Efter et massivt valgnederlag, krævende formandsopgør og fravær af et politisk projekt, så har de virkelig brug for noget at samles om.

Derfor kommer det som sendt fra himmelen (eller Berlingske Tidende), at der er opstået en konflikt i Københavns lufthavn, hvor en enkelt 3F’er er gået over stregen.

Det var det øjeblik, som Rasmus Jarlov (K), Alex Vanopslagh (LA) og Hans Andersen (V) og alle de andre brushoveder havde ventet på. Nu skælder de ud og skriger på handling

Nu vil de sætte den danske fagbevægelse i gabestokken.. SAS-sagen skal udnyttes til det yderste for at tegne billedet af fagbevægelsen som en modbydelig skurk.

Arbejdsgiverne kaster håndklædet i ringen

Højest overraskende har arbejdsgiverorganisationerne Dansk Byggeri og DI valgt at stemme i det ansvarsløse ideologiske kor af skingre stemmer, der kræver politisk indgreb fra regering og Christiansborg.

Stik imod vores danske traditioner og den danske model, så mener arbejdsgiverne øjensynligt ikke at arbejdsmarkedets parter selv kan løse denne sag. Her burde arbejdsgiverne overlade de ungdomspolitiske stunts til andre.

Det er en falliterklæring, hvis det fremover er beskæftigelsesministeren, der skal løse konflikterne

De kaster i stedet håndklædet i ringen og efterspørger en mere aktivistisk arbejdsmarkedspolitik, hvor det fremober er politikerne overtager styringen. Det er en falliterklæring fra Dansk Byggeri og DI, hvis det fremover er beskæftigelsesministeren, der skal løse alle lokale konflikter, der opstår på danske virksomheder.

Men kan håbe at direktør Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri og vicedirektør Sanne Stadil fra DI blot mangler basalt kendskab til den danske aftalemodel og ikke forstår konsekvenserne af at kaste håndklædet i ringen.

Statslige arbejdsmarkedsaktivisme

Helt barokt bliver det netop i Københavns Lufthavn, hvor det faktisk er arbejdsmarkedsparter CO-Industri (arbejdstager) og DI (arbejdsgiver), der har overtaget Arbejdstilsynets forpligtelser i forhold til indsatsen mod mobning og chikane.

Her står parternes fælles konsulenttjeneste selv for kontrollen.

Det vil næppe kun være fagbevægelsens aktive medlemmer, der skal jages

Det er et godt billede på hvordan det er i dag, hvor arbejdsmarkedets parter selv løser og forebygger problemer.

Hvis arbejdsgiverne får det, som de ønsker, så flytter aftalesystemet ind på regeringskontorerne og ud til domstolene.

Og lur mig – kære arbejdsgivere – om ikke en ung kernesocialdemokratisk beskæftigelsesminister som Peter Hummelgaard også vil føre aktivistisk arbejdsmarkedspolitik overfor arbejdsgiverne.

Det vil næppe kun være fagbevægelsens aktive medlemmer, der skal jages. Det vil blive sat hårdt mod hårdt, når de enkelte brodne kar blandt arbejdsgiverne træder ved siden.

Hvor er de ansvarlige arbejdsgivere?

Der burde være ansvarlige stemmer hos Dansk Arbejdsgiverforening og på landets direktionsgange, som forstår konsekvenserne af at lade staten styrer arbejdsmarkedspolitikken.

Der burde være arbejdsgiverstemmer, som kan mane de vilde hunde til besindelse og fastslå vigtigheden af en ansvarlig arbejdsmarkedspolitik, hvor man løser problemer udramatisk, langsigtet og i fællesskab.

Er der ikke noge ansvarlige arbejdsgivere til stede, som kan bremse det ideologiske harakir

Konsekvensen af drømmen om større politisk indblanding vil på den lange bane medfører et stigende antal arbejdsnedlæggelser, voldsommere konflikter, svækkede overenskomster og en radikalisering af dele af den danske fagbevægelse. Den slags destruktive tendenser kan måske underholde liberalistiske the-selskaber, men burde egentlig vække rædsel hos ansvarlige arbejdsgiverne.

Spørgsmålet må være om der ikke er nogle ansvarlige arbejdsgivere til stede, som kan bremse det ideologiske harakiri, som DI og Dansk Byggeri har sig i spidsen for