I lørdags så jeg DR 2’s dokumentarserie, ’Når sundt bliver sygt’ og blev dybt forarget. Først og fremmest over elitens frelste livsstil med palæokost og triatlon. Men mest af alt forarget over overklassens nedværdigende syn på almindelige mennesker, der ikke lever et liv efter sundhedsguruernes smag.

I dokumentaren stifter vi bekendtskab med en mor, der udelukkende handler økologisk i specialbutikker og troligt laver mad fra bunden uden hverken tilsætningsstoffer, laktose eller sukker til sine guldklumper.

Speltmoren er besat af sundhed og påstår, at hendes to små sønner hverken kan tåle laktose eller sukker – uden at have lægelig dokumentation.

Det må trætte pædagogerne i børnehaven, at sådanne hellige og politisk korrekte mødre forlanger særbehandling af deres børn. Desuden har jeg ondt af den dreng, der altid må være stemplet som ham den anderledes, når han får ekstra grov speltbolle med skiver af æble på frem for den hvide bolle med tandsmør, som de andre børn i børnehaven får serveret.

Faktum er bare, at ikke alle har mulighed for at prioritere en økologisk helselivsstil. Kun velhavende med fornuftige arbejdstider og ikke fysisk krævende jobs kan rent faktisk prioritere en sådan livsstil med speltboller og triatlon. Det er nemlig overklassen, der har overskuddet.

Det bliver sagt, at speltmoren har prioriteret, at hendes sønner skal have det bedste: kun spise økologisk mad, der hverken indeholder E-numre, laktose eller sukker.

Faktum er bare, at ikke alle har mulighed for at prioritere en økologisk helselivsstil. Kun velhavende med fornuftige arbejdstider og ikke fysisk krævende jobs kan rent faktisk prioritere en sådan livsstil med speltboller og triatlon. Det er nemlig overklassen, der har overskuddet.

Økologi er godt for miljø og dyrevelfærd og fedtfattige fødevarer er godt for vores helbred. Men sandheden er, at rigtig mange mennesker ikke kan prioritere en sådan livsstil. Af den grund, at det både er dyrt og kræver mange timer i køkkenet hver dag. Timer, som langt de fleste simpelthen bare ikke har i overskud, når det daglige arbejde skal passes, børn hentes og gulvet støvsuges. Og så er det desuden både tiltrængt og menneskeligt at smide sig på sofaen foran tv’et med en pose chips efter en hård arbejdsdag. Det tror jeg ofte, at de politisk korrekte glemmer.

I DR 2’s dokumentar udtaler en træningsfanatiker, at han ønsker at leve et liv hævet over gennemsnittet. Han gider ikke leve et gråt liv, hvor han bare passer et job og har en familie at se til. Hans holdning vidner om elitært livsstilssnobberi og er nedværdigende over for helt almindelige mennesker.

Ud over speltmoren rummer sundhedsfanatikere også de træningsbesatte. Træningsbesatte, der tilbagelægger flere 100 km løb ugentligt med det argument, at det giver dem udfordring og særstatus.

I DR 2’s dokumentar udtaler en træningsfanatiker, at han ønsker at leve et liv hævet over gennemsnittet. Han gider ikke leve et gråt liv, hvor han bare passer et job og har en familie at se til. Hans holdning vidner om elitært livsstilssnobberi og er nedværdigende over for helt almindelige mennesker.

Hvordan man vil leve sit liv, er naturligvis op til den enkelte. Men at se ned på alle dem, der ikke shopper quinoa korn i helsekostbutikker eller løber maraton, er fordømmende.

 

Signe Kaulberg er formand for DSU Roskilde.

Indlægget er oprindeligt bragt i Politiken.