Annonce

Kommuner skal teste grundvand for giftigt stof og generalsekretær fyret

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Kommunerne skal hurtigst muligt teste grundvandet for et giftstof, som for nylig blev fundet ved to drikkevandsboringer.

Generalsekretæren for Dansk Flygtningehjælp hed indtil i dag Christian Friis Bach, men han blev i dag fyret. Og så har Enhedslisten – sammen med fem andre venstrefløjspartier - præsenteret en EU-klimaplan.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Alle kommuner skal teste drikkevand for farligt stof

Samtlige kommuner skal hurtigst muligt teste deres drikkevand for pesticidet Chlorothalonil-amidsulfonsyre.

Det oplyser miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V).

Danske Regioner har oplyst, at de har fundet 75 helt nye giftstoffer i det danske grundvand. Og her vækker især stoffet Chlorothalonil-amidsulfonsyre bekymring.

Stoffet har ikke hidtil været på listen over stoffer, som vandværkerne kontrollerer. For nylig blev det fundet ved to drikkevandsboringer, og det får nu ministeren til at bede kommunerne teste drikkevandet:

”Jeg beder kommunerne om at teste det, fordi jeg vil være sikker på, at det ikke er i vores drikkevand. Vi ser på det med stor alvor, fordi det kan være skadeligt for vores arveanlæg,” siger miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen til DR Nyhederne.

Læs mere her.

 

Christian Friis Bach fyret som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp

Christian Friis Bach er fyret og stopper med øjeblikkelig virkning som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp.

Forretningsudvalget ser behov for en anden ledelsesprofil. Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

”Christian er en visionær og idérig leder, som har sat mange spændende udviklingstiltag i gang. Vilkårene for internationale humanitære organisationer er i disse år under stærkt pres. Det kræver knivskarpe ledelsesmæssige prioriteringer at føre organisationen videre i dette landskab og give medarbejderne de bedst mulige arbejdsbetingelser for at hjælpe flygtninge verden over,” siger forkvinde for Dansk Flygtningehjælps forretningsudvalg, Agi Csonka, ifølge pressemeddelelsen.

”Et enigt forretningsudvalg vurderer, at der er behov for en anden ledelsesprofil til at føre Dansk Flygtningehjælp godt igennem de nødvendige forandringer, således at positionen som en af verdens førende humanitære organisationer videreføres,” fortsætter Csonka.

På Facebook skriver Christian Friis Bach, at fyringen af ham viser, at det ikke er lykkedes ham at få alle i Dansk Flygtningehjælp til at stå sammen ”fra det nye forretningsudvalg til frontlinjemedarbejderne i Yemen og Afghanistan.”

placeholder

 

Christian Friis Bach har stået i spidsen for Dansk Flygtningehjælp siden november 2017.

Fra 2014 til 2017 var Friis Bach undergeneralsekretær i FN og leder af UNECE, FN’s Økonomiske Kommission for Europa. I 2011 til 2013 var han radikal udviklingsminister i Helle Thorning Schmidt-regeringen.

Læs mere her.

 

Enhedslisten: EU-valget er et klimavalg

En ny europæisk klimalov, en investeringsplan for grøn energi, et stop for tilskud til fossile brændsler og et forbud mod salg af benzin- og dieselbiler fra 2025.

Det er nogle af elementerne i en ny klimaplan, som en række europæiske venstrefløjspartier præsenterede på et pressemøde onsdag.

”Klimaforandringer er nok en af de største udfordringer i vores historie. Vi har kun få år til at vende udviklingen. Derfor er de kommende EU-valg nødt til at være et klimavalg,” sagde Enhedslistens leder, Pernille Skipper, ifølge Ritzau, ved præsentationen.

”Vi ser store økonomiske interesser presse imod. Olie, landbrug og andre har tjent formuer på at udnytte planeten. De bliver nødt til at vænne sig til at tjene betydeligt færre penge,” fortsatte Skipper.

Klimaplanen 'A New Green Deal For Europe' kommer fra alliancen "Now, The People", som blev etableret sidste år. Alliancen omfatter seks venstrefløjspartier:

Danske Enhedslisten, svenskeVänsterpartiet, franske La France Insoumise, spanske Podemos, portugisiske Bloco de Esquerda og finske Vasemmistoliitto.

Læs mere her og her.

 

Konservative Bendt Bendtsen: Danmark har mistet sin grønne førertrøje

Det afgående konservative medlem af Europa-Parlamentet, Bendt Bendtsen, bliver senere på måneden formand for den grønne lobbyorganisation Synergi.

Synergi arbejder for en mere effektiv brug af energien i industrien og i danske hjem. Synergi er stiftet af virksomhederne Danfoss, Grundfos, Velux og Rockwool.

Bendt Bendtsen mener, at Danmark har mistet den grønne førertrøje:

”Danmark er ved at falde af på den. Vi har i mange år haft den grønne førertrøje, men det har vi ikke mere,” siger Bendtsen til Ritzau.

Den grønne omstilling i Danmark har brug for et "boost", mener Bendtsen.

Bendt Bendtsen var formand for de konservative 2000 – 2008. Han var økonomi- og erhvervsminister og vicestatsminister 2001 – 2008. Bendt Bendtsen har været medlem af EU-Parlamentet siden 2009.

Læs mere her.

 

WHO: Mindre børn bør ikke se på skærme i mere end en time om dagen

Stillesiddende adfærd er forbundet med fedme og global dødelighed, skriver verdenssundhedsorganisationen WHO.

Børn under fem år bør maksimalt sidde stille foran fjernsynet, computeren, tabletten eller telefonen en time om dagen. Og børn fra et år og ned bør slet ikke se på skærmene, skriver tv2.dk.

Det anbefaler WHO i sine første retningslinjer på området.

Den nye vejledning fra verdenssundhedsorganisationen er udviklet af et ekspertpanel, som havde fået til opgave at komme med anvisninger til fysisk aktivitet, stillesiddende adfærd og søvn for børn under fem år.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet