Situationen i Ukraine udvikler sig hurtigt. Fokus er skiftet fra demonstrationerne i Kiev til den russiske magtovertagelse på Krim-halvøen. For selvom Putin nægter at have opildnet til konflikt, gav afsættelsen af den pro-russiske præsident Janukovitj ham den undskyldning, der manglede, for at kunne tage det Krim tilbage, som første gang var på russiske hænder i slutningen af 1700-tallet.

Roden til den pågående konflikt skal dog findes helt fremme i 1954, hvor Krim blev en del af Ukraine. Her overdrog Sovjets leder, Khrusjtjov, Krim til republikken Ukraine, som på daværende tidspunkt var en af de mere perifere dele af den sovjetiske stormagt. Ved Sovjets efterfølgende sammenbrud i ’91 blev Krim derfor helt afskåret fra Rusland.

Dette lagde grundstenen til, at Putin og halvøens regionale parlament nu forsøger at få Krim indlemmet som en del af Rusland. En indlemmelse, som store dele af Krims hovedsageligt russisktalende befolkning støtter. Det skyldes bl.a., at den primære nyhedskilde er russiske medier, der fremstiller demonstranterne i Kiev som fascister, der truer Krims familier og sikkerhed. Problemet er, at det er udtryk for vellykket russisk propaganda. Indlemmelsen af Krim i Rusland er hverken legitim i den midlertidige ukrainske regerings, EU’s, USA’s eller NATO’s øjne. Det strider ganske enkelt mod den ukrainske forfatning og international lovgivning.

Vil Putin mere end bare Krim?
Spørgsmålet er dog, hvad Vesten kan og vil gøre. Her må man gøre sig klart, at krisen på Krim kun er en del af problemet. Hovedspørgsmålet er, hvad konflikten kan udvikle sig til, og hvor hårdt Vesten skal håndtere Putin.

For udover de nævnte årsager til krisen har Putin et mål om at få genetableret Rusland som en respekteret og slagkraftig verdensmagt. Derfor forsøger han at presse gamle sovjetiske stater til et tættere samarbejde og indlemmelse, gennem politisk, militær og ikke mindst økonomisk pression, hvilket er netop det, borgerne i Kievs protester mod ekspræsident Janukovitj startede med.

Denne ekspansionstrang fra Putin betyder, at den nuværende krise kan udvikle sig til et problem, der ikke kun rammer Ukraines Krimhalvø. Resten af Ukraine, de baltiske lande m.fl. har allerede udtrykt en forståelig bekymring, hvilket bakkes op af EU-præsident Rompoy, der frygter, at konflikten kan udvikle sig til ”den værste trussel på vores kontinent siden Balkan”.

Vestens få muligheder
Derfor er handling fra Vesten nødvendig. I EU og NATO er der en forpligtelse til at beskytte medlemsstaterne og sørge for stabilitet i regionen. Derfor har det centrale spørgsmål ikke været, hvorvidt der skulle ageres i forhold til Rusland og Putin, men hvordan.

I første omgang har USA og EU indført forskellige diplomatiske sanktioner. Bl.a. visumbegrænsninger, indefrysning af russiske værdier, der er deponeret i USA og et stop for EU’s forhandlinger om visumliberalisering og en ny samarbejdsaftale. De sanktioner støttes af statsminister Helle Thorning Schmidt og Socialdemokraterne, der mener, at Rusland skal nedtrappe situationen øjeblikkeligt.

Den største af sanktioner er dog udeblevet: Suspenderingen af leverancer på russisk gas. Den sanktion vurderes af flere eksperter til at kunne knække Ruslands økonomi, der allerede er i krise. Muligheden er sidste udvej før kamphandlinger, som man for alt i verden vil undgå, og vil først tages i brug, hvis Putin fortsætter ind i Ukraine eller ikke er i stand til at holde volden nede på Krim.

Hvorvidt den sanktionsmulighed tages i brug, eller konflikten eskalerer yderligere, afhænger af Putins, Vestens og ikke mindst Ukraines lyst til at opbygge en konflikt, der kan starte en ny kold krig.

Rasmus Felt (f. 1987) er stud.scient.pol på Københavns Universitet og byrådsmedlem i Køge Kommune for socialdemokraterne.