Det var socialdemokraten Hartvig Frisch, der udmøntede bonmot’et: ”Kultur er vaner”. Nu er vaner jo så meget, fra at pille sig i næsen til at få en bane op i selvsamme næse. Så lad os prøve med: ”Kultur er de måder, vi er sammen på”. Som vi er samfund på.

Dette ”vi” kan være af vidt forskellig art og omfang, og ”måder” indretter sig derefter. Men fælles for alle ”vi” og de dertil hørende ”måder” er, at de specifikke ”måder” er obligatoriske for det specifikke ”vi”. Love er selvfølgelig obligatoriske, men de er langt fra tilstrækkelige til at være ”kultur”. Derfor er en forfatningspatriotisk betragtning utilstrækkelig.

Derfor er en forfatningspatriotisk betragtning utilstrækkelig.

Lidt sproglig algebra: Lad os tage et x-vi og et y-vi med deres x-måder og y-måder. ”Måderne” kan være vidt forskellige, men hvis de ikke modsiger hinanden, kan de ubesværet indgå i et større fælles z-vi med dets z-måder. Hvis imidlertid x-måder og y-måder står i direkte modstrid til hinanden, er det i bedste fald vanvittig svært og måske helt umuligt at integrere x-vi og y-vi i et større z-vi. Og så videre op til et dk-vi og endda eu-vi.

Det multikulturelle samfund er en ufravigelig forhindringsbane
I et land med religionsfrihed er det multireligiøse samfund således intet problem: de forskellige ”vi” med deres forskellige ”måder” stræber ikke efter at gå op i et fælles ”religions-vi”. Og i Danmark, hvor Folkekirken jo i sig selv nærmest er multireligiøs, er det helt problemløst.”Multietnisk” betyder i dag ”af forskellig hudfarve”.

Forståelse af forskellige ”vi” ud fra dette kriterium er allerede ulovlig, og idealet her må da også være farveblindhed. Det kan synes langt fra dagens virkelighed, men derfor plejer vi jo ikke at lade gode idealer falde: de tegner de mål, vi styrer efter. Derfor bør det multietniske samfund slet ikke findes, og det ideal er bestemt ikke forældet.

idealet må da også være farveblindhed

Det multikulturelle samfund derimod er allerede som tanke en ufravigelig forhindringsbane. Nu er det i praksis meget forskelligt, hvor megen integration, ja, endda assimilation de forskellige ”måder” kræver. For eksempel vil sikh’ernes kulturelle påbud om at bære en kniv skjult på kroppen være fuldstændig irrelevant for andre end ”sikh-vi”, mens ”dk-vi”s påbud om at køre i højre side af vejen, som er af ligeså kulturel oprindelse, kræver total assimilation.

Kulturen er under konstant forhandling
Integrations- og assimilationskravene fra ”dk-vi” ligger altså i et spektrum fra 0 til 100 procent. Og hvor de konkrete ”måder” i de konkrete ”vi” skal afsættes på dette kontinuum er i bund og grund op til politisk forhandling. Og placeringen er under konstant udvikling og forandring. Det er det, kulturpolitik er, og det vigtigste såvel grundlag for som eksekvering af denne kulturpolitik er uddannelsessystemet, fra grundskole til universitet. Derfor er skoler, der ikke er underlagt ”dk-vi”s ”dk-måder”, da også utilstedelige.

Under kulturpolitik falder også indsamling, sikring og formidling af kulturarven i videste forstand, et område, jeg ikke er fortrolig med, men som forekommer stærkt presset.

’Danmark for hele Folket er heller ikke et forældet ideal’
En socialdemokratisk kulturpolitik må hvile på partiets fundament i Oplysningen, i 1800-tallets Revolutioner og i Det moderne Gennembrud. Og på det sidste område på den særlige danske variant, der indebar en alliance mellem arbejderbevægelse og intelligentsia, mellem B&W og Universitetet. I f.eks. Sverige er det ganske anderledes: her ligger inspirationen i alliancen mellem arbejderbevægelsen og den pietistiske vækkelse, som man ser det hos P.O. Enquist. Selv i dag er der jo tydelig forskel de to partier imellem.

Derfor må Socialdemokratiets kulturpolitik bygge på idealet om frihed, lighed og solidaritet, og den må vende sig mod obskurantisme og sekterisme: Danmark for hele Folket er heller ikke et forældet ideal. Anders Foghs største kulturpolitiske sejr var, at han fik gjort borgeren til kunde, fik gjort folket til markedet. Og et aktuelt socialdemokratisk kulturpolitisk fremstød kunne meget vel være rettet mod at tilbageerobre folket fra markedet, at genindsætte borgeren i samfundet.

Kunstpolitik: ’nok støtte, ikke styre’
Kunstpolitik er noget andet end kulturpolitik. Socialdemokratiets kunstpolitik har siden Bomholt hvilet på tre aksiomer: 1. Samfundet skal se til, at der kan produceres kunstværker, 2. Samfundet skal se til, at kunstværkerne er tilgængelige for enhver, der ønsker at møde dem, 3. Samfundet skal se til, at kunstnerne ikke har levevilkår, der stiller dem udenfor samfundet. Herudover skal politikerne ikke tiltage sig indflydelse på området. Med Bomholts ord: nok støtte, ikke styre.

Til gengæld må kunstnerne så arbejde med den produktionsstøtte, samfundet tildeler dem. Og bortset fra den sædvanlige overbureaukratisering er administrationen af den svær at foreslå bedre.

Formidlingen er et mere broget billede. På mit eget område slog Ole Vigs teaterlov fra 1990 i den velkendte radikale rædsel for arbejderbevægelsens værktøjer en tredjedel af teaterforeningerne og hovedaktøren i formidlingen ihjel.

Prekariatet kommer
Det tredje socialdemokratiske punkt i kunstpolitikken, levevilkårene, er voldsomt forringede, siden jeg begyndte. Senest gjorde Margrethe Vestagers dagpengediktat det ”prekært” at være feelanceansat. Prekært er et fænomen, som bl.a. er udviklet af den engelske professor Guy Standing og bruges til at beskrive de ansatte, som arbejder uden kontrakt, rettigheder og sikkerhed i deres ansættelse. Og det begreb gælder såmænd ikke kun kunstnere. Der ligger en løfteparagraf i det seneste forlig, men vi får se, om den bliver indfriet.

Senest gjorde Vestagers det ”prekært” at være feelanceansat.

Men al ynk til side: Bomholt så rigtigt, og hvis hans parti blot tager sig i agt for den småborgerlige reaktion, ”så, så snakker vi ikke mere om det”, proprietærholdningen, ”den der betaler musikken, bestemmer hvad der skal spilles”, og det fascistiske nyttekrav kan det roligt arbejde videre udfra hans tre ”støttepiller”.

 

Troels II Munk er en dansk skuespiller, uddannet fra Statens Teaterskole i 1974. Han har medvirket i bl.a. tv-serierne 'En by i provinsen', 'Bryggeren', 'Strisser på Samsø', 'TAXA', 'Forsvar' og 'Forbrydelsen 1'.