Krigsdagbogen, der minder os om, hvad ideologi gør ved mennesker

En anderledes krigsdagbog fra Italien giver stof til eftertanke, der måske kan bruges i dag, nu hvor polarisering igen hænger over os.

Da den italienske facistleder Benito Mussolini i 1943 afsættes fra magten, er landet i krig kæmpende på Hitler-Tysklands side. 

Men selvom Mussolini var den første moderne diktator, Hitler, Franco og mange andre fremtidige fascister så op til, manglede han især en altafgørende evne. 

Det viste sig nemlig, at italienerne ikke var klar til at gå i døden for en idé, og det blev Mussolinis bitre endeligt. 

Benito Mussolini gjorde ellers præcis ligesom folkeforføreren Adolf Hitler. Han skældte sit folk ud, når de tabte til de allierede, og han mente, at døden på slagmarken var en hærdelsesproces, som var nødvendig for at genrejse det italienske imperium. 

Tumultarisk historie

Det viste sig imidlertid, at når det kom til stykket, og italienerne i syd så, hvordan bomberne regnede ned over deres historiske byer, at de grundlæggende ikke selv ønskede at deltage i aksemagternes verdenskrig. 

At italienerne selv afsatte Mussolini og pludselig skiftede side for at kæmpe på de allieredes side, der samtidig bombede deres byer, har været overordentlig vigtigt for landets eftermæle. 

Interessant og vedkommende læsning

Ja, de havde været fascister og levet med et brutalt regime, hvor modstandere blev henrettet uden rettergang, og selvom det ikke hørte til landets historie at være udtalte antisemitter, lykkedes det for Mussolini at oppiske store dele af befolkningen til at følge nazisterne og sende jøderne i koncentrationslejre. 

Det er denne tumultariske historie, der gør den britisk-italienske forfatter Iris Origos ‘Krigsdagbog fra Toscana’ fra 1943-1944 til så interessant og vedkommende læsning. 

Læs også:En sanselig spadseretur gennem sproget

Sammen med sin rige og indflydelsesrige mand boede hun halvvejs mellem Rom og Firenze, i Toscana på et gods lidt uden for Montepulciano. 

Her passede hun på lidt mere end tyve børn, der var flygtet fra bombardementerne i Syditalien, og samtidig forsøgte hun sammen med mange andre jordejere i regionen at hjælpe partisaner og soldater, der strandede i den ideologisk brogede konflikt. 

Forskellige fraktioner

Da Mussolini blev afsat, var der reelt fire forskellige fraktioner, der kæmpede for magten i landet: 

Tyskerne, der sad på det meste af Norditalien. Fascisterne, der endnu håbede på autonomi, og som ikke ville anerkende den nye regering, der blev støttet af alliancen, samt alliancen selv med briterne og Amerika som de suveræne spillere. 

Toscana var i denne forbindelse i den særlige situation, at regionen i første omgang ikke var centrum for selve krigshandlingerne, men derimod den smeltedigel, hvor de to hovedgrupperinger ventede på det endelige slag, når tyskerne forhåbentligt blev trængt tilbage og tvunget til at flygte hjem. 

Denne krigens forråelse, hvor ideologi og forråelse gør mange mennesker afstumpede

Iris Origo skriver om disse år, hvor naboer ligger i strid, og hvor den italienske identitet synes splittet og fortabt. 

Hun ser det hele fra et perspektiv, der virker fritaget fra ideologi. Hun er ikke frihedskæmper i normal forstand, men forklarer i stedet, hvorledes et utal af mennesker kommer i moralsk og ideologisk klemme, og hvad det gør ved dem alle sammen. 

For eksempel beretter hun om dengang, i 1944, hvor de britiske soldater har trængt de tyske nazister tilbage, og hele regionens tilhængere af alliancen tager imod dem med kyshånd som frelsere. 

Iris Origo møder nazister, der er venlige og ordentlige mennesker

De tager afsked med dem igen, da de forlader regionen for at tage forfølgelsen op mod nazisterne længere nordpå, og kort efter ankommer et regiment af soldater fra alliancen, der havde oprindelse i Marokko. 

Det chokerende er bare det, at de myrder, plyndrer og voldtager befolkningen, selvom deres opgave var en helt anden. 

Og netop denne krigens forråelse, hvor ideologi og forråelse gør mange mennesker afstumpede, gør Iris Origos krigsdagbog så interessant. 

Mennesker først og fremmest

Origo formåede at holde fokus på det mere positive og ser samtidig, hvorledes mange mennesker lukker deres hjerter og hjem op for at hjælpe fremmede mennesker i nød, selvom de derved risikerer deres eget liv. 

I disse svære år forsøger familien Origo at forhandle med alle fire fraktioner, og det handler konstant om at redde det, der trods alt kan reddes. 

Læs også:Anmeldelse: Derfor skal du læse denne bog om incest

Iris Origo møder nazister, der er venlige og ordentlige mennesker. Det er unge mennesker, der er gået i krig for Hitler, men som ikke hader andre mennesker. 

De gør bare det, de er blevet sat til at gøre, uden at handle modbydeligt, blot fordi de kan. Hun beretter om mennesker, der ikke kan holde ud at se et Italien, der svigter aksemagterne, blot fordi de udsættes for modstand, og hun forstår til dels godt, hvorfor de ser på alliancen bekæmpelse af tyskerne som en trussel mod landet, fordi italienere dræbes i aktionerne. 

Først og fremmest handler krigsdagbogen om et liv, hvor krig og splid hele tiden præger hverdagen

Samtidig er Iris Origo og hendes mand overordentlig rige, hvilket også betyder, at de har store bekymringer omkring landets skatte, dets unikke kulturskatte, der skal forsøges reddet. 

Også dette drama er interessant at læse om, fordi der dengang reelt var fare for, at meget af det ville blev destrueret. 

Krig i hverdagen

Men først og fremmest handler krigsdagbogen om et liv, hvor krig og splid hele tiden præger hverdagen, også selvom selve krigshandlingerne ikke foregår samme sted. 

Toscana blev faktisk, i en kort overgang, centrum for slaget mellem alliancen og nazisterne, men det meste af tiden ventede befolkningen blot på, om krigen mon ville ramme dem. 

Iris Origos historie handler om denne position, hvor beretningerne om, hvad der foregår, er sparsomme, og hvor ingen er i stand til at spå om fremtiden. 

Krigsdagbogen vækker til refleksion

Mussolini blev reddet af nazisterne, som genindsatte ham i en skyggeregering.

Men man kunne godt mærke, at han ikke var den samme, og at hans voldsomme, energiske agitation, der var så gennemsyret af et kvindehad og rå maskulinitet, ikke længere var intakt, efter at flertallet af landets befolkning viste sig ikke at være villige til at gå i døden for hans storhedsvanvittige sag. 

Krigsdagbogen vækker til refleksion, fordi Mussolini og hans fascistiske parti faktisk gjorde præcis det samme som Hitler og nazisterne.

Et andet mindset

Hvorfor blev italienerne så ikke lige så fanatiske og fatalistiske, som tyskerne? Der er mange delsvar, og især to træder meget tydeligt frem: 

Mange italienere havde ikke samme drømme om et nyt stort imperium, der skulle indbefatte dele af Afrika, og italienerne var ikke blevet opflasket med at hade jøderne og så ikke på som et folk, der truede den italienske identitet. 

Læs også:Ny bog om Italiens haver er med anekdoter og sanselige billeder. Men man skulle nok have været der

Kort sagt, så kan man konkludere, at Mussolinis propaganda nok havde antændt italienerne, der efter årtier med fattigdom drømte om en national genrejsning, men slet ikke i samme radikale grad, som i tilfældet med nazismen, der lykkedes med at skabe et narrativ, der handlede om alt eller intet.

Det er en lære, der er værd at huske på i dag, hvor den nye italienske regering til en vis grad forsøger at genrejse ånden fra fascismen. 

I dag synes drømmen om en mere fælles og samlende identitet at være i stigende

Det er en politisk bevægelse, der forhåbentlig har sine begrænsninger, fordi italienerne nu engang ikke sådan helt lader sig forblinde. 

Deres evige splid mellem nord og syd er måske, når det kommer til stykket, deres redning. Italienere er både regionalt orienterede, samtidig med at de drømmer om en fælles og mere overordnede identitet. 

National identitet og politisk handling er en evig balanceakt

Man ser det i deres forhold til fodbold, hvor det i mange år for mange var uinteressant, om det nationale fodboldhold havde succes, fordi deres lokale team var vigtigere. 

I dag synes drømmen om en mere fælles og samlende identitet at være i stigende, fordi mange italienere reagerer på tidens multikulturalisme, som mange ser på som en trussel. 

National identitet og politisk handling er en evig balanceakt, der konstant er farlig, fordi den kan udløse katastrofer. Det er, hvad Iris Origos krigsdagbog handler om, og derfor er det relevant læsning selv i dag.
 

Iris Origo: ‘Krigsdagbog fra Toscana’. Val d’Orcia 1943-44. På dansk ved Martin Kvist Petersen. 307 sider. Forlaget Atlanten, 2025.