Annonce

“Konspirationsteorier, mistænkeliggørelse og angreb på myndigheder”

Beskæftigelsesministeren uddyber sin kritik af Venstre for at anvende “trumpistiske” kampagnemetoder. Venstre fortørnet: “Smædekampagne”
Foto: Beskæftigelsesministeriet
Peter Hummelgaard (S), justitsminister
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) uddyber nu den kritik af Venstre for at anvende trumpistiske kampagnemetoder, som han lancerede i weekenden.

“(....) i deres kampagne ender de med at ramme myndigheder, embedsmænd og vigtige søjler i vores demokrati. Mistillid, misinformation og konspirationer er ingen tjent med og jeg tror faktisk mange borgerlige er kede af den tendens,” skriver Hummelgaard i et opslag på Facebook.

ender de med at ramme myndigheder, embedsmænd og vigtige søjler i vores demokrati

“Der behøver jeg ikke tage til Rwanda”

Peter Hummelgaard mener, at der de seneste år er sket en ændring fra en helt acceptabel hård debat “baseret på ideologi og interesser”:

“Men de sidste år har udviklingen taget en drejning. Og Venstre og Konservative fører an med udanske metoder.”

Hummelgaard nævner herefter en række konkrete eksempler på de “udanske metoder”.

Seneste eksempel henter Peter Hummelgaard fra Folketingets afslutningsdebat 23. maj. Her nævnte Venstres formand, at man ikke behøver tage til Rwanda for at møde forfølgelse af politiske modstandere:

“Jeg vil sige, at jeg får også ondt i maven en gang imellem, når det handler om politisk forfølgelse af politiske modstandere. Der behøver jeg ikke tage til Rwanda.”

Ellemann nægtede at modtage orientering

Hummelgaard nævner, at Jakob Ellemann for nogle uger siden nægtede at modtage justitsministerens fortrolige orientering om baggrunden for Rigsadvokatens anklage mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) for at røbe statshemmeligheder:

“Som borgerlig statsministerkandidat er den opførsel et uhørt, uansvarligt lavpunkt. Og desværre et led i en strategi, hvor man lefler for konspirationer og misinformation for at skade sin politiske modstander,” mener Hummelgaard.

desværre et led i en strategi, hvor man lefler for konspirationer og misinformation

Hummelgaard nævner - som endnu et eksempel, at Venstres Hans Christian Schmidt 17. maj på Facebook skrev, at han ikke troede Rigsadvokaten er neutral i sin vurdering af FE-sagen.

Da Instrukskommissionen var blevet nedsat skrev nuværende gruppeformand for Venstre Thomas Danielsen et Facebook-opslag, hvor han insinuerede, at landsdommer Peter Mørk Thomsen var inhabil:

“Noget landsdommeren efterfølgende har sagt bl.a. har været medvirkende til ubehagelige konsekvenser for ham og hans familie,” anfører Peter Hummelgaard.

Thomas Danielsen har siden beklaget opslaget - og slettet det.

Stemte for rigsret i utide

Hummelgaard nævner - som endnu et eksempel -, at Venstre i folketingssalen sammen med andre blå partier har stemt for et borgerforslag , der vil stille statsministeren for en rigsret. På et tidspunkt, hvor Minkkommissionen næsten kun lige var påbegyndt sit arbejde med at udrede sagen.

Under coronapandemien, var der ifølge Hummelgaard, “et utal af eksempler på mistænkeliggørelse af myndighederne”:

“Bl.a. krævede Venstre i november indførelsen af en såkaldt ”second opinion” i forbindelse med indførelsen af nye restriktioner. Det vil sige, at vurderinger fra sundhedsmyndighederne også skulle underkastes vurderinger fra eksterne eksperter. Martin Geertsen begrundede det med, at ”behovet er der for at kigge regering og myndighederne over skulderen,” skriver Hummelgaard.

V-profil: Effekt af mundbind ikke godt nok dokumenteret

Hummelgaard nævner, at Venstres nuværende gruppeformand, Thomas Danielsen, oktober 2020 offentligt udtrykte “mistillid til sundhedsmyndighederne og indførelsen af mundbind”:

Misinformation og mistillid igen.

“I følge Danielsen fandtes der “ikke god dokumenteret effekt for, at mundbind i befolkningen virker”. På den baggrund brugte han, midt i pandemiens sværeste tid, sin position til at angribe myndighedernes anbefaling. Han insinuerede samtidig, at statsministeren skulle tilbageholde et forskningsstudie,” skriver Hummelgaard og føjer til:

“Misinformation og mistillid igen.”

Venstre: “Smædekampagne”

Hos Venstre er man fortsat fortørnede over Peter Hummelgaards angreb:

“Jeg undrer mig virkelig over, at landets beskæftigelsesminister ikke mener, at han har andet at lave end at skrive lange sure Facebook-opslag, hvor han går til angreb på borgerlige politikere og kalder dem øgenavne som trumpister og konspirationsteorektikere,” skriver formand for Folketingets Retsudvalg, Morten Dahlin, i et mailsvar til Netavisen Pio.

Dahlin ser Hummelgaards angreb som et tegn på, at S-regeringen er ved at køre fast:

regeringen er kørt fast og hellere vil lave smædekampagner

“Det fortæller mig, at regeringen er kørt fast og hellere vil lave smædekampagner end at løse landets problemer. Og Peter Hummelgaards frådende angreb bliver endnu mere bizart, når man tænker på, at Mette Frederiksen for få dage siden åbnede for at gå i regering med de borgerlige partier. De partier som Hummelgaard altså mener er trumpister og grundlæggende underminerer demokratiet.”

Dahlin fortsætter:

“Det virker ærlig talt som om, der er gået kludder i Socialdemokraternes kampagnemaskine.”

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvad mener den gode hummelgård om alle de belejligt slettede sms.er i minksagen, er det at spille med åbne kort?

Hej Bent. Sletter du aldrig en SMS ?
Nu er du med dit indlæg med til at konspirationsteorierne fortsætter.
Da de omtalte SMS blev slettet var der ingen der vidste at de skulle fremlægges, det var aldrig sket tidligere i lignende undersøgelser.

Hvad med at man ikke læser de oplæg man får til møder. og hvad med den almindelige sagsgang i et ministerium hvor ting rent faktisk skal journalieres.
Kald det konspirationsteori eller ej, men de folk der sidder i ministerierne er ikke dumme, og bruger sms for at kommunikere uformelt. Lad være med at være så blåøjet

Hvad med at man ikke læser de oplæg man får til møder. og hvad med den almindelige sagsgang i et ministerium hvor ting rent faktisk skal journalieres.
Kald det konspirationsteori eller ej, men de folk der sidder i ministerierne er ikke dumme, og bruger sms for at kommunikere uformelt. Lad være med at være så blåøjet

Du antyder, at sletningen af sms’er foregik som følge af den såkaldte minksag. Sletningen begyndte 3-4 måneder før, minkene blev opfattet som et problem i relation til pandemien. Så der er altså ingen årsagssammenhæng.

Bent Hansen, vil du ikke mene at hvis der bliver afsendt en såkaldt SMS,
så vil der altid være en eller flere modtagere, din teori går ud på at
Statsministeren sletter modtagne SMS, men du glemmer at afsenderen har en kopi.
Hvorfor mener du, at det er belejligt at slette SMS, hvem siger at der
overhovedet er sendt SMS fra statsministerens telefon, og til hvem.
Er det fra minister til minister, eller hvad forestiller du dig er sket.
Du kan da ikke mene, at statsministeren sender en SMS til en embedsmand/kvinde
i et andet ministerie. sådan fungerer kommunikationen i en sagsbehandling.
Det er ikke guldkorn fra din side, som du disker op med.
Synes du at det er fremmende for de bærende søjler i et demokrati, at en
partileder møder op i justitsministeriet og siger, jeg vil ikke underrettes
om indholdet af myndighedernes beviser, da jeg ikke ønsker at medvirke til at
ophæve immuniteten for en af vennerne.

Bent Hansen, du må undskylde jeg glemte helt at underrette dig om,
at fødevareministeren kan under ingen omstændigheder, have sendt
en orientering om den eventuelle manglende lovgivning, da hans eget
ministerie ikke var blevet underrettet af sin egen styrelse, hvorfor
tror du at styrelsen skulle underrette statsministeren og ikke eget
ministerie, det lyder som en "molbohistorie".
Departementschefen og Styrelseschefen beklæder ikke deres stillinger længere.
Tror du ikke at dette kan have en eller anden årsag, begge har indrømmet at
deres betjening af ministeren ikke har været på et tilfredsstillende niveau.
Og du glemmer at ministeren ikke kunne beklæde denne stilling længere, på
grund af den mangelfulde orientering om/fra embedsværket/styrelser.

Ja, smædekampagnen virker. Du er godt med.

Jeg er enig med Hummelgaard, de borgerlige angreb er under bæltestedet, og udokumenterede, postulater, tarveligt og udansk er det også. De begyndte under Thorning, ja faktisk under Lykketoft, nedrige angreb kom under valgkamp. mod ham, venstre har en kedelig tendens til den slags. Jeg havde ikke forventet det er Jakob Ellemann, men han holder sig ikke tilbage.

Helle vi må ikke glemme, at beskyldning om magtfuldkommenhed,
kan være begrundet i at partiet Venstre selv har en fortid som
yderst magtfuldkommen, jeg tænker her på at Anders Fogh sendte
landet i krig på en løgn, så kan man da ikke være mere magtfuld.
Og partiet Venstre nedlagde Irak kommissionen, uden at kunne
begrunde det med andet end at de havde magten til at gøre det,
da et flertal i folketinget ikke var imod, intet PIP fra de
konservative eller fra Dansk Folkeparti, man mente åbenbart ikke
at man kunne lære noget, af de største fejltagelser i folketingets
historie, at indlede en angrebskrig mod et andet land.

Der er absolut ingen grund til at tage på partiet Venstre med fløjlshandsker.
Intet andet parti kan præstere så mange halv- og helkriminelle, så mange kandidater til Rigsretten, så ynkelig en optræden i forbindelse med Påskekrisen i 1929 og under Besættelsen m.m.
Jeg har studeret partiets historie siden 1877 og kan nemt dokumentere mine påstande.
Det er velgørende at Hummelgaard tager bladet for munden, og han giver gode eksempler på partiets “trumpistiske” adfærd.

"Vesntres folketingsgruppe er den afgrænsede socialgruppe i Danmark, som har den højeste kriminalitetsrate". Preben Wilhjelm.

Også jeg kan min historie viden, og her har Venstre ikke meget at rose sig af. Egentlig lidt trist. Men de tålte ikke at få magten på DF stemmer, de solgte deres sjæl. Og siden , de ødelagde Danmark og Løkke fik med kommunalreformen ødelagt mange mange kompetencer, nu fortryder han alt og vil lave alt om igen, men på kynisk måde.

Venstre er blevet et ulækkert og falsk parti. De insinuerer, konspirerer og opdigter falske påstande. Fører en ubehagelig og aggressiv tone, og mistænker alt og alle for ubehagelige ting, hvis man ikke lige er enige i deres politik.
Venstre bliver ikke foreløbig nogen stor leder af de borgerlige, hvis de overhovedet bliver det.

Annonce