Krarup: Vi har levet på en løgn i 60 år

Interview: Med 60 år i den offentlige debat, 25 debatbøger og tre perioder i Folketinget bag sig, så er Søren Krarup en betydningsfuld skikkelse i kulissen bag Dansk Folkeparti. Netavisen Pio har mødt den tidligere chefideolog.
Præsteembedet og sognet i Seem er for længst historie, da Søren Krarup åbner hoveddøren til sin lejlighed på Amager. Her har han boet med sin Elisabeth, siden han forlod præstegerningen ved Ribe i det sønderjyske for godt 10 år siden. Som så mange pensionister ville parret gerne tættere på børn og børnebørn i hovedstaden.

Krarup tager hjerteligt imod og som han sagde over telefonen forud for vores interview-aftale ”så vil jeg altid gerne snakke med folk”. Krarup har kaffe på kanden og wienerbrødet står klar i et traditionelt dansk kaffestel.

Jeg føler mig allerede mere velkommen end tilfældet ved mine foregående interviews med politikere på Christiansborg. Om det er venligheden, den hyggelige indretning med klassiske danske møbler eller min forkærlighed for wienerbrød, som jeg kun sjældent får tilfredsstillet, kan jeg dog ikke helt afgøre.

Den nationale katastrofe
Mit ærinde hos Søren Krarup er at lave et interview til artikelserie på Netavisen Pio, som har til hensigt at belyse Dansk Folkepartis succes over de sidste 20 år. Derfor handler vores samtale heller ikke om truslen fra islam, kristendommens betydning idag eller hårdheden i tonen. Hvem bedre at snakke med end manden, der i årevis blev beskrevet som Dansk Folkepartis chefideolog? Vi starter ved behovet for Dansk Folkeparti.

”Der manglede en solidaritet med det danske folk, og det viste sig i store dele af de politiske kredse. Og det viser sig tydeligt i dag. Dels i spørgsmålet om EU og dels i spørgsmålet om udlændingeloven af 1983. Det er den nationale katastrofe. Det var der overhovedet ingen, der ville høre tale om. Men det er jo tydeligt i dag”

krarup-tva
En ung Søren Krarup kastede sig ind i den offentlige debat i TV-Avisen

Fælles for de to nedslag, som har præget det imponerende antal på over 25 debatbøger, som Søren Krarup har fået udgivet over årene, er, at de handler om opløsningen af den danske nationalstat. Ord som ’national katastrofe’, ’forræderi’ og ’opløsning’ præger således vores samtale over den næste halvanden time, hvor Krarup som så mange gange før giver sin ligefremme samfundsanalyse.

”Filosofien bag loven (udlændingeloven af 1983) var jo, at enhver såkaldt flygtning, der stillede sig på grænse og bad om asyl, havde ret til at komme ind i Danmark. Det betød, at den folkevandring der fandt sted, havde fået rettigheder i Danmark. Det er jo selvfølgelig ensbetydende med, at Danmark som danskernes land blev ophævet. Det var ensbetydende med, at 20 millioner flygtninge havde fået samme rettigheder til Danmark, som danskerne havde. En national katastrofe, som er tydelig for alle nu, og som i den grad har været årsagen til Dansk Folkepartis fremgang.”

De hæderlige socialdemokrater
Når det kommer til at beskrive hvorfor det blev Dansk Folkeparti, der kom til at stå alene med det Krarup kalder ’det nationale troskab’, så har han kun knubrede ord til overs for 68’erne og de kulturradikale. Han beskriver dem som ’åndløse snakkemaskiner’, der ’forsøger at ophæve alting’.

”Man har levet på en kulturradikal løgn. At virkeligheden skulle være noget, som man selv finder – nej, virkeligheden findes. Virkeligheden er den, som jeg er sat i. Det er virkelighedstroskab, at man erkender det og står ved det, som man hører hjemme i.”

Både virkelighedsfornægtelse og det nationale troskab beskriver Krarup til gengæld ikke som noget, der var kendetegnede for det, han kalder ’de hæderlige’ socialdemokrater: ”Socialdemokrater er da ikke rodløse. De er tværtimod rodfæstede. Og det har de hæderlige af dem jo altid været.” Af hæderlige socialdemokrater fremhæver Krarup særligt H.C. Hansen, som havde han have meget fidus til, men også Hans Hedtoft og Henrik Sass Larsen får positive ord med på vejen.

krarup-langballe
Søren Krarup og fætteren Jesper Langballe som folketingsmedlemmer for Danask Folkeparti 2001-2011

”Socialdemokratiet var på mange punkter et meget hæderligt parti. Fra min skoletid kan jeg jo huske Hans Hedtoft og H.C. Hansen, der som følge af besættelsen skabte en større national ansvarlighed i Socialdemokratiet. Og det var jo helt igennem hæderligt, at Socialdemokratiet støttede medlemskabet af NATO, hvor især H.C. Hansen var meget aktiv.”

Men der stopper de rosende ord om de store socialdemokratiske statsministre så også.

”Men så kommer, der jo en fuldstændig opløst Jens Otto Krag ind i billedet. Krag er en national katastrofe vil jeg sige. Og så kommer hele 68-bølgen, som supplerer åndløsheden fra Krag."

At Søren Krarup stadig har stærke meninger fornægter sig ikke. Heller ikke når det kommer til hvem Dansk Folkeparti bør satse på de kommende år.

”Jeg har lige gjort mig umulig ved sige, at jeg efterhånden bedst kunne foretrække mig, at Dansk Folkeparti støttede Socialdemokratiet frem for Venstre og Lars Løkke, som jeg synes er en katastrofe.”

Den abstrakt idealisme: Menneskerettighedsdyrkelsen
Den nationale katastrofe, som Søren Krarup bliver ved med at vende tilbage til, er dog langt fra unikt dansk. Krarup har således med begejstring fulgt den EU-modstand, som tidligere på året betød, at briterne stemte sig ud EU.

”Det er jo de europæiske befolkninger, der så småt begynder at kræve respekt for sig selv. Det der sker i de europæiske folkeslag med Brexit og 3. december (Red. afstemningen om retsforbeholdet i Danmark), det er jo, at man begynder at sige nej til hele den overnationale ensretning, der betyder, at folk begynder at blive fremmede i deres egne lande.”

Den omtalte ensretning finder ifølge Krarup sted i FN, EU og den bagvedliggende tænkning som han kalder internationalismen. Den skaber en dyrkelse af konventioner og menneskerettigheder, som sætter ”tilværelse som en menneskerettighedssag i centrum”.

Søren Krarup konstaterer selv, at hans tanker om lov, konventioner og menneskerettigheder kan forekomme en smule tekniske, men alligevel fortsætter han ufortrødent sin kritik af det, han kalder menneskerettighedsdyrkelse. Modviljen mod menneskerettighederne skyldes for Krarup at de fratager suveræne nationer mulighed for at vedtage deres egne love for deres egne folk.

”Det er loven i landet, der sætter retten. Sådan var det med englændernes Magna Carta i 1215 og den bliver jo også for så vidt også overtaget i Danmark i 1241, hvor Valdemar Sejr siger ’med lov skal land bygges. Det har været det gældende princip indtil menneskerettighederne ophæver alt og sætter de enkelte landes love ud af kraft. Man dyrker en abstrakt idealisme.  ”

Ifølge ham selv er dette et af de områder, hvor han gerne ville have sat mere dagsorden overfor den herskende klasse.

Bundet til den givne virkelighed
Mens Søren Krarup revser derudaf, så forsøger jeg at få interviewet tilbage på sporet. Jeg spørger derfor om Erik Meier Carlsen, der tilbage i 2001 skrev bogen ’De overflødige’ havde en pointe, når han pegede på globaliseringen som forklaring på Dansk Folkepartis succes? Tanken er at Dansk Folkeparti skulle kunne opsamle dem, der taber på for eksempel arbejdskraftens frie bevægelig og den frie konkurrence.

”Jeg ved såmænd ikke rigtig, hvad jeg skal lægge i ordet globaliseringen. Men hvis man med globaliseringen mener den sammenhæng i verden, som EU betyder europæisk sammenhæng, så er det da selvfølgelig en trussel imod Danmark. Det er en ophævelse af, at man har sit udgangspunkt og sin rod et bestemt sted. Og der er man historisk, folkeligt, kulturelt forpligtet. Det binder dig på en måde, hvor du ikke bare kan sige, at jeg tilhører hele verden. Det er kun en yderligere opløsning af det, som det gælder om at forsvare; nemlig det konkrete, den givne identitet, som vi alle sammen fået i kraft af vores fødsel og opvækst i dette land.”

krarup3

Rødder og historie står ikke overraskende centralt Søren Krarup, hvorfor det også er med et overbærende træk på skuldrene, at han for guderne må vide hvilken gang forklarer, hvorfor vores rødder er så vigtige.

”Det er, fordi vi er historiske væsener, der fødes ind i en sammenhæng, der har far og mor, familie, nation og land. Det er ens givne udgangspunkt, der bestemmer, hvem man selv er. Og så skal det heller ikke nægtes, at vi som kristne mennesker har fået at vide, at din opgave er den, der foreligger i dag i den virkelighed, du er sat i. Derfor skal du ikke selv skabe virkeligheden.”

’Tomheder fra folk, der ikke er blevet voksne’
Når de nationalt givne rødder er udgangspunktet, så bliver der ikke meget plads til mennesker, der opfatter sig selv som globale verdensborgere og europæere før de er danskere. Og det er ikke nogen tilfældighed for Krarup.

”Den slags mennesker er overfladiske snakkemaskiner. Det er særligt indenfor journaliststanden og den mest opløste akademiske bevægelse, at de findes. Gå ud i virkeligheden. Jeg har siddet som præst i et landsogn i fyrretyve år. Bevar mig vel. Folk er da saftsuseme bundet til den givne virkelighed, som ligger i familie, historie og så videre. Det andet, det er flotheder og tomheder fra folk, der aldrig er blevet voksne.”

Som afslutningen opsummerer Krarup sine erfaringer fra 60 år i den politiske debat:

”Vi lever på løgn og har gjort det længe. Jeg har forsøgt at råbe op i 60 år og jeg vil ikke sige, at jeg har været i stand til at råbe så mange op. Men der sker dog alligevel lidt i befolkningen. Danmarks fremtid har ikke andre at sætte sin lid til end danskerne. ”

 

Det gule Danmark: Godt et år efter, at Dansk Folkeparti blev landets største borgerlige parti, sætter Netavisen Pio i artikelserien ’De gule Danmark’ fokus på Dansk Folkeparti, den største succeshistorie i nyere Danmarkshistorie.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook