Kulturpolitik i Socialdemokratiet er for de mange - ikke de få

Socialdemokratiet har gennem alle årene har haft et stærkt fokus på at kulturmulighederne skal være for alle og ikke kun for en lille elite.
Foto: Anders Bruun Nørring, Flickr
Joy Mogensen, kulturminister (S)
Som en der gennem et langt liv har fulgt og deltaget i udviklingen af socialdemokratisk kulturpolitik var det en forstemmende oplevelse at læse Arne Hardis og Hans Mortensens lommeanalyse af selvsamme i seneste udgave af Weekendavisen.

Påstandene fra d’herrer er vel grundlæggende, at der er en ”ligegladhed med kulturen” i vores parti

Påstandene fra d’herrer er vel grundlæggende, dels at der er en ”ligegladhed med kulturen” i vores parti, dels at der ikke har været en grundfæstet kulturpolitisk linie i Socialdemokratiet i mange år, og at der stadig er en historisk konflikt om, hvorvidt partiet skal følge den unge Julius Bomholdts tanker om en kulturpolitik baseret på en ”arbejderkultur”, eller den ældre kulturminister Bomholdts klart formulerede og implementerede kulturpolitik med udgangspunkt i kunstnerisk frihed, mangfoldighed og armslængde målrettet alle samfundsklasser.

Og intet kan være mere forkert end denne analyse, hvis man da sætter sig nærmere ind i hvilken kulturpolitik, der efterfølgende er ført af socialdemokratiske kulturministre fra Niels Mathiassen til Jytte Hilden og politiske ordførere på området som Søren Hansen, Jytte Andersen, Mette Frederiksen, Troels Ravn og Mogens Jensen.

Socialdemokratiet vil stadig have alle med

Socialdemokratiets kulturpolitik har uden svinkærinder i 6 årtier været forankret i den ældre Bomholdts linje som kulturminister. At kunsten skulle være fri, at kvalitet altid skal være i højsædet, at det offentlige skal understøtte en mangfoldighed af kultur- og kunsttilbud, bredt og smalt, rettet mod hele befolkningen og at politikere lægger de overordnede rammer for kulturpolitikken men ikke styringsmæssigt blander sig i det konkrete indhold. Hertil kommer at Socialdemokratiet, naturligt, gennem alle årene har haft et stærkt fokus på at kulturmulighederne skal være for alle og ikke kun for en lille elite.

Op imod en tredjedel af befolkningen enten slet ikke eller i begrænset omfang deltager i kulturtilbuddene

Den målsætning lykkedes vi i øvrigt at komme langt med gennem mange forskellige tiltag indtil slutningen af 80’erne, hvor kulturdeltagelsen indtil videre toppede på et højt niveau. Men stadig er det sådan i dag at op imod en tredjedel af befolkningen enten slet ikke eller i begrænset omfang deltager i kulturtilbuddene og derfor er der her stadig et stort og stærkt socialdemokratisk fokus.

Ingen socialdemokratisk ”ligegladhed”

Socialdemokratiet har også i dag et vedtaget kulturpolitisk program, der hviler på dette grundlag. Det har, som Hardis og Mortensen skriver, sit grundlæggende udgangspunkt i et stort udviklingsarbejde i 2007 med over 150 repræsentanter fra dansk kunst- og kulturliv ført an af Mogens Jensen, som senest blev revideret i 2015 – også i stærk dialog med kunst- og kulturlivet. Jeg har selv medvirket i det hele.

Og ja – det er rigtigt – at foruden klare principper, værdier og pejlemærker for socialdemokratisk kulturpolitik, indeholdt programmet også oprindeligt en række konkrete forslag til forbedringer og nye tiltag på en række områder, der over en periode på 4 år ville have givet en samlet investering på 500 millioner kroner til kulturen. Naturligvis gennemregnet og godkendt af den socialdemokratiske ledelse. Men så kom finanskrisen med tilsvarende indvirkning på økonomien og derfor også et revideret program i 2015 uden de samme økonomiske muligheder.

Hardis og Mortensen bruger særligt udtalelser fra vores tidligere gruppeformand Henrik Sass Larsen, som et billede på at der i Socialdemokratiet skulle være kommet en ny og grundlæggende anderledes kulturpolitisk kurs i Socialdemokratiet. Det er der ikke tale om.

Det har gennem alle tider været god socialdemokratisk kulturpolitik

Henrik Sass har spillet en utrolig vigtig rolle for Socialdemokratiet men han har også gennem tiderne, senest i bogen ”Exodus”, fremført en del holdninger og forslag, der ikke var eller er socialdemokratisk politik. Det gælder kulturpolitisk bl.a. holdningen til biblioteker. Men noget helt grundlæggende i Sass’ udtalelser om kulturpolitik handler jo basalt om at sikre alle – og ikke kun de få – adgang til kultur. Og det har gennem alle tider været god socialdemokratisk kulturpolitik.

Der er således ingen ”ligegladhed” med kulturen i Socialdemokratiet og der er ingen grundlæggende konflikt om linjen om end der selvfølgelig også i vores store parti er forskellige holdninger og perspektiver. Heldigvis.

Kulturpolitiske debatter over hele landet

Det viste sig særligt da Socialdemokratiets kulturudvalg, sammen med folketingsgruppen og Mogens Jensen, op til Socialdemokratiets kongres i 2018, gennemførte kulturpolitiske debatter over hele landet, der manifesterede, at partiets aktive, kommunale kulturpolitikere, hovedbestyrelse og folketingsgruppe er helt i sync på vores grundlæggende kulturpolitiske værdier og retning. Det blev også blev klart afspejlet i Socialdemokratiets nye principprogram fra samme år.

Aktive, kommunale kulturpolitikere, hovedbestyrelse og folketingsgruppe er helt i sync på vores grundlæggende kulturpolitiske værdier og retning

Herudover glæder jeg mig over, også som borger i Roskilde Kommune, at Danmark, i Joy Mogensen, har fået en kulturminister, hvis hjerte altid har banket for kulturen, bred som smal, og som har formået, med stort engagement, at skabe rammer for et rigt kulturliv i Roskilde. Det vil også Danmark få stor glæde af i årene fremover

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Formand for Socialdemokratiets Kulturudvalg


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Rent bortset fra, at jeg ikke synes om, at Julius Bomholt i denne artikel skrives ”Bomholdt” – man skal være omhyggelig med at undlade de stumme d-er, når de ikke skal være der – så finder jeg, at det, at hele sporten er inkluderet i kulturministeriets virkeområde er problematisk. Den kan meget nemt få en gøgeungeeffekt, fordi den udgør en folkesag med meget bred appel, og som i ingen henseende mangler folkelig støtte. Der er også områder af kulturlivet, som grænser op til de videregående uddannelser; det er meget vigtigt, at man herhjemme i så vidt omfang, som det rent faktisk er tilfældet, vælger at lytte til naturvidenskaben, i stedet for at købe den første, den bedste løgnehistorie fra internettet. Jeg mener, at det er en kulturpolitisk sag at holde befolkningen velorienteret med sandfærdige historier, hvorfor journalistikken godt kan anskues fra en kulturpolitisk synsvinkel. Men det siges jo, at statsministeriet er pressens ministerium. Et andet grænseområde er undervisningsministeriet; det forhold, at børnene ikke mere undervises i skrivning i de små klasser, finder jeg rystende. Alle mennesker har brug for at kunne skrive med blyant eller kuglepen. Det ses af disse betragtninger, at det i høj grad kan diskuteres, hvordan man skal afgrænse det kulturpolitiske område, og at politiske idiosynkrasier nemt kan komme til at gøre sig gældende. Venstrefløjen gjorde sig tilbage i 1970erne skyldige i mange fejlvurderinger, idet de i deres idéer om massernes og fællesskabets roller som skaberne af alting, helt forskertsede værdien af den individuelle indsats, og socialkonstruktivismen, som nogle den dag i dag abonnerer på – den tanke, at hele vor virkelighedsopfattelse er skabt af samfundet og fællesskabet – kolliderer frontalt med opfattelsen af individet som det centrale. Jeg og en del andre har altid opfattet os selv som stående udenfor et fællesskab på det idémæssige plan, selvom jeg på den anden side finder, at fælleskabet herhjemme, hvad økonomien og samfundsinstitutionerne angår, er meget vigtigt. Også det kulturtræk, at vi herhjemme i så vidt omfang som det rent faktisk er tilfældet, har afskaffet samfundsklasserne, i sammenligning med Storbritannien og Frankrig, finder jeg værende en meget vigtig ting. Men indenfor disse rammer finder jeg megen værdi i selv at søge udenfor den ellers fastlagte rute; helt at unddrage sig påvirkning af andre menneskers vurderinger er en dødnødvendig forudsætning for at blive et rigtigt menneske, og ikke en dårlig kopi. Der er så mange mennesker, der f. eks. definerer deres musiksmag så snævert, at jeg selv ville få åndelig klaustrofobi, hvis jeg overhovedet skulle beskæftige mig dermed. Det store flertal bliver utrygt, hvis det ikke udelukkende bliver præsenteret for tygget mad. Selv finder jeg det virkeligt spændende, hvis man finder frem til jomfruelige emneområder, hvor alt er overladt til ens egen tænkeevne. Alt for mange mennesker leder efter det synspunkt, de mener, at flertallet ville anlægge i denne og hin sag, i stedet for selv at udføre en analyse. Det undrer mig, at folk som Poul Madsen fra Ekstrabladet og Clement Kjærsgaard fra tv har så bred appel, selvom deres analytiske evner er mådelige. De ser stort på, at de intet mandat har, men mener at repræsentere ”den brede befolkning”. I virkeligheden repræsenterer de kun det segment, der ikke hører efter, og som i ingen henseende arbejder med, når en problemstilling præsenteres. Jeg har noteret mig, at der i Folketinget føres ret lødige debatter, som i langt højere grad appellerer til mig end alt det inkompetente journalistiske fnidder, vi i så stort et omfang bliver spist af med. Alt for mange journaliter har slet ikke forstået, at deres store egoer, som i vidt omfang er resultatet af eksorbitante journalistløninger, i mange tilfælde står i vejen for formidlingen af det stof, de har sat sig for at dække. Det er meget få mennesler i denne verden, der har grund til at have store egoer, og ingen af disse er journalister.

Arne Nielsen, så er det sagt, jeg kan kun være helt enig med dig i ovenstående kommentar.