Annonce

Konkursramt rådgiver skal rejse skandaleombrust V-borgmester

Slagelse: Borgmester Stén Knuth (V) anklages for magtmisbrug, nu ansætter han særlig rådgiver, der har en række konkursvirksomheder bag sig.
Foto: Borgmester Stén Knuth (V)
I denne uge kan borgmesteren Stén Knuth (V) i Slagelse læse fem tidligere borgmestres kritik af hans lederskab af kommunen indrykket som annonce i en række lokale medier:

”pengene (er) forsvundet ud af kommunekassen. Vi har været nødt til at optage lån efter lån, forøge kassekreditten flere gange, og nu også sætte skatten op,” står der.

Annoncen er blandt andet en reaktion på en verserende skandalesag i kommunen, som involverer anklager om inkompetence, bedrag og magtmisbrug.

Brixtofte-sagen beskrives i en artikel i Dagbladet Information, som det rene vand i forhold til, hvad der er foregået i Slagelse. Af samme artikel fremgår det, at borgmesteren nu får hjælp af ”en særlig rådgiver” ved navn Michael Clausen, som tilsyneladende taler på borgmesterens vegne til pressen.

Men hvem er denne rådgiver, som kilder beskriver som et ’dårligt bekendtskab’? Og hvorfor skal en borgmester pludselig have en særlig rådgiver?

Jeg har aldrig set så meget magtmisbrug i mit liv
Skandalesagen i Slagelse Kommune bunder i et ambitiøst energiprojekt, som EU ville skyde 17 millioner kroner i, hvis Slagelse selv kunne finde 47 millioner i såkaldt matchfunding.

Jeg har aldrig set så meget magtmisbrug i mit liv.

I dag, 3,5 år senere, er projektet dødt, men folketingspolitiker Villum Christensen (LA), som er formand for Erhvervs- Plan- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune mener, at borgmesteren med vilje har modarbejdet projektet, fordi ideen kom fra Liberal Alliance, og at han derfor har bedt sin kommunaldirektør om at lukke det ned – i strid med det politiske flertals ønsker.

”Jeg har aldrig set så meget magtmisbrug i mit liv,” siger han til Information.

Borgmesteren er blevet frikendt i en rapport foretaget af KL denne sommer, og det vides ikke endnu, hvem eller hvad, der reelt er skyld i de kollapsede drømme om en grøn energipark i millionklassen tæt ved Korsør.

Hyret af Venstre
I dette lokalpolitiske stormvejr har Slagelse-borgmesteren nu fået bistand af en særlig rådgiver, der hedder Michael Clausen, som efter eget udsagn er betalt af Venstre.

Borgmesteren har ikke svaret på Netavisen Pios henvendelse, og har således ikke kunnet forklare, hvad han bruger en særlig rådgiver til. Den konstituerede sekretariatschef i kommunen, Danni Wulff, fortæller, at han ikke kender til rådgiveren, men understreger, at det ikke er Slagelse Kommune, der har hyret vedkommende. Gruppeformand for Venstre i Slagelse, Knud Vincents, lagde på, da vi kontaktede ham telefonisk og har ikke svaret på vores sms. Vi har derimod fået fat i Michael Clausen, som fortæller, at han blev hyret af Venstre for godt et år siden til at støtte borgmesteren i især presserelaterede spørgsmål.

Michael Clausen er en lokal virksomhedsejer, der står registreret i CVR-registret med hele ti virksomheder bag sig – herunder står syv noteret som ’gået konkurs’, tre som ’tvangsopløste’ og kun ét som ’normalt.’

Jeg er erhvervsmand, og jeg har prøvet at gå på røven
"Jeg har haft et reklamebureau, der gik ned i 2008, og så har jeg haft et holdingselskab, da jeg jeg arbejdede som konsulent. Jeg lukkede selskabet, fordi jeg fik et fast job. Det blev lukket ved en tvangsopløsning, som er en måde at lukke et selskab på uden at indlevere regnskaberne," fortæller Michael Clausen.

I de øvrige selskaber har Michael Clausen været bestyrelsesmedlem, men uden at være en del af drifts- eller økonomidelen, fortæller han. "Det er et faktum, at flere af de selskaber, som jeg har siddet med i bestyrelsen af, er lukket ned en relativt kort periode efter, at jeg er trådt ud af selskabet. Jeg er erhvervsmand og jeg har også prøvet at gå på røven."

Borgmester alene i verden
Michael Clausen erkender, at det er særdeles usædvanligt, at en borgmester har en særlig rådgiver. Men han forklarer, at omstændighederne for Slagelse kommune også er meget usædvanlige. "Vi snakker om en kommune, som fyrede hele deres kommunikationsafdeling. Vi snakker om en kommune som har fyret deres kommunaldirektør. Kommunen stod uden hjælp til borgmesteren - der var hverken en kommunaldirektør eller en kommunikationsafdeling til at sparre med. Når en borgmester ikke har nogen til at sparre med og finde ud af, hvad der er op og ned, så er han i en situation, hvor man bliver nødt til at gøre noget. Det har venstre så besluttet at løse ved at hyre en rådgiver. Han skal have nogen at tale med om alle de her ting," siger Michael Clausen og fortsætter:

"Typisk hyres jeg, når der er et problem. Slagelse Kommune havde et problem, derfor ringer man til en som mig, der kommer ind og analyserer problemet og finder ud af, hvordan problemet kan løses. Jeg er ikke ansat som spindoktor og heller ikke som politisk rådgiver. Mit job er at tage bestik af pressedelen i det her."

 

 


Flere artikler om emnet

Annonce