Annonce

Kongens svære valg

Anmeldelse: Norges konge stod i 1940 overfor et valg. Skulle han acceptere tyske krav om at acceptere en nazistisk regering og dermed redde menneskeliv for at gå tabt?
Uden at spoile for meget af historien, så blev Norge i begyndelsen af 40’erne invaderet af Nazityskland som blandt andet gerne ville have fat i nordmændenes jernmalm.

Ligesom et andet skandinavisk land, der i øvrigt blev invaderet samme dag, så står den norske hær fuldstændigt uforberedt da tyskerne kommer. Og situationen forværres samtidig af, at de norske nazister med Vidkun Quisling i spidsen tager regeringsmagten i Oslo, da regeringen over hals og hoved flygter fra hovedstaden.

Den norske konge er ikke tiltænkt andet end en repræsentativ rolle. Og nu vil tyskerne altså have ham til at acceptere invasionen, stoppe modstanden og acceptere Qvisling som statsminister. Og vil han så det?

Kongens valg følger to hovedhistorier, dels en der følger kongen og kronprinsen, der jages op igennem Norge med tyske soldater i hælene, dels den tyske gesandt Curt Bräuers og hans forsøg på at forhandle en fredelig løsning, der minder om den man havde i Danmark, på plads.

Den danske prins
Rollen som Kong Haakon VII spilles fremragende af danske Jesper Christensen, som virkelig gør det godt af den fysisk og psykisk plagede konge, der pludselig er sat i en situation som han aldrig var tiltænkt. Kong Haakon var bror til Christian X og blev valgt som konge i Norge i 1905. Han talte aldrig norsk, men dansk og det gør han også i filmen. Det vænner man sig hurtigt til.

Jesper Christensen beviser med præstationen i Kongens Valg - endnu en gang - at han er en af Skandinaviens helt store skuespillere og han gør det intet mindre end fremragende. Han er Kong Haakon!

Rollen som den yngre Kronprins Olav, der presser på for at gøre modstand, spilles af nordmanden Anders Baasmo Christensen (Arn, Kon-Tiki, Birkebeinerne) og rollen som den plagede tyske gesandt, spilles af Karl Markovics, som er mest kendt fra Forfalskerne. Det gør han også virkelig godt. Særligt scenerne sammen med Jesper Christensen er meget intense.

I en mindre rolle ses den - fra dansk film nok så kendte - Tuva Novotny som Prinsesse Martha. Så blev der også sikret støtte fra det svenske filminstitut.

Lidt for korte kampscener
Filmen spæder desuden historien op med en række meget korte krigsscener, hvor man ser norsk forsvars heroiske kamp hvor Oscarsborg fæstningen i Oslo Fjord sænker de tyske flagskib Blücher med hele besætningen og dels træfningen i Midtskogan uden for byen Elverum, som kostede nordmændene tre sårede.

Lad det bare være sagt, kampscenerne er så langt fra landgangsscenen i ”Saving Private Ryan” som man næsten kan komme. De kunne sagtens have fyldt mere, men er man til den mere actionprægede genre, men gerne vil vide mere om 2. verdenskrig i Norge, så kan både ’Max Manus’ og miniserien ’Kampen om tungtvandet’ klart anbefales.

Historien om kongens valg bliver måske lige trukket lige et kvarter udover hvad der egentlig er historie til, og det er lidt ærgerligt. Instruktøren og hans klipper kunne godt have skåret lidt ned på nogle af transportscenerne og de mange close-ups, hvor vi som tilskuer skal overbevises om, at kongen har det lidt svært med situationen.

Kongens Valg kan stadig ses i biografen og ellers kommer den nok snart til en streamingtjeneste nær dig.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet