Kongresdebat uden store armbevægelser

Debatten om den politiske beretning på Socialdemokratiets kongres var usædvanlig rolig. De kritiske stemmer centrerede sig omkring flygtninge, men der var generel opbakning til den politiske kurs.
Det var en debat uden de store armbevægelser, de delegerede til Socialdemokratiets kongres blev vidner til, da de delegerede indtog talerstolen for at debattere Mette Frederiksens politiske beretning. Normalt er debatten af formandens beretning en mulighed for, at medlemmerne kan få afløb for frustrationer over partiets førte politik og give deres mening til kende.

Denne gang var debatten dog noget mere afdæmpet, og i krogene på Socialdemokratiets kongres blev der snakket om, at debatten næsten havde været ”kedelig”.

De kritiske indlæg, der trods alt var, centrerede sig især om Socialdemokratiets beslutning om at suspendere Danmarks deltagelse i FNs Kvoteflygtningeprogram, og det fik kritik fra flere af de delegerede.

Når vi siger nej til kvoteflygtninge, så er grænsen nået”, sagde Michael Danielsen, der er formand for Socialdemokratiets forskning- og teknologiudvalg.

Samme toner lød fra Martin Dover fra Brønshøj-Husum-kredsen. ”Danmark kan sagtens klare opgaven. Det skylder vi verdens mest udsatte mennesker”, sagde han fra kongressens talerstol.

Selvom enkelte af talerne også udtrykte kritik af, at Socialdemokratiet har accepteret behandlingsgarantien i sundhedssystemet, og tidligere overvismand Christen Sørensen kritiserede boligskattestoppet, var debatten noget mere forsonlig end ved tidligere kongresser.

Tilbage til rødderne
Flere af de delegerede bakkede således op om Mette Frederiksens mere klassiske socialdemokratiske kurs.

”Hvor længe kan Dansk Folkeparti være parlamentarisk grundlag for en regering, der vil hæve pensionsalderen for at få penge til topskattelettelser?”, spurgte folketingskandidat Rasmus Stoklund og fortsatte. ”Hver femte dansker ville i dag stemme på Dansk Folkeparti. Jeg tror, vi kan tilbyde dem et bedre alternativ”, fortsatte han.

Fra de unge socialdemokrater i DSU var der også opbakning til ”tilbage til rødderne”-kursen, idet man dog gerne ville have en højere beskatning af de såkaldt arbejdsfri kapitalgevinster som arv, boligsalg og aktieavancer.

De arbejdsfri kapitalgevinster er blevet større, og det er en hån mod 3F’eren, der slæber mursten og sygeplejersken, der må løbe hen ad hospitalsgangene for at få enderne til at mødes”, sagde Mathias Vinholt fra DSU’s forretningsudvalg, der foreslog en avancebeskatning på boligsalg.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook