Kontanthjælp som samfundets skraldespand

Regeringens argumentation bag indførelsen af kontanthjælpsloftet er fordrejet, viser en nylig analyse fra Tænketanken Cevea.
De senere års udvikling viser, at Socialdemokratiet bør have en vision for, hvordan vi styrker det sociale sikkerhedsnet i Danmark. Kontanthjælpsreformen er den seneste understregning af det.

Det er nu 14 dage siden, at regeringens omdiskuterede kontanthjælpsloft trådte i kraft. Efter den 1. april er hverdagen blevet markant ringere for de mennesker og deres børn, der i en periode af deres liv er afhængige af kontanthjælp.

En enlig forsørger på kontanthjælp med et barn har med det nye kontanthjælpsloft 2.500 kr. mindre at gøre godt med om måneden, mens en enlig forsørger med tre børn nu skal klare sig med 3.700 kr. mindre om måneden. Sådanne beløb kan selvsagt mærkes i et budget, der i forvejen er presset. Og flere mennesker i fattigdom er desværre en konsekvens af regeringens politik.

Når politik har så alvorlige konsekvenser, er det ikke lige gyldigt, hvilke argumenter, der bruges til at gennemføre den. Problemet er bare, at regeringens argumentation har været fordrejet.

Fra andre ydelser til kontanthjælp
Da beskæftigelsesminister Jørn Neergaard (V) begrundede kontanthjælpsreformen, der blev stemt igennem af de blå partier i marts måned, var det blandt andet med udgangspunkt i det stigende antal kontanthjælpsmodtagere. Ministeren lod forstå, at når der er kommet så mange flere kontanthjælpsmodtagere, må det jo være fordi, ydelsen er for attraktiv.

Og ja, ministeren har ret i, at der er kommet flere danskere på kontanthjælps de seneste år. Men samtidig er der kommet færre på dagpenge, førtidspension og efterløn.

De flere kontanthjælpsmodtagere skyldes altså ikke, at der er danskere, der har fravalgt et job til fordel af en tilværelse på kontanthjælp – den febervildelse, flere på højrefløjen ellers synes at have. Det skyldes snarere, at de seneste års reformer af diverse overførselsindkomster har betydet, at flere udsatte og syge mennesker er havnet i kontanthjælpssystemet fremfor på en af de andre ydelser.

Kontanthjælpen er med andre ord, og lidt mere brutalt sagt end jeg ellers foretrækker, blevet samfundets skraldespand: en ydelse, der samler personer op, som for en stor dels vedkommende før reformerne havde været på en anden ordning, eksempelvis førtidspension.

Det viser en opgørelse, som Cevea har foretaget for nylig. Kontanthjælpen er den eneste ydelse, som antallet af modtagere af er steget i perioden 2005 til 2015. Samtidig er der kommet færre på dagpenge, førtidspension og efterløn. Faldene i disse kategorier kan ikke forklares med øget beskæftigelse, da beskæftigelsesfrekvensen er faldet i samme periode.

Kontantshjælpsmodtagere har andre problemer end ledighed
Det stigende antal kontanthjælpsmodtagere, der af regeringen altså stemples som dovne, består bl.a. af en stor gruppe mennesker, hvis umiddelbare problem ikke er ledighed, men helbredsmæssige og sociale problemer, og som derfor ikke kan presses i arbejde af lavere ydelser.  Det økonomiske incitament som den lavere kontanthjælp skulle være virker ganske enkelt ikke på dem.

Et svækket socialt sikkerhedsnet er og bliver den forkerte vej at gå for Danmark. Vi lever i en tid, hvor arbejdsmarkedet i forvejen bliver mere usikkert, og hvor frygt for fremtiden præger stadig flere folk. En frygt, vi også ser i andre lande, og som kan lede til protektionisme, nationalisme og forskellige former for højrepopulisme.

Vælgerne efterspørger mere økonomiske retfærdighed, og Socialdemokratiet har en oplagt mulighed for at gentænke, hvordan et stærkt og effektivt socialt sikkerhedsnet skal se ud i fremtiden.

Det er der både et materielt behov for og en vælgermæssig mulighed i.

Kristian Weise er direktør i Tænketanken Cevea.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.


Kommentarer fra Facebook