Annonce

Kulturminister: Sportsstjerner bør være rollemodeller

Bokseren Patrick Nielsens medlemskab af Satudarah får politikere og Danmarks Idrætsforbund i ringen. Sportsstjerner skal være rollemodeller for os andre, lyder det.
Skal sportsstjerner være rollemodeller for os andre, når de optræder uden for arenaen? Det spørgsmålet er oftere og oftere blevet stillet de senere år, og nu får bokseren Patrick Nielsens eventuelle comeback kulturminister Joy Mogensen (S) i ringen. Den 30-årige Patrick Nielsen er nemlig, siden sin seneste kamp for to år siden, blevet blevet fuldgyldigt medlem af motorcykel- eller rockergruppen Satudarah.

Joy Mogensen understreger således, at foreningslivet er en “grundpille i det danske demokrati,” og at mange her har fået formet deres identitet, normer og værdier.

“Og det er også her - i den lokale idrætsforening, hvor der er taget et stort socialt ansvar og arbejdet for, at alle indgår i et fællesskab - at vores sportsstjerner som oftest har trådt deres barnesko,” skriver kulturministeren i et svar til Folketingets kulturudvalg.

Rollemodeller for børn og unge

“Derfor mener jeg også, at danske sportsstjerner bør være rollemodeller for børn og unge og være sig det ansvar bevidst. Når det er sagt, så tager det enkelte idrætsforbund stilling til, hvem der kan optræde i idrætsarenaerne i forbindelse med optagelse af et medlem eller evt. ekskludering af et eksisterende medlem. I dette tilfælde skal bokseren have licens fra Dansk Professionelt Bokse-Forbund.”

Licens venter forude

Ifølge Ekstra Bladet får Dansk Professionelt Bokse-Forbund - trods for tilknytningen til Satudarah - dog svært ved at blokere for det mulige comeback mellem tovene. Hvis Patrick Nielsen har gennemført de påkrævede lægeundersøgelser og en MR-scanning, så venter en bokselicens forude.

Det skyldes, at Satudarah ikke er en ulovlig gruppe. Men hvis ikke Patrick Nielsen opfører sig ordentligt, når - eller hvis - bokseren får licens, kan forbundet sidenhen fratage ham den.

Det fremgår af licensregulativet under artikel fem, hvor der står:

Skader den professionelle boksnings anseelse og omdømme

”Forbundet kan med øjeblikkelig virkning fratage en licens for en begrænset eller ubegrænset periode, såfremt licenshaveren, efter tildeling af en skriftlig advarsel, vedblivende overtræder DPBF's love og regulativer, eller gør sig skyldig i handlinger, der skader den professionelle boksnings anseelse og omdømme”.

Hollandsk gruppe

Satudarah MC blev etableret i den hollandske by Moordrecht i 1990 og har siden fået afdelinger talrige lande herunder Danmark, hvor Værebros Hårde Kerne (VHK) i 2013 tog gruppens rygmærke til sig og skiftede navn til Satudarah MC Northside.

Satudarah blev stiftet af en indonesisk immigrant, og gruppens navn er en sammensmeltning af ordene “satu” og “darah”, der kan oversættes til “ét blod” på indonesisk og malaysisk.

Rockergruppens medlemmer er dømt i utallige sager om vold, våben og narkokriminalitet, men Patrick Nielsen er overbevist om, at gruppen er bedre end sit ry.

Ikke blevet et slemmere eller dårligere menneske

“Jeg er ikke blevet et slemmere eller dårligere menneske af at blive optaget i Satudarah MC,” har Patrick Nielsen forklaret B.T. 

“Bare fordi der er én korrupt politimand, kan man jo ikke sige, at alle politimænd er korrupte. Fordi én biker er kriminel, betyder det ikke, at alle er. Jeg fortsætter mit liv som før bare under nogle regler, jeg kan leve i.”

Wozniacki i skattely

De senere år der således blevet stadig mere opmærksomhed på sportsstjernernes rolle som netop rollemodeller. Amerikanske sportsstjerner som LeBron James og Colin Kaepernick har  involveret sig i kampen for borgerrettigheder, og Cristiano Ronaldo og Lionel Messi har været med i antiracisme-kampagner.

Herhjemme har SF’s skatteordfører, Carl Valentin, blandt andet tidligere kritiseret tennisspilleren Caroline Wozniacki for netop at have været “en elendig rollemodel” for de tusindvis af danskere, som så op til hende.

Bidrage mindst muligt til det danske velfærdssamfund

“Wozniacki har nemlig i årevis gennem skattespekulation gjort sit bedste for at bidrage mindst muligt til det danske velfærdssamfund,” som Carl Valentin skrev i 2018 i en klumme i Altinget med henvisning til hendes bopæl i skattelyet Monaco.

Influencers har ansvar

I dag erklærer formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Hans Natorp, sig enig med kulturministeren. I DIF og Team Danmarks "Etiske kodeks" hedder det, at "voksne konkurrenceudøvere, trænere, ledere og forældre skal være deres ansvar bevidst som rollemodeller."

"For samfundet er konkurrenceidræt en vigtig brobygger mellem forskellige kulturer, religioner, sociale og etniske grupper mv.," skriver de to idrætsorganisationer.

"Idræt er et sprog, som alle kan tale og forstå, og den kontakt, som idrætten skaber mellem forskellige befolkningsgrupper, som ellers ikke har meget at gøre med hinanden i det daglige, er med til at styrke Danmark som et samfund præget af respekt og tolerance mellem mennesker."

Ifølge Hans Natorp har dansk idræt da også mange topatleter, som er forbilleder for både børn og voksne.

“Det er et ansvar, man skal være sig bevidst," siger formanden til Netavisen Pio.

"Akkurat ligesom alle andre former for influencers. Derfor er det vores klokkeklare forventning, at vores atleter opfører sig som rollemodeller.” 

Til gengæld efterlyser Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, at kulturministeren sætter ord bag handling.

“Det er helt klassisk Joy Mogensen,” siger Peter Skaarup Netavisen Pio.

Han bør ikke kunne repræsentere Danmark

“Der er meget snak og meget lidt handling. Ingen er uenig i, at sportsstjerner skal være rollemodeller. Problemet er, at vi her bør fratage Patrick Nielsen alle hans privilegier i danske bokseforbund. Han bør ikke kunne repræsentere Danmark på nogen måde med hans ageren og ej heller indgå i vores foreningsliv.”

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ved en olympiade for en del år siden var Wozniacki fanebærer for det danske OL-hold. Det var en skamplet, for allerede den gang boede hun i skattely og der blev ikke løftet et øje.

Var det ikke en ide om politikerne fejede for deres egen dør først?

Så verdensfjernt som de optræder, har de intet at lade andre høre.

Måske var det langt mere relevant, at politikerne optrådte som rollemodeller? Hvorfor skulle det være mere suspekt, at være medlem af en motorcykelklub end FDM?

Nu er Satudarah en klub bestående af medlemmer, hvoraf de fleste er dømt for vold, narkokriminalitet og besiddelse af våben, en klub der efter min mening skulle forbydes og medlemmerne fratages rettighed til at bære rygmærker i det offentlige rum. Den form for klubber har ingen berettigelse i et civilt samfund som det Danske.

Kunne den intelligente kulturminister , finde en sports stjerne der ikke er inde for rammen . Jeg kan finde næsten 179 medlemmer et andet sted . I burde skamme jer , I tænker jo kun på eliten , men regnskabet skal nok vise det . 😢🇩🇰👊

Jeg synes det er en "plat" at sammenligne regeringen og folkevalgte folketingsmedlemmer med dybt kriminelle rockerklubber som Satudarah, Hells Angels og Bandidos, men hver sin smag.

Det lyder grydeklart med rollemodeller. Men, men. Jeg nøjes med at være min egen rollemodel. Jeg skal ikke modelleres efter andre. Jeg er sgu min egen. Og så en ting mere. Kan man pålægge andre at være rollemodel? Og så endelig, hvad er den rigtige rollemodel. Vær dig selv. Og vær social. det må være nok.

At Patrick Nielsen er en tumpe, kan der vist ikke være megen tvivl om, men når det er sagt, kan jeg med min bedste vilje ikke se, hvorfor sportsstjerner skulle have en særlig pligt eller for den sags skyld evne til at være rollemodeller, og der er alligevel næppe heller den store konsensus om, hvad en god rollemodel er.

Folk - og det gælder både børn og voksne - skulle snarere gøre en indsats for at tænke selv i stedet for at lede efter visdom hos andre, som ofte ikke engang er specielt kloge eller gode mennesker.

Man skal ikke kaste med sten, hvis man bor i et glashus. Var det ikke Preben Wilhjelm, der udtalte, at den veldefinerede socialgruppe i Danmark, som havde den største kriminalitetsrate, var Venstres folketingsgruppe? Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at Joy Mogensen ikke er en god rollemodel for pæne piger, men det er en kendsgerning, at Peter Skaarup støtter krig og drab på civile, blot det foregår i Mellemøsten.

Så hvad menes der egentlig med "en god rollemodel"? Er krigsforbryderen Anders Fogh Rasmussen en god rollemodel?

"Rockergruppens medlemmer er dømt i utallige sager om vold, våben og narkokriminalitet, men Patrick Nielsen er overbevist om, at gruppen er bedre end sit ry."

Nu er det jo ikke et ry, men en konstatering...

Sportsstjerner skal holde sig på dydens smalle sti...og hvorfor - fordi mange unge mennesker ser op til dem, og de unge skal ikke se op til kriminelle bander...

Annonce