Kommunalvalg 2017: Venstre sidder tungt på det jyske bibelbælte

Venstre står stærkt i Midt- og Vestjylland, men alligevel er der håb for at Socialdemokratiet kan vinde et par nye borgmesterpost
Der er ni kommuner i det område, der til folketingsvalg hedder Vestjyllands Storkreds. Venstre sidder på syv borgmesterposter, socialdemokratiet på en og de konservative på en.

Vestjyllands Storkreds er kerneland for især to partier. For det første er det ikke så underligt, at Venstre sidder solidt på borgmesterposterne i området. Venstre fik ved seneste folketingsvalg 27,4 procent af stemmerne i storkredsen, knap otte procentpoint mere end landsresultatet. Socialdemokratiet fik 24,5 procent, hvilket var et par procent lavere end valgresultatet.

Det andet parti, som har Vestjylland som sin absolutte højborg er Kristendemokraterne, der er stort set udryddet i resten af landet, men som fik 2,3 procent af alle stemmer i Vestjylland.

Partierne til venstre for Socialdemokratiet og de radikale er til gengæld ikke så populære, her langt væk fra storbyerne. Alle partierne fik markant lavere opbakning end på landsplan.


Herning – Venstres absolutte højborg
Venstres absolutte kommunale højborg er Herning, hvor borgmester Lars Krarup sidder på et absolut flertal, med 57,7 procent af stemmerne i bagagen. Venstre flotte valgresultat til kommunen er 25 procentpoint bedre end til folketingsvalget.

Venstre gik 4,2 procent tilbage ved seneste valg og det bedste resultat oppositionen kan håbe på, er at fratage Venstre deres absolutte flertal. Borgmesterposten kommer i hvert fald ikke i fare.

Det største oppositionsparti er Socialdemokratiet, der fik 13,1 procent ved seneste valg. Spidskandidat ved dette valg er Tommy Tønning, der sidste år slog den tidligere spidskandidat Finn Stengel Petersen i et kampvalg. Tommy Tønning, der til dagligt er ansat i fagforeningen BUPL, har tidligere siddet i byrådet for SF.

Prognose: Lars Krarup (V) genvælges

 

Viborg uden Pape – nu med Wilbek
Domkirkebyen skiftede borgmester undervejs i perioden, da Søren Pape Poulsen noget overraskende skulle være partiformand for det skrantende konservative folkeparti. Papes afløser hedder Torsten Nielsen og han genopstiller. Torsten Nielsen har ikke helt Søren Papes folkelige egenskaber, og derfor er det nok tvivlsomt om borgmesteren kan opnå samme flotte personlige valgresultat.

Og så stiller Venstre med en spidskandidat, som de fleste danskere – og alle viborgensere - kender, nemlig den tidligere håndboldtræner Ulrik Wilbek, der gør kommunalpolitisk comeback. Wilbek sad også i byrådet fra 1997-2001, hvor han blandt andet var formand for socialudvalget.

Der har været en del partihopperi i byrådet i perioden, det mest opsigtsvækkende var da Jens Rohde skiftede fra Venstre til de radikale. Han genopstiller ikke, men i stedet opstiller hans kone, Katrine Fusager Rohde, som kandidat for de radikale.

Socialdemokratiet stiller igen med Per Møller Jensen som spidskandidat som sidst. Han fik et ikke prangende personligt valg sidst med 3.300 stemmer, men kan håbe på, at valgresultatet igen falder ud, så han kan få de afgørende mandater i forhold til om det skal være V eller K der sætter sig i borgmesterstolen.

Socialdemokratiet stiller med en kandidatliste, der blandt andet tæller tidligere minister Bjørn Westh, der i år er fyldt 73. Den yngste (!) kandidat på partiets liste er i øvrigt den 38-årige gymnasielærer Mads Panny.

Prognose: Ulrik Wilbek (V) nyvalg.

 

Holstebro – en Socialdemokratisk Ø
Områdets eneste tilbageværende socialdemokratiske kommune er Holstebro, hvor borgmester H.C. Østerby ved sidste valg tog hele 44,4 procent af stemmerne. Det er 15 procentpoint mere end partiet fik ved det seneste folketingsvalg.

Venstre, der sidst stillede med den nuværende udviklingsminister Ulla Tørnæs, gik mere end otte procent tilbage, stiller denne gang med landmand Jens Kristian Hedegaard, der er en kommunalpolitisk veteran, der første gang blev valgt til byrådet i den nu nedlagte Ulfborg-Vemb kommune tilbage i 1993, blot 25 år gammel.

I forbindelse med folkeafstemningen om retsforbeholdet stemte vælgerne i Holstebro og Struer om de to kommuner skulle fusioneres. Det forslag faldt med et brag.

Prognose: H.C. Østerby (S) genvælges.

 

Silkeborg på vippen
Byen ved søerne har traditionelt været en af de kredse og kommuner, hvor resultatet giver en rettesnor af hvordan det går i resten af landet. Således gik det også i 2013, hvor Venstremanden Steen Vindum overtog borgmesterposten fra socialdemokraten Hanne Bæk Olsen.

Ser man på valgresultatet sidst, så fik rød blok 44,5 procent mod blå bloks 54,4, så den er bestemt inden for Socialdemokratiets rækkevidde, hvis landstendensen går mod rød blok.

Dansk Folkeparti har skiftet spidskandidat. Ud af fløjet Karina Due, som er blevet valgt til folketinget og hun er blevet erstattet af Harry Madsen.

Socialdemokratiet har skiftet spidskandidat og det er denne gang byrådsveteranen og skolelærer Søren Kristensen, der står i spidsen for partiet. Søren Kristensen fik 1.003 personlige stemmer ved sidste valg.

Kommunen skal igennem en heftig sparerunde i år, hvor der skal spares 30 millioner kroner på budgettet. Det er aldrig det bedste bagtæppe at gå til valg på for den siddende borgmester.

Prognose: Steen Vindum (V) genvælges.

 

Struer – tipper til S
I Struer forsøger den tidligere borgmester Niels Viggo Lynghøj at gøre sit andet comeback. Han blev første gang borgmester i 2005, da den daværende borgmester gik bort, så kom han tilbage og vandt igen i 2009 inden han ved seneste valg i 2013 tabte til Venstres Mads Jakobsen. Der skal som udgangspunkt flyttes to mandater fra blå til rød blok før borgmesterkæden igen skifter ejer.

Ser man på valgresultatet fra sidst, så minder det ganske meget om det i Silkeborg; her i Struer fik rød blok 45 procent mod blå bloks 54,5, så den er bestemt også inden for rød bloks rækkevidde, hvis landstendensen er med dem. Der er dog den forskel, at de radikale sidste gang var i valgforbund med blandt andet de konservative og derfor reelt støttede den blå blok. En sag om et skolebyggeri har dog sendt partiet på udkig efter nye samarbejdspartnere.

Men det er også en kommune, hvor de konservative sidste gang drømte om at lave en Viborg-model, hvor partiets spidskandidat Martin Hulgaard, trods han kun havde to ud af 21 mandater, forsøgte at tage borgmesterposten.

Endelig er der Dansk Folkeparti, der har været igennem lidt af et rivegilde, efter at den tidligere spidskandidat Anna Marie Brix Poulsen blev vraget til fordel for Jette Lund, hvilket fik flere medlemmer til at trække sig fra listen. Siden har Jette Lund været involveret i sagen med kvotekongerne, og hun er blevet fyret fra sit job som skoleleder i kommunen, fordi hun havde givet sine mand konsulentopgaver for 400.000 kroner. Den slags plejer vælgerne at straffe.

Prognose: Niels Viggo Lynghøj (S) nyvælges.

 

Skive - V holder fast
Skive kommune havde socialdemokratisk borgmester frem til kommunalreformen, men sammenlægningen med tre mindre landkommuner har rykket den politiske balance i kommunen, som i dag er markant borgerlig.

Borgmesteren siden 2014 har været Peder Christian Kirkegaard, der ved det seneste valg sikrede Venstre 37,6 procent af stemmerne. Han må derfor være favorit til at genvinde posten.

Socialdemokratiet har skiftet spidskandidat og stiller denne gang med tidligere borgmester i Spøttrup kommune og tidligere folketingskandidat Peder Christensen er er rimelig kendt på egnen, hvor han trak næsten 5.000 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2011, uden dog at blive valgt.

Prognose: Peder Christian Kirkegaard (V) genvælges.

 

Spænding udebliver i Lemvig
Lemvig er en solid Venstre-kommune, målt på stemmer er det partiets tredjestærkeste bastion, hvor man sidste gang fik 48,7 procent af stemmerne og absolut flertal i byrådet. Borgmester Erik Flyvholm genopstiller og bliver således også genvalgt.

SF havde opstillet tidligere folketingsmedlem Kristen Touborg som spidskandidat, men han døde i en tragisk trafikulykke tidligere på året. Formanden for SF i Lemvig håbede optimistisk, at Touborg kunne trække fire pladser i byrådet, mod det nuværende ene, men det får vi desværre aldrig svar på om kunne lade sig gøre.

Socialdemokratiet stiller igen med Kenneth Bro som spidskandidat. Han har siddet i byrådet i otte år og var også spidskandidat sidst, hvor han fik 770 personlige stemmer og sikrede partiet en lille fremgang til 21,2 procent af stemmerne.

Prognose: Erik Flyvholm (V) genvælges.


Ingen røde i Ikast-Brande
Ikast-Brande kommune skal have ny borgmester, det er sikkert. Og at det formentlig bliver en fra Venstre er nærmest lige så sikkert. Den nuværende borgmester Carsten Kissmeyer (V) har besluttet sig for, at han efter 14 år i borgmesterstolen hellere vil være spidskandidat til regionen.

Han afløses som spidskandidat af Ib Lauritsen, der er gårdejer fra Bording.

I Ikast-Brande er der en ret markant lokalliste, Fælleslisten, der under ledelse af den tidligere borgmester i Brande, Preben Christensen, vandt 23,3 procent af stemmerne. Men Preben Christensen, ikke at forveksle med ham fra Linje 3, stopper ved dette valg. Det må forventes, at især Venstre, men at også Dansk Folkeparti samler en del stemmer op herfra. Dansk Folkeparti fik 27,5 procent af stemmerne i Ikast-Brande ved sidste folketingsvalg.

Den samlede røde blok, altså inklusiv de radikale, fik 25,5 procent og Socialdemokratiet er det eneste parti til venstre for midten, der har pladser i byrådet. Partiet stiller igen med Frank Heidemann Sørensen som spidskandidat.

Prognose: Ib Lauritsen (V) nyvælges.


Rumlen i Ringkøbing-Skjern

Også i Ringkøbing-Skjern skal Venstre finde en ny borgmester. Iver Enevoldsen, der i år fylder 65, stopper efter en enkelt periode i borgmesterstolen. Partiets nye spidskandidat hedder Hans Østergaard, han er 58 år gammel og har siddet i byrådet i 15 år.
Hans Østergaard er storfavorit til at genvinde borgmesterposten.

Venstre fik lige knap 45 procent ved sidste valg, et mandat fra at have absolut flertal, og der er samtidig flere små partier og lister i kommunalbestyrelsen, der gør det nemt at finde et flertal. Men det var lige ved at gå galt for Venstre sidst, samtlige andre partier var ved at finde frem til en konstituering uden om Venstre, som så fandt sammen med Dansk Folkeparti.

Det næststørste parti, Socialdemokratiet, fik kun 19,7 procent. Socialdemokratiet stiller ny spidskandidat denne gang, Søren Elbæk, der sidste gang overraskede ved at være den kandidat på S-listen der fik flest personlige stemmer, 1.322, på trods af at han kun var nummer tre på listen.

Det mest kuriøse omkring valget i Ringkøbing-Skjern er dog, at Kristendemokraterne er byrådets tredjestørste parti med 9,7 procent af stemmerne og tre mandater. Og at Det Konservative Folkeparti slet ikke har nogle. K har i øvrigt meldt ud, at de ikke mener, at det er "en naturlov, at Venstre har borgmesterposten" og at de godt selv kunne tænke sig den. Hvis de altså kommer i kommunalbestyrelsen.

Dansk Folkepartis spidskandidat Kristian Bøgsted, der er søn af partiets arbejdsmarkedsordfører Bent B., har indgået valgforbund med Venstre, men har også meldt ud, at han ikke vil pege på en ny borgmester før efter valget. Og at han sagtens kan overveje at pege på en socialdemokrat.

Prognose: Hans Østergaard (V) nyvælges.

 

Der er kommunalvalg den 21. november 2017 og hvem der vinder borgmesterposterne, afgøres i dagene efter valget og skal være på plads i midten af december. De nye kommunalbestyrelser træder officielt sammen i 1. januar 2018.

 

Læs også: Kampen om Nordjylland

 

David Troels Garby-Holm er redaktionssekretær, debat-redaktør og souschef på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce