Kommuner skal tage stilling og stå sammen mod social dumping

Debat

Kommuner skal tage stilling og stå sammen mod social dumping

Konstant opmærksomhed og opdatering af kontrol er nødvendigt. Det er på tide, at flere kommuner træder i karakter og deltager aktivt i kampen mod arbejdskriminalitet

Foto: Colourbox
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Social dumping er et alvorligt problem, der underminerer arbejdsforhold og lønninger i Danmark. 

Desværre er det fortsat frygteligt aktuelt og skader de gode virksomheder, der følger reglerne og behandler deres medarbejdere ordentligt. 

Det er på tide, at flere kommuner træder i karakter og deltager aktivt i kampen mod denne uretfærdige praksis.

Københavns Kommune har taget et vigtigt skridt i den rigtige retning ved at vedtage en ny principaftale i 2024 og ved at have oprettet en taskforce. 

Aftalen åbner op for, at kommuner inden for en times kørsel fra København kan tilslutte sig og deltage i en fælles ordning, hvor der gennemføres kontrol og en samlet indsats mod social dumping i hovedstadsområdet. 

Indtil nu har Albertslund, Glostrup, Hillerød, Hvidovre, Rødovre og Frederiksberg tilsluttet sig Københavns Kommunes indsatsteam mod social dumping.

At tage principiel politisk stilling er et eksempel til efterfølgelse for andre kommuner. 

Konstant opmærksomhed og opdatering af kontrol er nødvendigt

Gentofte har meget stærke klausuler og konsekvenser og skal sølvfølgelig holde fast i disse, hvilket både Københavns team og andre indsatser måske kan lade sig inspirere af. 

Ved at stå sammen kan vi sikre, at alle arbejdere får de rettigheder og den løn, de fortjener. Det er ikke kun et spørgsmål om retfærdighed, men også om at opretholde et sundt og konkurrencedygtigt arbejdsmarked.

I forhold til lærlingeklausuler handler det også om fagenes fremtid og kvaliteten af arbejdet. Det er vigtigt både for de gode danske arbejdsgivere og den organiserede overenskomstbærende fagbevægelse.

Klausuler, kontrol og konsekvens

Arbejds- og sociale klausuler kan indføres og håndhæves på forskellig vis. Det er bare vigtigt, at vi går til problemet fuldstændigt uden illusioner. 

Vores erfaringer fra fagbevægelsen svarer fuldstændigt til det vi ser i dokumentarerne 'UnderDanmark’  og 'På statens regning’ på dr.dk

Læs også:Dømt for løndumping: Håndværkere blev betalt mindre end avisbude

Der er intet nedre niveau for, hvor dybt arbejdsgivere, som ser stort på lovgivning og aftaler, kan synke i deres behandling af arbejderne. Arbejdskriminaliteten og svindlen er sat i system, og det samme er metoderne til at omgå kontrollen. 

Konstant opmærksomhed og opdatering af kontrol er nødvendigt.

Opfordring til alle kommuner

Social dumping skaber ulige konkurrencevilkår, hvor virksomheder, der følger reglerne, bliver presset af dem, der misbruger arbejdskraften. Dette kan føre til dårligere arbejdsforhold og lavere lønninger for alle. 

Ved at lave klausuler og stå sammen i en fælles indsats kan kommunerne sende et klart signal om, at social dumping ikke tolereres.

Læs også:Efterlyste øget indsats mod social dumping på byggepladser - nu sker der noget

Den danske model handler om voksne mennesker, der snakker sammen, respekterer hinanden og opfører sig anstændigt. 

Vi opfordrer derfor alle kommuner til at overveje at tilslutte sig denne ordning eller udvikle egne lignende initiativer.

Sammen kan vi skabe et mere retfærdigt og lige arbejdsmarked, hvor alle har mulighed for at trives og bidrage positivt til samfundet.

Lad os stå sammen mod social dumping og sikre bedre vilkår for alle arbejdere i Danmark.

Søren Heisel

Forbundssekretær i 3F.

Simon Pihl Sørensen

Viceborgmester og kommunalbestyrelsesmedlem for Socialdemokratiet i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Paw Østergaard Jensen

Næstformand for Malerforbundet og medlem af kommunalbestyrelsen i Albertslund (S)

Kommentarer

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Onsdag den 12.11.2025 - 21:53

Det lyder som et fint initiativ. Undrer mig lidt over, at ikke flere har sluttet sig til ..

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Ordførerposter fordelt