En pæn række af aktører har over de seneste uger gjort status i anledning af jubilæet for den strukturreform, der for ti år siden blandt andet betød, at de daværende 271 kommuner blev barberet ned til i dag 98 kommuner, mens 12 amter blev til fem regioner. I 2007 udtrykte mange bekymring for, om de nye decentrale enheder ville blive for store, og om nærdemokratiet ville lide skade. Bekymringerne har imidlertid vist sig at være så godt som grundløse. I hvert fald ifølge nogenlunde entydige målinger, der viser, at vælgerne er godt tilfredse med størrelsen på de nuværende enheder.

At vælgerne så er mindre begejstrede for udviklingen i den borgernære velfærd skyldes formentlig ikke selve reformen, men i højere grad den økonomiske krise og så det faktum, at kommunerne de senere år har været underlagt et sanktionsregime og en stadig mere stram styring fra statens side. Og se det er ganske bekymrende i og med, at kommunerne på mange måder sidder med nøglen til at blive den forandringsmotor, der også om fem eller ti år kan sikre den danske velfærdsmodel en høj grad af legitimitet i befolkningen.

Unikke decentrale velfærdsløsninger
I den forbindelse er det værd at huske på, at den danske velfærdsmodel i international sammenhæng er ganske unik. Den økonomiske og opgavemæssige decentralisering er betydelig, og kommunestyret er en inspiration for vores omverden. Hvor kommunerne i Danmark står for omkring halvdelen af det samlede offentlige forbrug, sluger de decentrale velfærdsløsninger typisk bare mellem en tredjedel og en femtedel i lande, vi normalt sammenligner os med.

Kommunerne udgør en fuldstændig integreret del af den samlede velfærd og er en uadskillelig del grundlaget for landets vækst og udvikling. Den position gør, at kommunerne her i landet burde have alle muligheder for at sætte rammerne og dagsordenen for morgendagens velfærdsløsninger. Men for at det potentiale skal kunne udløses, kræves der en reaktion mod budgetlove, moderniseringsprogrammer og i det hele taget mod den glidende centralisering, som især de borgerlige partier er eksponenter for. Det gælder også den tendens til stigende intolerance over for forskelle i serviceniveauet kommunerne imellem.

Kraftcentre for vækst og fornyelse
Centrum-venstre bør derfor sætte sig i spidsen for at genskabe det politiske råderum i kommunerne, der på sin side sammen med medarbejderne naturligvis har et selvstændigt ansvar for at byde ind med offensive og kreative idéer til, hvordan tingene kan gøres på nye måder. For den grundlæggende omstilling af velfærdssamfundet udspringer langt hen ad vejen af behov, der er opstået i den daglige opgaveløsning. Jeg ser gerne, at vores stærke repræsentative lokaldemokrati får mulighed for at blive små kraftcentre, der driver vækst og fornyelse frem, og som tænker stort og visionært.

Kommunerne bør for eksempel udvikle deres eget brand, så billedet af innovation står tydeligt. Nogle vil være kendte for robotteknologi, andre for bæredygtighed, udvidet borgerdemokrati, sport, kultur, sundhed eller for landets bedste infrastruktur. Kun ad den vej kan vi sikre de borgernære løsninger, der også i 2027 vil have en attraktion for såvel borgerne her i landet som for vores omverden.

Bodil Otto er formand for HK Kommunal

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.