For nogle måneder siden tonede et stort billede af finansminister Bjarne Corydon (S) frem på forsiden af Politikens debatsektion. Overskriften var: ”Jeg tror på konkurrencestaten”. Corydon gjorde i artiklen et stort nummer ud af, hvor vigtigt det var, at folk kan få et job frem for at være på støtten. Og det kan de færreste jo være uenige i.

Men hvad er det præcist ’konkurrencestaten’ skal konkurrere om? Og med hvem?

Corydon mener i hvert fald, at skatten er et af konkurrenceparametrene. Han forsøgte at få banket selskabsskatten, altså virksomhedernes bidrag til fællesskabet, ned fra 25 procent til 20 procent. Men i sidste ende måtte han nøjes med 22 procent efter pres fra blandt andet den socialdemokratiske folketingsgruppe.

”Vores forslag er afbalanceret og udtryk for selvforsvar mod, at flere lande allerede har eller vil sænke selskabsskatten for at tiltrække investeringer og arbejdspladser, ” udtalte Corydon i forbindelse med skatteaftalen. Dertil kom en række andre skattelettelser.

Konkurrencestaten skal altså kunne tilbyde virksomhederne de lavest mulige omkostninger, forstås. Og her betyder skattelettelser tilsyneladende en del. I hvert fald, hvis man er omgivet af Finansministeriets regnedrenge.

I Finansministeriets modeller regner man nemlig kun med positive adfærdsændringer ved skattelettelser. Altså, at folk vil arbejde mere, når skatten sænkes. Man medregner til gengæld ikke de positive effekter, som hvad kortere ventetid på sygehuset og længere åbningstid i daginstitutionerne vil betyde for folks mulighed for at arbejde mere. Heller ikke sparede energiudgifter ved renovering af bygninger tæller positivt med i regnskabet. Offentlige investeringers såkaldte positive afledte effekter på økonomien regnes altså ikke med.

Det er her, jeg bliver bange for en ukritisk omfavnelse af konkurrencestaten. For vi kommer først til at tabe det globale kapløb, hvis vi ikke måler på og konkurrerer om de ting, der reelt gør os rige. Såsom en fri og lige adgang til sundhed og uddannelse.

Det er netop de ting, som gør, at Danmark ligger i superligaen i alle internationale opgørelser over konkurrencedygtighed. Lige fra Verdensbankens ’Ease of Doing Business’-rapport, som giver Danmark en førsteplads i EU og en femteplads internationalt, til World Economic Forums Global Competitiveness Report, som også placerer Danmark i den internationale top inden for konkurrencedygtighed. År efter år.

Selv i det ellers usympatiske finansimperium, Goldman Sachs, nyeste opgørelse “Mapping the wealth of nations” får Danmark det samlede forspring, når man måler på innovation, velfungerende offentlige myndigheder og god infrastruktur.

Hvis Corydon som socialdemokrat ikke vil undergrave velfærdsstatens finansiering med et skattekapløb mod bunden, må han hurtigst muligt følge op på løftet fra regeringsgrundlaget: Nedsæt et udvalg, som belyser de positive afledte effekter ved offentlige udgifter – og få så rettet regnedrengenes modeller til.

Indtil da vil konkurrencestaten aldrig nå velfærdsstaten til sokkeholderne.