Kun DR kan redde sig selv, men Socialdemokratiet kan hjælpe institutionen på vej
Kun DR kan redde sig selv, men Socialdemokratiet kan hjælpe institutionen på vej
Socialdemokratiet er nødt til at føre en mere aktiv mediepolitik. Ellers kører inkompetence og særinteresserne de fælles institutioner i sænk og efterlader os i oligarkernes mediemørke

Dokumentaren 'Grønlands Hvide Guld' er blevet omdrejningspunkt for hidsig debat
“Grønland risikerer at blive ramt af fake news og desinformation op til valg”.
Det kunne man for nylig læse på dr.dk.
Som en selvopfyldende profeti er DR-dokumentaren 'Grønlands Hvide Guld' med manipulerende fortællergreb og hokus-pokus udregninger en bombe i den grønlandske valgkamp.
Hvad skal vi med frygten for Trump og Elon Musk og hans misinformationsapperat i form af Twitter/X, når vores egne skattekroner bruges til at underminere Rigsfællesskabet midt i en valgkamp?
Som efter drejebog iscenesætter DR en perfekt koreograferet opvisning, hvor kritikken først afvises hånligt, for derefter at blive forsøgt spundet og bortforklaret.
Efter at tilstrækkeligt mange chefer har fået forstyrret deres skiferie, kommer så den forudsigelige erkendelse af det makværk, der har været åbenlyst fra starten.
Systematisk venstrehåndsarbejde
Sagen er vand på de borgerlige partiers mølle, for sjældent har beskyldningerne om røde lejesvende haft større klangbund.
Der er vitterligt tale om systematisk venstrehåndsarbejde.
Kun DR kan redde sig selv ud af det morads af bureaukrati, inkompetence, spild og tendentiøs formidling
Men der kommer til gengæld næppe noget godt ud af, at politikerne skal stå for personalepolitikken i DR.
Kun DR kan redde sig selv ud af det morads af bureaukrati, inkompetence, spild og tendentiøs formidling, som – trods mange lyspunkter og kompetente medarbejderes indsats – desværre også karakteriserer vores fælles medie.
DR skal bidrage til fællesskabet
Det er ikke holdbart at fællesskabet bliver ved med at bruge næsten fire milliarder kroner om året på en medieinstitution, der i bedste fald ofte er ligegyldig og i værste fald bidrager til det åndelige kollaps, der karakteriserer den vestlige verden.
Markedet kan heldigvis godt levere kvalitetsjournalistik i Danmark i form af de private medier.
Og hvem leder så DR’s bestyrelse?
Hvis DR skal have en eksistensberettigelse, så skal mastodonten bidrage til en oplyst fælles samtale, der også inkluderer danskere, der ikke betaler for nyheder.
At genoprette tilliden til DR som en troværdig og konstruktiv samfundsaktør bør være hovedopgaven for den kommende generaldirektør, der skal tage over fra den kompetente men publicistisk ferske ærke-djøffer, Maria Rørbye Rønn.
Politiske vennetjenester
I stedet for at udskrive fyresedler, burde politikerne hellere sammensætte en bestyrelse, der kan finde den rigtige kandidat.
Og hvem leder så DR’s bestyrelse? Ja, det gør Lars Gert Lose, der til dagligt er ansat til at varetage storbankernes interesser som direktør for FinansDanmark.
Gert Lose har en fortid som lobbyist i CIP, der i offentligheden mest er kendt for gode middage og politisk særbehandling fra Lars Løkke Rasmussens (M) side.
Det hele lugter langt væk af vennetjenester og hyttefad for loyale partikammerater
Resten af bestyrelsen er primært partiudpegede som Helge "fra-forskning-til-faktura" Sander.
Dygtige mennesker, men ikke publicistiske fyrtårne. Det hele lugter langt væk af vennetjenester og hyttefad for loyale partikammerater.
Har S råd til at fortsætte sin mediepolitik?
Det er en stoleleg Socialdemokratiet også deltager ivrigt i. Spørgsmålet er, om partiet har råd til at fortsætte sin hidtidige tilbagelænede mediepolitik.
Det er ikke her, vi – med Mattias Tesfayes parafrasering af Grundtvig – bygger et Dannevirke i enhver borgers bryst. Ingen indre demokratisk beskyttelseslinje.
Problemet er bare, at hvis DR ikke eksisterede, så var vi nødt til at opfinde det
Socialdemokratiske værdikrigere som Frederik Vad oplever gentagne eksempler på ensidighed i DR’s debatprogrammer.
Det er godt at Mette Frederiksen i sin nytårstale stadig stoler på medierne, men hun kunne også spørge sig selv om også DR lytter til de hundredtusindvis af danskere, der stemmer på hendes parti.
DR skal være et skjold mod løgne og misinformation
DR gør livet nemt for kritikere, der vil lukke DR. Problemet er bare, at hvis DR ikke eksisterede, så var vi nødt til at opfinde det.
Oprustningen af Danmark handler ikke kun om krudt og kugler, men også om fællesskab og et alternativ til oligarkernes sociale medier, der fremmer had og splittelse.
DR er kritisk infrastruktur
Vores fjender truer os med raketter, mens de bombarderer os med løgne og misinformation.
Vi har brug for en fælles medievirkelighed som skjold mod russisk, kinesisk og ja, amerikansk aggression.
DR er kritisk infrastruktur, og Socialdemokratiet har ikke råd til at lade særinteresser køre en bærende samfundsinstitution i sænk.
Kommentarer
Det virker bare ikke som om,
Thor, jeg tror det fortsætter
DR’s bestyrelse fra 1. januar
Kære Niels Jespersen
Jeg er mere end glad for at
Ja, fodslæberne må på eller
Jo Thor. Jeg tænkte i første
Gert: HØRT!!!
Bla, bla, bla bla...
Børge: Ja, men hvor mange af
For nu at gå tilbage til
Stor tak til Niels Jespersen
Tilføj kommentar