Kummerlige boligforhold for arbejdere - nu tager Arbejdstilsynet over
Kummerlige boligforhold for arbejdere - nu tager Arbejdstilsynet over
Det er kommunerne, der står for kvalitetskontrollen af boliger stillet til rådighed af arbejdsgivere, men det ansvar overgår snart til Arbejdstilsynet

Der trænger til at blive ryddet op i de boliger, som arbejdsgivere stiller til rådighed for medarbejderne. Bogstaveligt- og metaforisk talt.
Det mener Allan Busk, der er gruppeformand i 3F’s grønne gruppe.
Til Fagbladet 3F fortæller han, at usle boligforhold indenfor landbruget og byggeriet især er et problem, der trænger til at blive løst.
Derfor glæder han sig over, at ansvaret for at udføre kontrol af boligerne, nu overgår fra kommunerne til Arbejdstilsynet.
Ifølge ham, har kommunerne ikke været i stand til at løfte opgaven, og han sammenligner det at rejse sager om ringe boligforhold med at slå i en bureaukratisk dyne.
Ikke en hund værdigt
Det er især udenlandsk arbejdskraft, der bliver indlogeret under uværdige kår, fortæller Allan Busk.
Læs også:Nye tal: Så mange på byggepladserne er udlændinge
Han har beskæftiget sig med det grønne område i mange år og set mange eksempler på, at østeuropæisk arbejdskraft har boet i rottereder hos deres arbejdsgiver:
“Jeg har adskillige gange set mennesker bo i noget, som jeg ikke engang ville lade min hund bo i.”
Dertil fortæller han, at brodne kar blandt arbejdsgiverne samtidig svindler ved at kræve tårnhøje og urimelige huslejer.
Fluer og lugt af gylle
Fagbladet 3F har tidligere talt med en 25-årig landbrugspraktikant, der under hele sin praktiktid boede på et loft i en kostald hos en midtjyske landmand.
Han beskriver sin oplevelse som alt andet end hyggelig:
“Der var mange fluer, og der lugtede meget dårligt med al den gylle.”
Nyt ansvar med nye regler
Fra 1. juli overtager Arbejdstilsynet ansvaret for at føre tilsyn med medarbejderboliger stillet til rådighed af arbejdsgivere.
Samtidig træder en ny lov fra Folketinget i kraft, som skal sikre et sundt arbejdsmiljø på det danske arbejdsmarked.
Sker det, at en bolig ikke lever op til kravene ifølge den nye lov, kan Arbejdstilsynet uddele bøder til arbejdsgiveren.
Lov om indkvartering af ansatte
Af den nye lov fremgår det, at medarbejderboligen fremover blandt andet skal opfylde følgende krav:
- Der skal være tilfredsstillende adgang til wc og godt og tilstrækkeligt drikkevand, og der skal være behørigt afløb for spildevand.
- Der må ikke indkvarteres flere end to personer pr. beboelsesrum – med visse undtagelser.
- Beboelses- og opholdsrum skal yde tilfredsstillende beskyttelse mod fugtighed, kulde, varme og støj.
- Beboelses- og opholdsrum skal have fyldestgørende adgang for dagslys og forsvarlig adgang for luftfornyelse gennem et eller flere oplukkelige vinduer direkte til det fri.
- Beboelses- og opholdsrum skal have tilstrækkelig opvarmning og et tilfredsstillende indeklima.
- Arbejdstilsynet skal altid have adgang til en medarbejderbolig, i det omfang det kræver at føre det fornødne tilsyn. Ejer og ansatte har pligt til give de oplysninger, som er relevante for at tilsynet kan gennemføres.
Kommentarer
Men det er jo fem år siden…
Men det er jo fem år siden dette billede blev taget. Er der ingen der har fulgt op på forholdene i det forgange år....
Det er flovt at det åbenbart…
Det er flovt at det åbenbart også forekommer herhjemme - Måske man husker billederne fra Qatar , og især den efterfølgende forargelse over de kummerlige forhold som migrantarbejdere fra Nepal , Filippinerne etc boede og levede under.
Arbejdere som var hyret ind til at bygge hele kulissen op omkring VM i fodbold 2022 i den særdeles olirige og velhavende ørkenstat. .
Tilføj kommentar