Kronik: Kære socialdemokrater i Tyskland, hvad nu?

Hvad nu hvis det tyske socialdemokratiske SPD havde gjort det samme som de danske socialdemokrater, ville de så have stået bedre i meningsmålingerne og måske ikke have været i fare for at miste kanslerposten? 

Det tyske SPD ligger i øjeblikket til kun at få 15 procent af stemmerne, mens Alternative für Deutschland, AfD, måske vil få op mod 20-22 procent til bundestagsvalget 23. februar.

Det er naturligvis frygtindgydende for en hver socialdemokrat, både indenrigs og udenrigs.

Tyskland bevæger sig mod et skæbnesvangert valg den 23. februar, det er der ingen tvivl om længere.

Det kan ikke undgå at stå i skæret fra angrebene i München, men også de morderiske angreb i Magdeburg og Aschaffenburg.

De to sidstnævnte er langt de værste, indtil videre. Man fornemmer, at de tyske politikere er rådvilde. Alle tre angreb er udført af immigranter eller asylansøgere.

Det kan selvfølgelig ikke undgå at sætte den berømte tyske tolerance på prøve. Og det præger den tyske debat.

Politikerne fra gamle og etablerede partier som SPD og CDU kan ikke helt finde det rette ben at stå på - på længere sigt.

Det er svært at være rettroende socialdemokrat af internationalt tilsnit og samtidigt gennemføre stramninger på immigrationspolitikken

Olaf Scholz fra SPD forsøger naturligvis at tage de rette initiativer, han udtrykker sig bastant, men han virker ikke rigtigt til at kunne bringe sit parti, det socialdemokratiske SPD, ind på det rigtige spor i denne problematik.

Det er svært at være rettroende socialdemokrat af internationalt tilsnit og samtidigt gennemføre stramninger på immigrationspolitikken.

Tyskland mangler arbejdskraft

Olaf Scholz har ikke været tydelig på en stram udlændingepolitik, selv om han og SPD nu også taler om at ville begrænse såkaldt "irregulær migration", som primært handler om øget kontrol med kriminelles migration og terrorbekæmpelse, blandt andet gennem grænsekontrol.

Han er helt indforstået med, at Europa desperat må have et nyt asylsystem. Men samtidig er han også klar over, at Tyskland mangler arbejdskraft, og faktisk vil han gøre det nemmere at få statsborgerskab i Tyskland.

Det er svært for ham at favne massernes frygt med sin politik, selv om han også lyder mere national med valgsloganet "Mehr für dich. Besser für Deutschland." 

Det lyder både lidt mere nationalt orienteret - men også mere individualistisk - end umiddelbart forventeligt i mine ører.

Der er noget i almenvellet, som unddrager sig den fornuftige tolerances selvgode kosmopolitisme

Men denne linje rimer desværre nok IKKE med rystelserne i det tyske folkedyb.

Rystelser på grund af Magdeburg, Aschaffenburg og nu München, men også på grund af en tolerance, der måske gik for langt allerede under CDU’s Angela Merkel, hvor tyskerne modtog langt over en million flygtninge under den store flygtningekrise 2015 og frem, "Wir schaffen das," som Merkel sagde.

Men det gjorde de måske ikke helt alligevel. Der er noget i almenvellet, som unddrager sig den fornuftige tolerances selvgode kosmopolitisme.

En bitter pille at sluge

Alternative für Deutschland, AfD, har til gengæld været hurtige til at gribe chancen for at markere sig på en særdeles stram udlændingepolitik, som har elementer af etnisk nationalisme.

Nogle vil mene, at de måske nok kan minde om de danske partier, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, men de to partier er dog noget mere moderate og er af en anden ideologisk observans i sammenligning med det mere ekstreme AfD.

Det tyske indvandrerfjendske parti, AfD, har velkendte forbindelser til højreekstreme miljøer, og inden for partiet er der flere, der mener, at mindesmærker over nazisternes forbrydelser blot burde slettes i Tyskland.

I CDU med Friedrich Merz i spidsen har man endog talt om en såkaldt "Brandmauer" mod AfD

Derfor har det været en bitter pille at sluge, at partiet vandt stort i Thüringen og blev næststørste i Sachsen ved det sidste delstatsvalg.

På grund af Tysklands fortid vil ingen af de etablerede partier som SPD, CDU/CSU, Die Grünen, Die Linke, FDP arbejde sammen med partiet, der dog allerede har 78 pladser i Forbundsdagen.

I CDU med Friedrich Merz i spidsen har man endog talt om en såkaldt "Brandmauer" mod AfD, hvormed menes, at man skulle inddæmme skadevirkningerne fra de politiske brande fra AfD og ikke lave nogle aftaler med dem.

Det er den mur, som nu også får vidtgående kritik af J.D. Vance, USA's nye vicepræsident, ved den netop afholdte sikkerhedskonference i München.

Muren brød sammen

Indtil for nyligt var det også rigtigt, at de andre partier i Bundestag ikke ville samarbejde med AfD, men muren brød sammen den 29. januar 2025, hvor Friedrich Merz fra CDU alligevel indgik en slags aftale med AfD om nogle nye immigrationsregler.

Man fik vedtaget en ny fempunktsplan for en stram immigrationspolitik. Det er ikke helt til at afgøre om Merz kommer styrket ud af netop denne manøvre.

Selv Angela Merkel har kritiseret sit eget gamle parti

Sikkert er det dog, at det nye - ganske vist uformelle - samarbejde mellem det yderste højre og CDU sendte chokbølger ud gennem det politiske system i Tyskland, idet der har været en stiltiende aftale om, at de etablerede partier ikke samarbejder med ekstreme partier på grund af Tysklands fortid fra Anden Verdenskrig.

Men det er jo så slut nu. Og som en af mine danske og tyskkyndige venner skrev til mig: "Uhyggeligt med det samarbejde med AfD!" 

Selv Angela Merkel har kritiseret sit eget gamle parti.

Sansynligvis den næste kansler

Friedrich Merz ser dog stadigvæk ud til at være den mest sandsynlige kommende kansler efter valget den 23. februar. Valget af kansler afgøres dog ligesom i Danmark gennem flertal i parlamentet.

Så det kan være svært at vide præcis, hvem det bliver, selv om man har nogenlunde sikre meningsmålinger.

Merz bliver i Tyskland omtalt som Mini-Trump, hvilket dog er noget misvisende. Han er meget mere afdæmpet, men har dog annekteret noget at det uforsonlige og konfronterende i Trumps politiske stil.

Der har allerede været 160.000 på gaden for at demonstrere mod ham, netop på grund af det nye samarbejde med AfD, som mange vælgere føler er med til at legitimere partiet, der ellers er under konstant overvågning for ekstremisme af efterretningstjenesten BfV.

Tyskland har en ubetvivleligt dårlig økonomi

I Tyskland mener man, at Friedrich Merz vinder kansler-magten, fordi han vil gennemføre en mere erhvervsvenlig og traditionel liberal-konservativ politik, der kan få Europas syge mand på benene igen.

Tyskland har en ubetvivleligt dårlig økonomi. Men endnu vigtigere, så har Friedrich Merz faktisk hele tiden lovet at gennemføre stramninger på udlændingeområdet.

Og det er ikke helt uinteressant i dansk sammenhæng, da det netop er stramninger ifølge Merz og CDU, der skal minde om dem, som Mette Frederiksen med Socialdemokratiet har stået for i Danmark.

Det siger de direkte.

Dybe rystelser

Rationalet bag denne stramning er, at man ved at annektere noget af de indvandrerkritiske partiers politik, så holder man dem samtidig uden for indflydelse.

Denne tankegang er også langsomt ved at dæmre for Scholz. På den måde kunne man godt sige, at Scholz ville have haft gavn at låne den politiske strategi på indvandrerområdet fra de danske socialdemokrater.

Omvendt kan AfD godt virke noget mere uspiselige, end de langt mere moderate Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.

Men der er måske nogle langt mere alvorlige politiske problemer i det store land, som også kan genfindes i dansk politik og som det danske socialdemokrati også bør være meget opmærksomme på? 

Rystelserne i det tyske folkedyb stikker måske dybere end blot indvandrerproblematikken? 

AfD lever i høj grad også af at være et opgør med det etablerede

Måske er indvandrerproblematikken kun et konkret udtryk for et langt mere fundamentalt problem i det tyske samfund, som vi måske også finder i det danske? 

Nemlig ubehaget ved det etablerede og systemet. AfD lever i høj grad også af at være et opgør med det etablerede.

Alternative für Deutschland ser sig selv som en protest mod de gamle partier - og sådan startede de også.

Føler sig hægtet af i øst

AfD er i det hele en kolossal protestbevægelse mod alt det etablerede og de moralsk selvforherligende, som så også er indvandrerfjendsk.

De vil manifestere et opgør med centralisering, med bureaukrati, med EU, de vil først og fremmest ikke finde sig i "at skattepengene går til de forkerte".

Den enkelte borger kan overhovedet ikke genkende sig selv i WOKE og avantgardekultur, og længes tilbage til heimat og hjemstavn.

Det er den enkelte borger, der ser, hvordan et uretfærdigt system forfordeler og overser den enkelte samtidig med, at der kommer flere og flere immigranter, som skal have hjælp.

Det understreges også af, at næsten en tredjedel af de tyske vælgere ikke ved, hvor de skal sætte deres kryds

Det er særligt i det gamle Østtyskland, hvor AfD får stemmer, fordi man føler sig hægtet af. Det minder faktisk lidt om det udkantstema i politik, vi også har i Danmark, bare meget mere voldsomt.

Det understreges også af, at næsten en tredjedel af de tyske vælgere ikke ved, hvor de skal sætte deres kryds.

På forsiden af avisen Die Zeit var overskriften i den forgange uge: "Wen wählen? Mehr als dreißig Prozent der Deutschen wissen immer noch nicht, wem sie am 23. Februar ihre Stimme geben sollen." 

Altså: Hvem skal man vælge? 

Det vidner om en dyb rådvildhed ikke bare hos de tyske politikere fra de etablerede partier, men også hos deres vælgere.

Man aner en polarisering i det tyske folk.

Tavst mindretal

Demokratiet er i krise, der er et kæmpestort tavst mindretal i Tyskland, og mit gæt er, at de føler, at de ikke er blevet lyttet til i lang, lang tid - og det vil de først og fremmest straffe de gamle og etablerede partier for.

Det bør minde os om i Danmark, at politikerne aldrig blot skal kunne vise, at de er stålsatte og kan lede med fokus, de skal altid huske hvem de i sidste ende repræsenterer og dermed lytte til det fundament, der giver dem mandatet til låns.

Det har SPD og de etablerede partier måske nok glemt.

Olaf Scholz gør ellers meget ud af sine borgerdialoger, men de synes bare ikke rigtigt at virke, eller også er han kommet for sent i gang?

I hvor høj grad det danske socialdemokrati har glemt det, er mere diskutabelt, måske har socialdemokraterne i Danmark taget problemet i opløbet? 

Men faren er altid, at selvom folk måske overvejende er socialdemokratiske, og måske endda socialistiske, så kan de blive så utilfredse med ikke at blive set og lyttet til, at de stemmer i protest og opposition til deres egentlige holdning - og det er farligt.

Olaf Scholz gør ellers meget ud af sine borgerdialoger, men de synes bare ikke rigtigt at virke, eller også er han kommet for sent i gang?

Tyskland er fremme i skoene

Alt dette sker, mens Tyskland faktisk er ved at genfinde sig selv som militær magt. Det virker som om Tyskland helhjertet investerer i forsvaret og militær.

Olaf Scholz bekendtgjorde allerede i 2022 i sin Zeitenwende-tale, at han ville etablere en forsvarsfond med det svimlende beløb på 100 milliarder euro.

Tyskland er også mere fremme i skoene og har udenfor EU etableret et militært samarbejde med de andre store militærmagter i Europa; Frankrig, Storbritannien, Italien og også Polen, som skal imødegå den nye situation i Europa med Rusland, der virker mere og mere faretruende og aggressiv.

Men i modsætning til Danmark, så har tyskerne svært ved at finansiere denne investering i forsvaret, især da de nu ikke længere kan få den billige russiske gas.

Selv på venstrefløjen er der røster, der er villige til at hæve budgettet på militæret til 3,5 procent af BNP

Samtidig har det vist sig, at det tyske forsvar er tungt og svært at få op i gear. Men der er ingen tvivl om, at vi ser en generel vilje til oprustning i Tyskland.

De taler om, at Tyskland skal have et "krigsdueligt" militær. For ligesom ved det danske forsvar har det vist sig, at meget af det militære isenkram var i en elendig forfatning.

Selv på venstrefløjen er der røster, der er villige til at hæve budgettet på militæret til 3,5 procent af BNP.

Det er selvfølgelig et stykke fra de fem procent som Trumps forsvarsminister nu kræver af de europæiske Nato-lande, men også meget over de godt og vel to procent Danmark pt. bruger.

En indre konflikt

Måske kunne SPD have lært mere af Mette Frederiksen, men AfD er også en helt anden størrelse end, vi finder i dansk politik, og Tyskland har også nogle helt andre europæiske og internationale forpligtelser end et lille land som Danmark.

Det minder os om, at det er uhyre svært både at være traditionel international socialdemokrat og samtidig gå ind for stram indvandrerpolitik.

Samtidigt afslører det tyske eksempel også, at der måske ligger nogle langt mere diffuse og ukontrollable problemer under indvandrerproblematikken

Men det er en problemstilling og en indre konflikt alle socialdemokrater i Europa må og skal finde en løsning på for at kunne give brugbare løsninger for vælgerne og for at imødegå reelle problemer i det europæiske samfund.

Samtidigt afslører det tyske eksempel også, at der måske ligger nogle langt mere diffuse og ukontrollable problemer under indvandrerproblematikken.

Nemlig at store dele af folket ikke føler sig set, lyttet til og anerkendt: At de føler en grundlæggende ulighed i form af forfordeling, og at de offentlige midler ikke går til dem, de skulle gå til.