Hver eneste gang jeg forsøger at komme med et forkølet pip, der bare perifert omhandler dansk kulturpolitik, så falder der ofte brænde ned. Ikke kun fra politiske modstandere, men også fra gode partifæller. Senest i Altinget, da jeg blev interviewet til en længere artikel om forholdet mellem Socialdemokratiet, kulturradikalismen og Det Radikale Venstre.

Verdensbilledet er sort-hvidt: Du kan enten være destruktiv rindalist eller passiv syvsover

Her fik jeg en del reaktioner efterfølgende fra partifæller, der mente, at jeg i mit kultursyn lagde hovedstaden for had, og at jeg nærmest bevidst overså Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres fælles kulturpolitiske sejre. Reaktionerne overraskede mig ikke. Det er meget svært at blive taget seriøst i den kulturpolitiske debat i Danmark, hvis man har et nogenlunde nuanceret kulturpolitisk standpunkt. Verdensbilledet er nemlig sort-hvidt: Du kan enten være destruktiv rindalist eller passiv syvsover. Enten vil du bryde alting ned eller også tilbeder du blindt de kulturpolitiske strukturer og institutioner.

Kulturen skal sikre sociale fremskridt 

Jeg tilhører ingen af de to kategorier. For mig at se er der brug for en socialdemokratisk kulturpolitik, som reelt har ambitioner om at forandre menneskers liv. I indlægget ”Kom nu ud af kultursumpen” i Politiken fra juli 2016, skrev jeg følgende: ”Socialdemokratiets kulturpolitik må altid spille sammen med uddannelses- og socialpolitikken, ellers reduceres Kulturministeriet til et administrationskontor for hattedamesubsidier. Kulturens berettigelse som bærende søjle i velfærdsstaten afhænger af, om den formår at skabe en bedre tilværelse for mennesker”. Det er stadig fundamentet for min kulturpolitiske tænkning.

Kulturens berettigelse i velfærdsstaten afhænger af, om den formår at skabe en bedre tilværelse for mennesker

Det er også derfor, at den vigtigste kulturinstitution i Danmark er folkeskolen. Her skal de social-, uddannelses- og kulturpolitiske bestræbelser smelte sammen til én vision om at give alle børn og unge muligheder for at flytte sig, og ryste den sociale baggrunds lænker af sig. Det betyder ikke, at man skal stræbe efter at tage en bestemt længde uddannelse, eller totalt fraskrive sig arv og gæld fra forældrene, men det betyder, at man skal få værktøjerne af fællesskabet til at efterstræbe fremskridt som menneske.

Fællesskabet er fundamentet

Her spiller folkeoplysning, foreningsliv og lokale kulturfællesskaber en afgørende rolle. Den kulturpolitiske succes i det 20. århundrede skyldtes i høj grad, at det lykkedes at skabe en forgrenet kulturel infrastruktur i Danmark. Men det er ikke et fokuspunkt mere. Nu handler kulturdebatten mere om blindt at forsvare institutionerne, og i øvrigt slå hårdt ned på alle der stiller spørgsmålstegn ved deres indretning.

Det vrimler med sure ambassadører for det bestående i kulturlivet

Jeg går ind for kunst i verdensklasse, museer, Det Kongelige Teater og statslig kulturfinansiering. Vi skal bare stille krav om at institutionerne åbnes op over for den brede del af befolkningen, og sikre, at der er incitamenter til at skabe relevant kultur. Det er bare svært at tage hul på den diskussion, for det vrimler med sure ambassadører for det bestående i kulturlivet.

Jeg er ikke rindalist. For mig er det utroligt vigtigt at bevare en folkelig opbakning til fællesskabsfinansieret kultur. Det kræver bare at fællesskabet er fundamentet for kulturpolitikken, og derfor er jeg heller ikke syvsover. Lad os få en fællesskabsorienteret kulturpolitik, der skaber demokratiske og sociale fremskridt for mennesker!