Annonce

Kritik af forslag om EU-mindsteløn og grøn delaftale i hus

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Mens politikerne på Christiansborg har driblet en stribe aftaler hjem i forbindelse med næste års finanslov, går verden videre udenfor Danmark.

For eksempel i EU, hvor Ministerådet trods dansk modstand har vedtaget sin anbefaling af en fælleseuropæisk mindsteløn.

Herhjemme har tre skudepisoder i Københavns-området kostet indtil videre to døde.

 

Mindsteløn: Metal og 3F i kritik af EU-forslag

Både Dansk Metal og 3F er stærkt bekymrede over et forslag til EU-direktiv, som vil indføre en fælles europæisk mindsteløn.

Forslaget er nu nået til EU's ministerråd, der så sent som i dag har vedtaget at sende forslaget videre til Europaparlamentet.

”Vi advarer meget kraftigt imod at flytte spørgsmål om mindsteløn og overenskomster til Bruxelles. Det er ganske enkelt gift for den danske arbejdsmarkedsmodel,” siger Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal.

Han roser samtidig regeringen, som sammen med et historisk bredt flertal i Folketinget har taget kampen op mod forslaget.

Læs mere her.

I 3F er forbundsformand Per Christensen skuffet over, at ministerrådet ikke har lyttet til de danske bekymringer.

”Direktivet udgør et nybrud for, hvad man kan lovgive om i EU, og der er ikke en tilstrækkelig garanti, som undtager vores arbejdsmarkedsmodel,” siger Per Christensen.

”Det er derfor nødvendigt, at den danske regering afsøger enhver mulighed for at få afvist forslaget om europæisk mindsteløn med henvisning til den manglende hjemmel i traktatbestemmelserne,” siger Per Christensen.

Læs mere her.

 

Grøn delaftale sikrer nye CO2-reduktioner

Regeringen er sammen med Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne blevet enige om en grøn delaftale om finansloven.

Aftalen ventes at reducere udledningerne af drivhusgasser med yderligere 0,5 mio. ton allerede i 2025. Samtidig udbygges den vedvarende energi med 2 GigaWatt ny havvind frem mod 2030, hvilket svarer til elforbruget i ca. 2 mio. danske husstande.

Desuden etableres den såkaldte Energiø Bornholm plus havvindmølleparkerne Thor og Hesselø.

”Danmark har et af verdens mest ambitiøse klimamål, og dagens grønne aftale sætter endnu en milepæl i dansk klima- og energipolitik,” lyder det fra finansminister Nicolai Wammen.

Læs mere her.

 

Ekstra politi skal stoppe københavnske skyderier

Efter tre dage med skudepisoder i København og Rødovre indsætter politiet nu betjente for at skabe tryghed blandt borgerne. Det skriver dr.dk

Københavns Politi opretter mobile politistationer omkring Nørrebro og Frederiksberg, hvor der var skudepisoder torsdag og lørdag.

Torsdag eftermiddag blev en mand i 20'erne dræbt af skud omkring Nørrebrogade. Fredag blev en 17-årig bulgarsk dreng dræbt i Rødovre. Lørdag aften blev en 39-årig mand såret af skud på en vandpibecafé området omkring Frederiksberg, Hans tilstand er stadig kritisk.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Henrik Rasch er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce