Kulturkamp: Der skal være plads til bøger, som rent faktisk bliver læst

Almindelige menneskers læseoplevelser er en kulturel kerneopgave. Bak derfor forfatter Katrine Marie Guldager op i kampen for de bøger, folk rent faktisk læser
Katrine Marie Guldager gik fornyligt i kødet på Politiken og Information, fordi de svigter fællesskabet. Men debatten røber imidlertid at dem, der ønsker en kultur for de mange, glimrer ved deres fravær.

Hvis man ikke kan skrive så et ethvert voksent menneske, kan forstå det, så må man lade være med at skrive

”Der findes ingen kunst så stor, at den kun er for de udvalgte”, sagde Tove Ditlevsen engang og uddybede: ”Hvis man ikke kan skrive så et ethvert voksent menneske, der kan læse indad, kan forstå det, så må man lade være med at skrive.”

Vi mister hinanden 

Lige netop den pointe blev aktualiseret igen, da Katrine Marie Guldager for nogle uger gik i kødet på i Politiken, efter dagbladet havde offentliggjort de nominerende til deres litteraturpris:

Det er fællesskabet, der taber her

”Politiken burde som et af landets store dagblade samle den læsende offentlighed og ikke bidrage til yderligere fragmentering”, lød det fra den danske forfatter, der tilføjede:  ”Det er fællesskabet, der taber her. Vi mister hinanden af syne.”

Hvad forfatteren ganske rigtigt bemærkede, er, at der naturligvis forskellige kriterier for, hvad en god bog overhovedet er. Maria Helleberg, som hun selv nævner, er selvfølgelig også godt og vigtigt litteratur. Også selvom hun naturligvis har nogle andre kvaliteter end f.eks. Claus Beck Nielsen.

Alligevel er det en kvalitet og en mangfoldighed, der kan være svært helt at få øje på blandt de nominerede til Politikens litteraturpris, hvor Dy Plambeck og Kristian Bang Foss vel kommer tættest på, hvad man reelt set læser i Danmark.

Dy Plambeck og Kristian Bang Foss vel kommer tættest på, hvad man reelt set læser i Danmark

Eller for den sags skyld i den skrivning af nyere litteraturhistorie ovre hos Dagbladet Information, som oprindeligt igangsatte hendes kritik.

Kendthed og gammeldags

Forventeligt, vil nogen sikkert sige. Og i så fald vel heller ikke uforståeligt, da begge blade jo nærmest selvparodierende lever op til fordommene om selvtilstrækkelige mangfoldighed og upartisk intellektualisme i deres modsvar.

Hos Information stemplede Tue Andersen Nexø, Erik Skyum-Nielsen og Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen således kritikken som en ”i grunden temmelig gammeldags forestilling” om litteratur, hvor fortællingen helst skal foregå inde i bogen.

Der tydeligvis ikke er plads til dem, der ender på bestsellerlisterne

Og hos Politiken kunne Jes Stein bekræfte et kulturradikalt take på mangfoldighed, hvor der tydeligvis ikke er plads til dem, der ender på bestsellerlisterne, hvor man rent faktisk bliver læst:

”Katrine Marie Guldager argumenterer med udgangspunkt i ’kendthed’ og er bemærkelsesværdigt nedladende overfor forfatterkolleger, som i den grad har fortjent opmærksomhed, synes jeg. Politikens Litteraturpris går en anden vej.”

Begge tager imidlertid fejl. Dels er Katrine Marie Guldagers forestilling nemlig ikke mere gammeldags og tilbagestående, end at hun selv fremhæver Maren Uthaug som en ret så læst forfatter, der med sine live-tegninger vel netop springer rammerne for, hvad litteratur er.

Og dels argumenterer hun jo faktisk slet ikke med kendisfaktor. Men derimod med hvad vi som læserne tager ned fra hylderne, når vi besøger landets boghandlere og biblioteker. Altså, med andre ord genkendelighed og identifikation, hvad angår genre, stil og miljøbeskrivelser.

Spørgsmålet er således, om man erkender kvalitet. Og det lader det tydeligvis ikke til at hverken Politiken eller Information gør

Spørgsmålet er således snarere, om man erkender dets kvalitet. Og det lader det tydeligvis ikke til at hverken Politiken eller Information gør, desværre.

Svigt ikke fællesskabet

Imidlertid røber debatten ikke bare, at litteratur alt for tit kun værdsættes ud fra en snæver forståelse af kvalitet. Den røber desværre også at dem, der vel ønsker en kultur for de mange, glimrer ved deres fravær.

Bør almindelige menneskers læseoplevelser ikke være en del af en kulturel kerneopgave for ethvert samfund

Hvor er f.eks. kulturminister Joy Mogensen? Hvor er meningsdannerne, forfatterkollegaerne, ja, måske endda fagbevægelsen? Hvor er ambitionen om at vriste retten til at definere, hvad litteratur rent faktisk bruges til derude, ud af hænderne på dem, der betragter litteratur som en utilgængelig hyggekrog kun for de få?

Bør almindelige menneskers læseoplevelser ikke være en del af en kulturel kerneopgave for ethvert samfund, hvis hjerter banker for meningsfulde fællesskaber fremfor kultursnobberiets ekskluderende distance?

Selv har jeg ventet utålmodigt på flere indlæg ville følge trop. Men har ærgerligt nok måtte sande, at det igen var de samme Tordenskjolds soldater, som dominerer den kulturelle sendeflade med fortællingen om at litteratur netop kun er for de få.

Det var igen var de samme Tordenskjolds soldater, som dominerer den kulturelle sendeflade

Og bevares, den slags skal der naturligvis også være plads til. Hvad vi mangler, er imidlertid nogen, der slår et slag for de almindelige læsere. Og den slags bøger, der måske ikke er fin nok til prisuddelinger, men som rent faktisk bliver læst.

Kulturskribent og anmelder


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er i virkeligheden en interessant diskussion, René Staun Hansen her åbner, men på mange leder og kanter helt anderledes end han forestiller sig. Jeg har skrevet umådeligt meget, læst mindre, men deriblandt meget krævende naturvidenskablig faglitteratur. Og her er vi jo ved det interessante, at ingen af de kulturpinger, han nævner, og mange andre, aldrig har prøvet kræfter med naturvidenskablig faglitteratur, hvor det, der står skrevet, ikke er udtrykt gennem sætninger, men gennem formler og ligninger. Alene af den grund kan jeg ikke tage dem det mindste alvorligt.
Til gengæld har jeg i min færd gennem den skriftlige kommunikation gjort den interessante erfaring, at ganske mange mennesker ikke kan kapere et længere skriv i klartekst. De skal have let overskuelige afsnit, og gerne afsnitsoverskrifter. Også det forhold, at det sjældent er nok at skrive en ting én gang, men at stoffet skal mades ind, i letfattelige små doser, der kan overskues. På denne måde tror jeg, at publikummet udgøres af en bred vifte af forskellige kapaciteter, som i virkeligheden er meget forskellige. Erfaringsmæssigt har dansk sprog udviklet sig til at bestå af ganske simple strukturer, der ingen udfordring udgør for den intelligente læser. Og ligeså snart man forsøger sig med lidt mere krævende formuleringskunst, så, ikke alene, står folk af, men de slår sig selv til ridder af at have den ret på deres side, at det, man har skrevet er for svært, og at det derfor er den skrivende, der er forkert på den. Men dette behøver jo langt fra at være tilfældet. I udlandet er der gennemgående mere højt til loftet. Vi har herhjemme en misforstået folkelighed, hvor vi sætter det forsimplede i højsædet, ikke fordi det er rigtigt, men alene fordi det er simpelt og derfor forståeligt af de brede masser. En snobben nedad. Og det er et trist resultat, fordi virkelige talenter aldrig får en chance i det spil.

Annonce