Krænket kvinde fik ubehagelig opringning fra Sofie Carsten Nielsen

En af de kvinder, der har fortalt om krænkelser hos De Radikale, er så skuffet over Sofie Carsten Nielsens behandling af hende, at hun nu træder frem
Foto: Netavisen Pio/Niels Jespersen
De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen
Efter at De Radikale i sidste uge offentliggjorde en undersøgelse foretaget af videnscentret Kvinfo, der afslørede problemer med sexisme og krænkelser i partiet, træder en af de krænkede kvinder nu frem.

Kvinden, der har talt med Kvinfo om sine oplevelser under udarbejdelsen af rapporten, fortæller anonymt til DR Nyheder, at hun er fortørnet over partiets behandling af hende. Og ikke mindst hvordan gruppeformanden Sofie Carsten Nielsen har behandlet hende.

Kvinden er en af i alt 40 personer, der har ladet sig interviewe af videnscenteret Kvinfo, som De Radikale havde sat til at undersøge seksuelle krænkelser i partiet.

Men af hensyn til personernes anonymitet, så fremgår historierne ikke af den offentliggjorde undersøgelse.

Fest i Jylland

Sagen begyndte til en fest i Jylland i 2014. Hos Radikal Ungdom, men adskillige personer fra moderpartiet deltog også. Heriblandt en mand, der beskrives som et etableret medlem fra de Radikales bagland. Kvinden var på daværende tidspunkt 18 år.

De to kom til at sidde ved siden af hinanden og han tog hende blandt andet på inderlåret, greb efterfølgende fat i hende og blev vred, da hun ikke ville være sammen med ham, fortæller den anonyme kvinde til DR.

Kvinden gjorde ikke mere ved sagen dengang. Men efter flere afsløringer af seksuelle krænkelser i ungdomspartierne nogle år senere fik hun alligevel lyst til at gå videre med sin oplevelse. I begyndelsen af 2019 henvende hun sig til partiet.

Telefonsamtale

Det førte i marts 2019 til, at Sofie Carsten Nielsen – der dengang var De Radikales stedfortrædende politiske leder – ringede kvinden op.

En samtale, som ifølge kvinden var så "ubehagelig", at hun halvandet år senere – i september 2020 – klagede over Sofie Carsten Nielsen til De Radikales landsformand, Svend Thorhauge.

Jeg har været en anelse pikeret

"Jeg må ærligt talt indrømme, at jeg har været en anelse pikeret over, at jeg synes, at Sofie Carsten Nielsen håndterede sagen ret dårligt. Det er som sådan ikke noget, jeg ville gå så meget op i, men efter at have set, at SCN har været ude og problematisere "en dækken over kultur", har jeg haft ondt i maven," skrev kvinden i en SMS til Svend Thorhauge:

"Fordi min oplevelse med hende var, at hun på ingen måde var interesseret i mig, min historie eller min velfærd, men blot sørge for, at der blev lagt låg på. Hun lyttede ikke til mig, men kørte enetale i hele opkaldet med mig og afbrød mig også, så jeg slet ikke kunne komme til orde."

Exit Østergaard

Blot 17 dage efter kvindens SMS-besked til landsformanden, hvor hun klagede over Sofie Carsten Nielsen, måtte Morten Østergaard i oktober 2020 gå af på grund af netop en krænkelsessag. Det banede vejen for Sofie Carsten Nielsen, som indtog rollen som gruppeformand med bemærkninger om, at krænkelser aldrig kan accepteres. Hammeren skulle falde.

I kølvandet på afgangen skrev Ida Auken, der i dag er socialdemokrat, en kritisk Facebook-opdatering om Morten Østergaard og den radikale ledelses håndtering af sagen, og det fik kvinden til at sende hende en SMS og fortælle om sin egen oplevelse.

Ærinde var helt tydeligt at få mig til at klappe i

Kvinden skrev blandt andet, at samtalen med Sofie Carsten Nielsen havde været en "sindssygt ubehagelig oplevelse", og hun fortalte, at "hun (Sofie Carsten Nielsen, red.) afbrød mig, når jeg forsøgte at sige noget og hendes ærinde var helt tydeligt at få mig til at klappe i."

Sofie Carsten Nielsen beklager

DR har også talt med manden, som kvinden har følt sig krænket af, og han er – modsat kvinden – stadig medlem af De Radikale i dag. Han kan ikke huske aftenens detaljer men afviser ikke historien.

Sofie Carsten Nielsen har ikke ønsket at stille op til interview, men i et skriftligt svar til DR skriver hun blandt andet:

"Jeg kan kun beklage, at hun – kvinden – har haft den opfattelse. Vi kan desværre konstatere – også med baggrund i Kvinfos rapport – at for mange har en oplevelse af, at deres sag ikke er håndteret ordentligt."

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Soapen fortsætter...

Annonce