Kontanthjælpsloft er det totale svigt fra DF

Leder: Når realpolitikken sætter ind og Dansk Folkepart stiller sig i køen til det politiske maskinrum, så svigter de. Det er de svageste danskere, der betaler prisen, hver gang DF laver konkret politik. 
Dansk Folkeparti har været en fast bestanddel af dansk politik siden 1995 og på mange måder har DF haft en både naturlig og måske næsten også gavnlig effekt på dansk politik. De løftet nye problemer som Udkantsdanmark op på prioriteringslisten, de har udfordret de etablerede eliter og de har givet en stemme til de mange danskere, der blev overhørt.

Men jeg må også bare indrømme, at de mange kræfter som jeg selv har brugt på forklare og forstå en konstruktion som DF, bliver gjort endegyldigt til skamme, når de i dag sikrer, at V-regeringens kontanthjælploft bliver til virkelighed. Det er det totale svigt.

DF’s sociale DNA er nedsmeltet
Det sociale DNA, som skulle være kernen af Dansk Folkeparti og som så ofte går igennem den offentlige debat som et ekko, er simpelthen ikke eksisterende. Det kan godt være, at man i retorikken, på overfladen og udadtil signalerer social sammenhængkraft, kamp for de svageste og den lille mands stemme, men det falmer ’when the going gets tough’.

Det er de svageste danskere, der betaler hver gang DF er tvunget til at tage konkret stilling

Det ville ellers have været så let for DF at vende tomlen nedad og stå ved deres sociale profil. Men når realpolitikken sætter ind og DF stiller sig i køen til det politiske maskinrum, så svigter de. Det så vi da DF svigtede med skattelettelserne for de rige op igennem 00’erne, da de svigtede med efterlønsreformen og da de svigtede med dagpengene, hvor de sågar lancerede deres eget forslag om at halvere dagpengeperioden.

Det har været svigt på svigt – og nu er det altså svigt igen – når partiet lægger stemmer til markante forringelse af kontanthjælpen. Det er de svageste danskere, der betaler hver gang DF er tvunget til at tage konkret stilling.

Politiker-sort-snak, når det er allerværst
Bortforklaringer er der selvfølgelig nok af. Blandet andet har DF’s arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgested været sendt i byen med budskaber som dette: ”Jeg mener bestemt ikke, vi er ude i et løftebrud her. Vi har hele tiden sagt, at vi ikke ville være med til at skære i grundydelsen, og det har vi ikke gjort”. Det er politiker-sort-snak, når det er allerværst.

Pointen, som Bøgsted her er sendt i byen med, er altså, at DF altid har signaleret villighed til at slå ned på landets svageste og skære i deres ydelser, så længe det bare ikke handler ikke om grundbeløbet. Ach so. Der er altså åben jagtsæson på alt andet end grundbeløb.

Det er politiker-sort-snak, når det er allerværst

Det er bare tragikomisk at partiformanden, Kristian Thulesen Dahl, sidste år afgav følgende løfte i sin iver for forklare danskerne, hvad der hvad forskellen mellem ham selv og landets statsminister: ”Når det handler om reformer, går det meget ofte ud på at skære ned i folks ydelser - i førtidspensionen, kontanthjælpen, dagpengene, og så videre. Og der vil vi bare gøre det krystalklart, at vi ikke er med på at skære i folks ydelser”.

DF spiller det store politik-spil mindst lige så gement og underlødigt som andre. Og måske endda lidt værre. Når DF, dagen før de bliver udstillet for deres akutte mangel på social ansvarlighed, under store armbevægelser spiller ud med et ganske uaktuelt og totalt urealistisk forslag om at totale lukke alle Danmarks grænser, så er det måske ikke tilfælde? Kald mig bare konspirationsteoretiker, men det er vist sket før at partier kaster slør ud for at undgå ubehagelig spørgsmål. Og DF vil helst sikkert hellere diskutere grænsebomme end socialt svigt.

Krystalklart svigt
Det løfte var så ikke mere ’krystalklart’ end at Dansk Folkeparti nu med stor velvilje kan redde regeringen og give Lars Løkke muligheden for at de kan skære ned på landets – i forvejen – hårdt prøvede kontanthjælpsmodtagere.  Det er svigt med stort S!

DF spiller det store politik-spil mindst lige så gement og underlødigt som andre

Det er møghamrende socialt uansvarligt, at 24.100 af landets svageste skal miste, hvad der i gennemsnit svarer til 17.000 kroner om året, at 13.000 enlige forsørgere mister over 22.000 kroner om året og at godt 35.000 børn kommer til at skulle leve fattigere under det nye kontanthjælpsloftet.

Men sådan ser DF det åbenbart ikke, hvorfor man kan tage pejling af deres sociale kompas ved at lytte til et par af deres lokalpolitikere. Således lyder det fra Irene Brostrøm, der er kommunalbestyrelsen i Hillerød: ”Kontanthjælpsmodtagere har råd til at ryge og drikke sodavand. Så må de skære det væk. Vi andre må også prioritere økonomisk, og så kan de spare på cigaretterne”. Nogen vil måske påstå, at det på trods af denne generaliserende og nedladende kommentar, handler om meget mere end bare cigaretterne.

DF svigter alt, hvad de selv påstår at stå for, og vi kan kun håbe, at medierne, de politiske modstandere og alle andre vil bidrage til, at de bliver straffet for det.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør fra Netavisen Pio.

Foto: Dansk Folkeparti

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce