget som barselsvikar for socialminister Mai Mercado.

Socialdemokratiets lokale slogan er i øvrigt ”Folk du kender”. Spørgsmålet er om de så kender nok?

Prognose: Borgmesterposten kan ende flere steder, men umiddelbart er Ole Wej Petersen (S) favorit.

 

Dette er den fjerde af Netavisen Pios optakter til kommunalvalget i alle landets kommuner.

Læs også:
Kommunalvalg 2017: Kampen om Nordjylland
Kommunalvalg 2017: Kampen om Midt- og Vestjylland
Kommunalvalg 2017: Kampen om Østjylland


Artiklen er opdateret den 3. september 2017 kl. 22.15

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet