Krifa fortsætter oprustningen – henter tidligere LEGO-mand til toppost
Krifa fortsætter oprustningen – henter tidligere LEGO-mand til toppost
Formand Jane Heitmann fortsætter med at reorganisere den kristelige fagforening, som i længere tid har blødt medlemmer

Jane Heitmann, formand for Krifa har hentet tidligere Ole Magnus Petersen (th) ind som ny administrerende direktør.
Jane Heitmann, Krifas formand siden sommeren 2023, har igennem længere tid været i gang med at trimme den hårdtprøvede kristelige fagforening.
Nu har Jane Heitmann så fundet sin nye administrerende direktør. Valget er faldet på 55-årige Ole Magnus Petersen, som bor i Vejle.
Det oplyser Krifa i en pressemeddelelse.
”Med Ole Magnus Petersen som administrativ spydspids og koncernens værdier som rettesnor, er vi klar til at implementere Krifas nye vision og mission og dermed styrke vores position på markedet,” lyder det fra Jane Heitmann.
Ole Magnus Petersen kommer fra en stilling som administrerende direktør for stutteriet Blue Hors, eget af LEGO-familien, men før det var han gennem 17 år ansat i selve LEGO-koncernen blandt andet som Vice President for Business Service Operations.
Ole Magnus Petersen tiltræder fra årsskiftet.
Heitmann ryster posen
I sensommeren oplyste Heitmann og den øvrige hovedbestyrelse, at de havde degraderet den administrerende direktør gennem 11 år, Preben R. Jørgensen, som fremover alene skulle have ansvaret for Krifas forsikringsdel og et hotel- og konferencecenter i Krifa Holding.
Jørgensen undgik med degraderingen med nød og næppe en fyreseddel.
Krifa ønsker at være mere synlig på Christiansborg
En anden direktør, Helene Riis Lindholm, blev fyret.
Lindholm stod i spidsen for Krifas omdiskuterede omlægning til at være “en arbejdslivsbevægelse med mennesket i fokus”, hvor Krifa “ønsker at fremme god arbejdslyst på det danske arbejdsmarked”.
Vil være mere synlig på Christiansborg
Krifa har sit hovedkvarter i Skejby nord for Aarhus.
Krifa ønsker at være mere synlig på Christiansborg som tidligere omtalt i Netavisen Pio.
Af samme grund oprettede Krifa i år ny afdeling for presse-, analyse og politikudvikling. Og ganske usædvanligt for Krifa blev den nye stabsfunktion ikke placeret på Krifa-hovedsædet ved Aarhus, men derimod i København.
I den forbindelse blev 52-årige Troels Krog hentet ind som politisk chef for at stå i spidsen for Krifas politiske indsats.
Vigende medlemstal
Krifa har de seneste år blødt medlemmer.
I 2023 havde Krifa således, ifølge Danmarks Statistik, 110.223 medlemmer. Et fald på 3.529 medlemmer i forhold til 2022, hvor Krifa havde 113.772 medlemmer.
Jane Heitmann var medlem af Folketinget for Venstre i 11 år. Ved valget 1. november 2022 genopstillede hun ikke.
Genfunden kristelig kærlighed
I oktober meddelte de kristelige arbejdsgivere, Arbejdsgiverforeningen KA, i en pressemeddelelse, at samarbejdet med fagforeningen Det Faglige Hus var brudt sammen.
Parterne havde hvert sit syn på, hvem der havde skylden for skilsmissen.
Den kristelige fagbevægelse, Krifa, opsagde tilbage i 2017 overenskomstsamarbejdet med KA, fordi man ikke længere kunne lægge navn til en “discountoverenskomst”.
Krifa har flere gange ytret ønske om at blive en del af trepartssystemet
Oven på bruddet med Det Faglige Hus har de kristelige arbejdsgivere og den kristelige fagbevægelse til gengæld fundet hinanden igen oven på det historiske brud tilbage i 2017.
Krifa har flere gange ytret ønske om at blive en del af trepartssystemet. Senest i debatten om den nu droppede permanente trepart.
Tilføj kommentar