På den ene side har vi et Danmark, der aldrig har haft flere penge, end vi har i dag. Der siges, at de danske husstande er blandt de rigeste i Europa.

De 20 rigeste familier er blevet 93 milliarder rigere.

Vores inflation er stillestående, og den danske økonomi forventes at stige med 3 procent i BNP.

Vi har ministre, der giver sig selv en større lønstigning end gennemsnitsdanskeren. Det belønner de sig selv med ved at blive beklædt med ‘kors og bånd og stjerner på’.

Vi overvejer at optage en fælles gæld for hele EU, så vi endnu en gang kan retfærdiggøre en pensionsalder på over 70 år, samtidig med at gennemsnits-EU-borgeren pensioneres som 65-årig.

Vi har investeret over 10 milliarder kroner på nyt svensk militært isenkram og 1,7 milliarder på israelske våbensystemer, som igen er forsinket.

Kigger vi over på den anden side, hvor græsset ikke er grønnere, ser tingene anderledes ud.

Vi har dagligvarebutikker, der hæver priserne — blandt andet på smør, der koster omkring 25 kroner, fordi de "ikke har råd til andet", men samtidig sælger smør til 5 kroner i en “tilbudskrig”.

Vi har over 85.000 mennesker, der ikke har råd til jul

Vi advarer kraftigt imod forarbejdede madvarer, da de blandt andet fører til fedme og et forhøjet kolesteroltal, hvilket bliver dyrere for hvert år at behandle.

Vores danske Novo Nordisk har den fikse løsning, men den er blevet for dyr – selv for staten. Alligevel bruger vi 420 millioner kroner på at reklamere for grøn plantemad, som kategoriseres som ultraforarbejdet.

Vi giver en ældrecheck på over 5000 kroner, fordi priserne er for overvældende for pensionisterne.

Vi har over 85.000 mennesker, der ikke har råd til jul. Staten “kan” intet gøre – men betaler gerne 24 millioner kroner i gyldne håndtryk og shopper lufthavnsaktier for 32 milliarder kroner.

Det er uværdigt, at så mange mennesker skal lide under trange økonomiske kår, samtidig med at vi kaster store pengebeløb rundt på reklamer for plantemad, lufthavnsaktier og gyldne håndtryk.

Det er simpelthen ikke godt nok

Det er useriøst at modtage kongelige ordner og lønhop for et "godt stykke arbejde", når ældre, familier, kontanthjælpsmodtagere og studerende knapt nok har råd til mad.

Det er uambitiøst, at politikerne ikke gør noget for at stoppe eksplosionen af dagligvarepriser. Med andre ord: Det er simpelthen ikke godt nok.

Det frie marked bliver fastlåst, og forbrugerne bliver flået

Det store økonomiske overskud, som staten ser, skyldes jo blandt andet, at dagligvaregiganterne betaler mere i skat.

Det samme er gældende for landmændene, mejerierne, slagterierne og bagerierne, og industrigiganterne som Arla, Danish Crown og Carlsberg giver også en bid af kagen. Men det er jo kun muligt, fordi vi forbrugerne betaler mere.

For de allermest velhavende mærkes der ikke den store forskel.

For dem. der har mindst, kan verden krakelere

For middelklassen, mærker det, at der ikke er råd til de samme hverdagsfornødenheder, som nu er blevet en luksus. Der er måske ikke råd til den årlige charterferie, og har man børn, er det måske færre julegaver eller den nyeste computer-del, der bliver sparet på.

For dem. der har mindst, kan verden krakelere. Der er ikke råd til at fyre med en varmepumpe. Der er ikke råd til en hjemmelavet pizza — så det bliver den billige, forarbejdede og færdiglavede fra køledisken.

Måske bliver et par sko sparet væk, nogle fritidsinteresser må opgives, og julen kan være ekstra barsk.

De sidder ved husalteret og ser, hvordan priserne på dagligvarer stiger, samtidigt med at Salling Group, energiselskaberne og bankerne kan præsentere det ene historiske overskud efter det andet.

De ser på, at man lover guld og grønne skove, men de grønne skove skal vi først plante, og guldet lander blandt andet i Københavns lufthavn, hos kongeparret, hos vores 25 ministre og på reklamer for plantemad.

Man kan jo passende undre sig over, at vi er et landbrugsland, der tilgodeser alle andre end os selv.

De ser også, at den billige smørbakke koster 25 kroner, imens den samme koster 12 kroner i Tyskland. Det mest besynderlige er, at smørret er produceret i Danmark af danskere.

Man kan jo passende undre sig over, at vi er et landbrugsland, der tilgodeser alle andre end os selv. Der må sidde nogen et sted og skumme fløden på vores bekostning.

Mennesker, der skrupelløst flår sine egne naboer.

Hvor er regeringen, hvor er Folketinget og hvor er samvittigheden? Hvordan er vi kommet hertil? 

Måske handler det i virkeligheden om, at detailhandlen har for frie tøjler? Forstået på den måde, at gigant- kapitaler og store rigmænd kan opkøbe konkurrenter — overvældende nemt, endda.

Vi ser det på Arla, der står for omkring 90 procent af mælkeindsamlingen.

Vi ser det på Danish Crown, der ejer omkring 50 procent af de animalske fødevarer.

Vi ser det på Carlsberg, der ejer omkring 65 procent af alkohol, ikke-alkohol og cider-markedet.

Vi skal bryde de usunde monopoler, der er med til at styre Danmark i en usund retning

Det samme gør sig gældende for Coop, Salling Group og Rema 1000, der alle tilsammen ejer omkring 80 procent af dagligvaremarkedet.

Der er blevet sagt fra mit eget parti, at Danmark er for lille til store forskelle. Det udsagn giver på mange måder mening i form af velfærd, uddannelse og ulighed. Men det er jo netop en ulighed, når konkurrenceevnen er nærmest ikke-eksisterende. Når købekraften for de mange, bliver monopoliseret og prissat af de få.

Måske skal vi rettere sige, at Danmark, som er lille, skal have større forskel i form af konkurrence. Vi skal bryde de usunde monopoler, der er med til at styre Danmark i en usund retning.

Statsapparatet er vores stærkeste værktøj – lad os dog bruge det

Men hvordan løser vi det så? Hvordan sikrer vi, at naboen, klassekammeraten, kollegaen eller familiemedlemmet ikke går sulten i seng? Hvordan lovgiver man på et komplekst område, uden at påvirke udbud og efterspørgsel? Hvordan undgår vi at straffe medarbejdere, forhandlere og producenter? 

Det gør vi ved hjælp af tre væsentlige værktøjer.

Det første vi skal gøre, er at oprette en styrelse eller udvide en af de nuværende, eksempelvis Konkurrencemyndigheden.

I yderste tilfælde skal man kunne true med en midlertidig prisregulering på basale fødevarer.

De skal føre et styrket tilsyn med konkurrencen for at sikre, at fødevareproducenter og supermarkeder ikke udnytter situationer til at hæve priserne unødigt.

Denne myndighed skal kunne undersøge, om der er urimelige prisforhøjelser, som ikke er begrundet i reelle omkostningsstigninger.

I yderste tilfælde skal man kunne true med en midlertidig prisregulering på basale fødevarer.

Det er dog en sidste udvej, da det kan destabilisere markedsstrukturen.

Det andet vi skal gøre, er at fremme lokalt forbrug og produktion

Med andre ord; de skal have det formål at kontrollere om fødevarepriserne er rimelige.

Det andet vi skal gøre, er at fremme lokalt forbrug og produktion. Vi skal iværksætte støtteprogrammer og eventuelle skatterabatter for små, lokale fødevarevirksomheder og landmænd.

Det vil gøre det både billigere og mere attraktivt for lokale producenter at få egne varer på hylderne. Samtidigt vil det være mere bæredygtigt, da transport af store mængder mad på tværs af landet reduceres.

Ved at fjerne mange af de unødvendige mellemled kan vi sænke omkostningerne og samtidig øge forsyningssikkerheden.

Denne form for støtte sikrer også, at produktions- og distributionsomkostninger holdes nede, og at produktionen af essentielle varer forbliver stabil og tilstrækkelig.

Kort sagt; de lokale producenter får en styrket konkurrenceevne, og vi mindsker den usunde afhængighed af de store og internationale fødevarekæder, der selv sætter de høje priser.

Det tredje vi skal gøre, er at sænke momsen på sunde basisfødevarer som nødder, kaffe, grøntsager, frugt samt økologisk- og bæredygtigt kød — eksempelvis kylling.

Vi ligger trods alt blandt de 10 lande i verden, der spiser mest slik, og det land i Europa hvor unge drikker mest

I Danmark har vi en standardmoms på 25 procent på fødevarer, hvilket er den højeste i EU. Til sammenligning befinder momsen sig på 7 procent i Tyskland, og 12 procent i Sverige.

Vi kunne jo hæve momsen på ultraforarbejdede fødevarer, slik, sodavand, spiritus og lignende fornøjeligheder i stedet. Det kunne være med til at indskrænke blandt andet vores overforbrug af slik og alkohol.

Vi ligger trods alt blandt de 10 lande i verden, der spiser mest slik, og det land i Europa hvor unge drikker mest.

Der er også̊ andre muligheder.

Man kan eksempelvis give tilskud til dagligvarebutikker, som specifikt skal bruges på fødevarekategorier; mejeri, grøntsager og frugt, en slags ‘overlevelsespolitik’.

Ligeledes kan man øge støtten til lavindkomstfamilier, eksempelvis ældrechecks, øgede børnepenge, forbedret SU eller en forhøjet kontanthjælpssats.

Det ville være mere økonomisk ansvarligt at sænke fødevarepriserne, så vi sikrer at alle kan være med

Man kunne også̊ oprette fødevarebanker og støtte NGO’er, der arbejder med maduddeling og madkuponer, til økonomisk trængte familier.

Men dette er på ingen måde holdbart for samfundet, og det bliver ‘skruen uden ende’.

Det ville være mere økonomisk ansvarligt at sænke fødevarepriserne, så vi sikrer at alle kan være med.

Den grønne trepart; hvad med retfærdig- og konkurrencerimelig bæredygtighed? 

Den historiske grønne trepart lægger op til en ny tilgang til landbrug, fødevareproduktion og et anderledes Danmark. Det er et skridt i den rigtige retning.

Men der er udfordringer. For det første risikerer landmændene en CO2-afgift, hvis ikke de er hurtige nok i den grønne førertrøje. For det andet skal landbrugsarealer svarende til Fyn og Bornholm omlægges til skov, vådområder og natur.

Selvom begge tiltag giver mening på mange måder, betyder det samlet set, at fødevareproduktionen vil falde og blive langsommere, men mere bæredygtig.

Konsekvensen kan være, at fødevarepriserne vil stige yderligere, da udbuddet falder mens efterspørgslen stiger – særligt problematisk, når Danmarks befolkning er vokset med omkring 650.000 de sidste 30 år.

Prisen kan endda blive endnu højere, hvis Salling Group udkonkurrerer Coop, og Arla opsluger de sidste 10 procent af markedet

Et af de værst tænkelige scenarier — hvis vi ikke fører tilsyn med fødevarepriserne — er, at den billige smørbakke, der i dag koster 25 kroner, kan stige til 35-40 kroner.

Prisen kan endda blive endnu højere, hvis Salling Group udkonkurrerer Coop, og Arla opsluger de sidste 10 procent af markedet.

Denne potentielle dødsspiral vil på et tidspunkt ende med en løsning, hvor dagligvarebutikker i stigende grad importerer animalske fødevarer, mejeriprodukter og gryn fra lande som Kina – steder med minimal kvalitetskontrol. Dette kan blive en katalysator for øget ulighed blandt danskerne, særligt på sundhedsområdet.

I USA ser vi, hvordan mennesker, der har råd til sund og økologisk mad, typisk holder sig i god form. Omvendt kæmper de, der må nøjes med genmodificerede grøntsager, ultraforarbejdede animalske produkter og et overforbrug af majssirup i stedet for smør, ofte med alvorlig overvægt.

Ingen af os ønsker et samfund, hvor dette bliver virkeligheden.

Man kan passende spørge sig selv: Er de mest interesserede i at gøre danskerne mætte eller i at beskytte deres indtjening? 

Når det er sagt, er et af de bedst tænkelige scenarier, at vi mindsker vores fødevareeksport og prioriterer danske forbrugere først – med priser, hvor alle kan være med.

Dette sympatiske synspunkt vil dog betyde, at landmændene, Arla, Danish Crown, Carlsberg og andre aktører mister international konkurrenceevne og taber store milliardbeløb.

Man kan passende spørge sig selv: Er de mest interesserede i at gøre danskerne mætte eller i at beskytte deres indtjening? 

Med et nyt år kommer der et nyt håb

Mange politikere og talsmænd fra fødevare-, landbrugs- og dagligvaresektoren gentager ofte den samme sætning, at “når inflationen aftager, vil priserne falde igen." 

Problemet er bare, at det gør de ikke.

En liter mælk aldrig vil koste 10 kroner igen.

I 1990’erne kostede en liter mælk omkring fire kroner. Den steg på grund af almindelig inflation og reguleringer i EU's landbrugsstøtte.

I 2000’erne steg prisen til omkring seks kroner drevet af stigende energiomkostninger og højere priser på kvægfoder.

Mælkeprisen er steget med cirka 250 procent over de seneste 30 år

I 2010’erne nåede prisen omkring ni kroner som følge af øgede miljøkrav. Selvom EU afskaffede mælkekvoterne i 2015, fastholdt aktører som Arla de høje priser. Senest er prisen steget til omkring 15 kroner, drevet af inflation, stigende energipriser og forsyningsproblemer.

Disse prisstigninger kan virke rimelige på papiret. Men når inflationen aftager, energiomkostningerne reduceres, og den politiske regulering forbedres, burde priserne også falde. Det sker imidlertid sjældent. De høje priser dækker ofte tidligere tab og finansierer nye investeringer.

Mælkeprisen er steget med cirka 250 procent over de seneste 30 år. I starten af 1990’erne lå startlønnen på cirka 65 kroner i timen for de lavest lønnede jobs. I starten af 2020’erne er denne løn steget til omkring 140 kroner i timen, hvilket svarer til en stigning på cirka 115 procent.

Vi må ikke glemme, hvad der binder Danmark sammen

For dem, der har mindst, er mælkeprisen for længst stukket af, og skævvridningen i vores samfund, er tydelig.

I vores statsbudget er der afsat penge til vigtige ting som Københavns Lufthavn, militære opgraderinger og sund mad.

Det er afgørende for vores moderne samfund. Men det er mindst lige så vigtigt, at alle danskere kan gå mætte i seng uden at bekymre sig om, hvorvidt der er mad på bordet i morgen.

Vi må ikke glemme, hvad der binder Danmark sammen.

Vi må ikke glemme at gensidig tillid, velfærd og fællesskab, er Danmarks sande værdier.