Annonce

Konservative tredjestørst ifølge ny måling og Ulrik Wilbek ny formand

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Konservative er Folketingets tredjestørste parti i ny meningsmåling, Ulrik Wilbek er ny formand for KL’s Socialudvalg, og regeringen tillader ministerier at ansætte flere medarbejdere.

Velkommen til dagens Aktuelt.

Bedste måling i over 10 år: Konservative er Folketingets tredjestørste parti

Konservative stjæler vælgere fra Venstre, viser ny meningsmåling.

Det skriver dr.dk.

En dugfrisk meningsmåling peger på den største vælgeropbakning til Det Konservative Folkeparti i mere end 10 år.

“Det er en helt fantastisk måling for os konservative. Man må jo knibe sig selv i armen,” siger politisk ordfører Marcus Knuth (K) til DR.

Meningsmålingen er foretaget af Epinion for DR Nyheder og Altinget.

Med forbehold for den statistiske usikkerhed i målingen, som kan svinge med halvanden procent i begge retninger, så ville 10,6 procent af vælgerne stemme på Søren Pape Poulsens parti, hvis der var valg nu.

Dermed er Konservative i målingen det tredjestørste parti i Folketinget.

Det er den største opbakning, som Epinion har målt siden den 31. marts 2010.

Dengang var Lene Espersen partiformand. Hun gav siden formandsposten videre til Finn Poulsen, der sad i en kort periode, indtil Lars Barfoed tog over. Den nuværende formand Søren Pape Poulsen kom til i 2014.

I efteråret 2016 blev partiet målt til 2,6 procent.

Æren for den udvikling, som den politiske ordfører kalder “en opadgående bevægelse over lang tid”, bør tilfalde partiformanden.

“Jeg tror helt ærligt, det skyldes Søren Pape Poulsen. Man ved, hvor man har ham som politisk leder. Vælgerne kender den konservative politik,” siger Marcus Knuth.

Ifølge målingen er godt en tredjedel (29,2 procent) af dem, som vil stemme på Konservative i dag, vælgere, som stemte på Venstre ved seneste folketingsvalg.

Læs mere her.

Ulrik Wilbek ny formand for KL’s Socialudvalg

Viborgs borgmester Ulrik Wilbek bliver ny formand for socialudvalget i Kommunernes Landsforening (KL). Christina Krzyrosiak Hansen fra Holbæk overtager næstformandsposten.

Sådan lyder det fra Kommunernes Landsforening.

KL’s bestyrelse har konstitueret sig på ny, og det betyder, at Ulrik Wilbek (V), som er borgmester i Viborg Kommune, bliver ny formand for KL’s Socialudvalg.

Han har været næstformand i udvalget siden 2018 og erstatter Thomas Adelskov, som af personlige årsager trak sig fra posten med udgangen af september.

Ulrik Wilbek sidder også i KL’s bestyrelse.

placeholder

”Jeg har siddet som næstformand i Socialudvalget i 3 år og ser frem til at fortsætte samarbejdet med udvalget og aktørerne på socialområdet i min nye rolle. Vi har mange spændende dagsordener, som vi skal fortsætte arbejdet med for at sikre en god social indsats for en lang række borgere. Det er bl.a. den kommende 10-års plan for psykiatrien, Barnets Lov og ikke mindst handicapområdet, hvor vi bl.a. har nogle udfordringer i forhold til ankesystemet. Her håber jeg, at vi kan få en god dialog med regeringen og Folketingets partier om en løsning,” siger Ulrik Wilbek.

Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) bliver ny næstformand for Socialudvalget. Hun har desuden overtaget pladsen i KL’s bestyrelse efter Thomas Adelskov.

KL’s Socialudvalg beskæftiger sig bl.a. med socialpolitik, det specialiserede socialområde - voksne og børn, socialpsykiatri, udsatte børn og familier, misbrugsområdet, velfærdsteknologi.

Læs mere her.

Regeringen tillader ministerier at ansætte flere medarbejdere

Sparekravet på konsulenter får nu regeringen til at give ministerier lov til at ansætte nye medarbejdere for mere end 300 millioner kroner. Venstre kalder regeringens konsulentbesparelser for "et trylletrick".

Sådan skriver Altinget.

De færre konsulenter i staten skal til en vis grad erstattes af flere interne medarbejdere.

Derfor hæver regeringen nu det såkaldte lønsumsloft, som sætter et loft over, hvor stor en andel af ministeriernes driftsbevilling, som må anvendes til løn til medarbejderne.

Det betyder, at ministerierne potentielt kan bruge op mod 366 millioner kroner af deres midler til at ansætte nye kolleger.

"For at understøtte at flere opgaver løses internt i staten, har regeringen besluttet, at ministerierne kan anvende en øget del af deres nuværende bevilling til løn til medarbejdere. På den måde opbygges og fastholdes viden i staten,” lyder det fra finansminister Nicolai Wammen (S) i et folketingssvar.

Han forklarer, at det hævede loft skal give ministerier mere fleksibilitet til at prioritere deres midler.

“Sigtet er ikke, at der skal ske et stort løft i antal medarbejdere. Omvendt skal der være plads til, at ministerierne i en intern prioritering ”skruer” ned for deres konsulentindkøb og opruster udvalgte områder for at løse deres kerneopgaver,” fortæller Nicolai Wammen.

Udmeldingen får Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen til at være på vagt. Han mener, at der så slet ikke er tale om en reel besparelse på konsulentforbruget på den måde, som regeringen havde lagt op til.

“Så er det jo et trylletrick. Mange ministerier kommer bare til at bruge flere penge på lønsum til at ansætte in house i stedet for at købe konsulenter ude i byen,” siger Troels Lund Poulsen.

Læs mere her.  

Erhvervsklynger spredes ud i hele landet

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har udpeget 14 nye klynger, som fra 2021-2024 skal skabe samarbejde mellem forskere og virksomheder og dermed få mere innovation ud i samfundet. Flere ministre glæder sig over, at der er skabt geografisk balance med de 14 nye klynger.

Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.  

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen trak tidligere på sommeren i nødbremsen, da hun var bekymret for den regionale balance i den samlede klyngeindsats, og opfordrede til, at der skulle ske en geografisk spredning af klyngerne. Det har båret frugt. Hovedparten af klyngernes hovedsæder kommer nu til at ligge uden for hovedstaden. Og samlet set har klyngerne cirka 60 repræsentationer fordelt rundt om i landet, heraf 14 i hovedstaden.

Både uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og erhvervsminister Simon Kollerup er tilfredse med, at klyngerne demonstrerer en tydelig ambition om, at de skal være klynger for hele Danmark og ikke bare for en bestemt region eller by.

“Vi har et stærkt erhvervsliv i hele Danmark. Det skal de nye klynger være med til at støtte op om ved at danne bro mellem forskningsmiljøer og virksomheder. For regeringen har det været meget vigtigt, at der er geografisk balance i det danmarkskort, der tegnes med klyngerne. Det er der nu, og jeg glæder mig til at se det blive til virkelighed,” siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i pressemeddelelsen.

“Virksomheder er afhængige af den nyeste viden. Derfor har regeringen en klar ambition om at rykke erhvervslivet og forskere tættere sammen. Så jeg er glad for, at de nye klynger i deres fordeling binder Danmark bedre sammen. Og at de både styrker innovationen, den grønne omstilling og brancher som life science, der allerede nu løfter den danske eksport markant. Det er vigtigt, at man kan arbejde og bo i alle dele af landet, og jeg glæder mig til at følge de kommende væksteventyr i både land og by,” siger erhvervsminister Simon Kollerup i pressemeddelelsen.

Læs mere her.

Socialpædagogernes dag

I dag - fredag den 2. oktober - er det Socialpædagogernes internationale dag.

Det markerer formanden for Socialpædagogerne, Benny Andersen, på Twitter.

placeholder
 

“Det er vores dag i dag. Socialpædagoger over hele verden fejrer vores internationale dag. Vi har noget at være stolte af. Som præsident for vores internationale forening tør jeg godt sige: Socialpædagoger gør verden til et bedre sted,” lyder det fra Benny Andersen, der også er præsident for den internationale forening Aieji - International Association of Social Educators, i et tweet.

Derfor sender han også en hilsen til sine internationale kolleger i hele verden.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet