Fremfor at for lukke øjnene, følge strømmen og synge Beethovens Europahymne i takt med Angela Merkel, så foreslår Mette Frederiksen. at EU nu sætter alle sejl ind på at ’sikre Europas ydre grænser, sikre lønmodtageres rettigheder og sikre sig mod placering af penge i skattely’.

Det synes entydigt logisk og særdeles socialdemokratisk at satse på nævnte områder, der netop har et stort potentiale, som mærkesager for at bidrage til løsning af den legitimitetskrise, som EU befinder sig i over store dele af det europæiske kontinent. Disse velvalgte mærkesager må selvfølgelig ikke må blokere for, at EU fortsat løfter vigtige sager som miljø, forbrugerrettigheder og meget mere. Men intet tilsiger, at det skal opfattes som enten eller.

Vi skal væk fra fejlkursen
Selvom det synes indlysende rigtigt, at Socialdemokraterne har brug for en ny, mere politisk og mere kritisk linje i spørgsmålet om EU, så er det alligevel faldet for brystet hos både DSU’s formand og en tidligere partisekretær. Og alle andre, der skulle være faldet på halen over EU de sidste årtier.

DSU-formand Lasse Quvang kaldte i Berlingske udmeldingen for ”foruroligende”, mens den tidligere socialdemokratisk partisekretær Lars Midtiby i DR2’s grundlovsdækning giver markeringen følgende medfart: ”Det kræver ikke ret meget kratten i overfladen for at se, at det støder ind i vanskeligheder”.

Jeg synes problemet for dem begge er, at de ikke i tilstrækkelig grad anerkender dybden af den krise som europæiske samarbejde står overfor i dag og ej heller forstår (eller anerkender) den fejlkurs, som Socialdemokratiet har været slået ind på i mere end et årti. Vi kan ikke EU med lukkede øjne og mere af det samme.

Afsked med den socialdemokratiske jubeloptimisme
Under Helle Thorning-Schmidt havde Socialdemokratiet en formand, som var entydigt EU-positiv. Man gør næppe den tidligere  Socialdemokratiske partiformand uret ved at hæfte sig ved hendes stærke europæiske meritter. Hun var scenevant og kompetent på EU’s bonede gulve, hvor hun have sin uddannelse fra Europakollegiet og sidenhen sin karrieren fra Europaparlamentet at trække på.  Det kunne nærmest ikke blive europæisk nok og ind imellem virkede det som om, at jo mere Bruxelles, desto bedre. Selv sagde Helle Thorning-Schmidt i sin tale under EU-formandskabet i 2012: ”I am a European at heart”.

Og endnu mere sigende så fortsatte den daværende Socialdemokratiske formand sin tale således: “Europe is part of the solution to the current crisis, not the problem”. EU er altså (altid) en del af løsningen, men aldrig en del af problemet.

Det lyder flot, men når man kigger på den europæiske sparepolitik, arbejdskraftens frie bevægelig, håndteringen af flygtningekrisen og adgangen til sociale ydelser, så har det europæiske samarbejde ikke leveret noget, der minder om socialdemokratiske svar.

Tværtimod, så har både Rådet, Kommission og ikke mindst EU-domstolen spillet en meget negativ rolle, hvor fokus har været udvidelse af det indre marked og en ekstremt stram økonomisk kurs, der under krisen har hæmmet væksten i hele Europa og slået bunden ud af udviklingen i særligt Sydeuropa.

Den jubeloptimistiske linje har skadet både Europa og Socialdemokratiet. Socialdemokratiet har været med i heppekoret, når Danmark har føjet EU i et hvert henseende og når vi har overopfyldt kommissionens direktiver. Vi har haft en Thorning-Schmidts-doktrin, hvor mere EU har været betragtet som en løsning i selv. Det er den position, som vi kommer fra. Og det er den position, som vi aldrig nogensinde skal tilbage til igen i Socialdemokratiet.

Vi skal tage kampen hele vejen til Bruxelles
Kampen om børnepenge, dagpenge og adgang til andre sociale ydelser i Danmark har markeret en skillelinje i Socialdemokratiets position på EU-politikken. Som beskæftigelsesminister fastholdt  Mette Frederiksen optjeningsprincippet for dagpenge, så udenlandske arbejder ikke har til understøttelse fra dag et. Det var i strid med ønsket fra EU og dermed i strid med Thorning-Schmidt-doktrinen. Men heldigvis vandt Mette Frederiksen dengang. 

Fremtidens socialdemokratiske linje i EU-politikken bør derfor hvile på en vilje til at forsvare socialdemokratiske mærkesager, modet til at turde sige nej og udholdenhed til at tage kampen hele vejen til EU-domstolen, hvis det skulle blive nødvendigt. Der er ingen tvivl om at Danmark fortsat har brug for et tæt europæisk samarbejde og nye internationale løsninger, men det skal være funderet på politiske mål og et mere demokratisk legitimt samarbejde. Vi skal ikke gøre noget fordi EU siger det, men fordi vi rent faktisk mener det.

Skeptiske, ærlige og Socialdemokratiske
Mette Frederiksens nye kurs kræver altså, at vi bliver bedre til at stå fast og sige fra, men også at vi bliver bedre til fejre og lovsynge, når man i det europæiske samarbejde træffer rigtige beslutninger og leverer de resultater, som vi ønsker. Den er grundlæggende mere ærlig og oprigtig position. Skeptisk og ærligt. Det er vejen frem for både de europæiske Socialdemokrater, men i virkeligheden også for et EU, som stadig flere europæere vender ryggen.

Man kan sikkert sagtens kaste grus i maskineriet og påstå at Mette Frederiksen fik præsenteret sin vision en smule upræcist og lagde den åben for fortolkning. Men at flytte fokus væk fra udvidelse af det indre marked og den tyske sparepolitik for i stedet at satse på bekæmpelse af social dumping, jagt på skatteunddragende rigmænd og skabelse af tryghed i flygtningekrisen synes entydigt fornuftigt. Og særdeles Socialdemokratisk.