Siden finanskrisen har der raset en heftig diskussion om reformer af banksektoren. I denne debat er én af de væsentligste problemstillinger de kolossale banker, der er såkaldt ’too big to fall’. Det drejer sig om gigantiske pengeinstitutter, der er så store, at de river hele samfundsøkonomien med sig ned, hvis de går konkurs. I Danmark har især Danske Bank en størrelse, der berettiger denne betegnelse. Blot den teoretiske mulighed for et crash, der vil være utåleligt for dansk økonomi, forekommer næppe som en bæredygtig del af fremtidens samfundsøkonomi.

Investeringsbanker er fuldstændigt isoleret fra de almindelige banker, således, at risikofulde investeringer i uranminer, børnearbejde og våbenhandel ikke kan ske for den lille arbejders sparekroner.

Af denne grund har det i lang tid været et ønske hos både den danske og europæiske venstrefløj at indføre en såkaldt Glass-Steagall-model, hvor bankerne opsplittes og tvangsopdeles efter forskellige typer af bankvirksomhed.

Men måske har venstrefløjen for hurtigt og ukritisk klamret sig til dette ideal, hvor den finansielle sektor opsplittes?

Nødvendighedens bankstruktur

Tanken om bankernes opbygning efter Glass-Steagall kan forekomme lidt romantisk. På den ene side har man den lokale sparekasse, hvor rådgiveren ved kassen kender hver en kunde og med ro i hjertet kan føre bankbøger for lokalsamfundet. På den anden side har man isoleret de onde kapitalister i investeringsselskaberne. Sidstnævnte investeringsbanker er fuldstændigt isoleret fra de almindelige banker, således, at risikofulde investeringer i uranminer, børnearbejde og våbenhandel ikke kan ske for den lille arbejders sparekroner. Dermed ligger risikoen for investeringen hos investoren, ikke hos de almindelige bankkunder.

Glass-Steagall-opsplitningen af bankerne sikrer altså pengeinstitutternes soliditet og privatkundernes formuer, da disse ikke skal hæfte, hvis tredjemænds risikable investeringer ikke giver et afkast.

Kunden: Verdens farligste mand

Men er dette rimelighedsprincip også muligt at spore i den aktuelle finansielle krise, der har medført adskillige danske bankers krak?

Hvis problemerne alligevel skyldes den bankvirksomhed, der hjælper Hr. og Fru Jensen, er det vel uden betydning, at samme selskab også varetager risikable investeringsformål, al den stund at dette ikke medfører konkrete tab for bankkunderne?

Her kan advokatundersøgelserne for blandt andet Roskilde Bank og Amagerbanken være nyttige. I eksempelvis redegørelsen for Roskilde Bank fremgår det, at det overvejende er virksomheden som pengeinstitut – og ikke investeringsselskab – der medført den økonomiske deroute, som senere har medført en konkurs. Undersøgelsens side 10 nævner konkret, at bankens høje risikoprofil - navnlig gennem høj udlånsvækst - og en syg kreditkultur har medført bankkrakket.

Med dette in mente kan Glass-Steagall-modellens beskyttelse af privatkunderne synes at være relativt ligegyldigt. Hvis problemerne alligevel skyldes den bankvirksomhed, der hjælper Hr. og Fru Jensen, er det vel uden betydning, at samme selskab også varetager risikable investeringsformål, al den stund at dette ikke medfører konkrete tab for bankkunderne?

Glass-Steagall-modellen kan i en større værdipolitisk tænkning forekomme ganske ønskværdig: Lad risiko følge den finansielle virksomhed og undgå koncentration af for megen kapital i sammenblandede sektorer.

Men forinden er det dog nødvendigt at bide til bolle og klargøre effektiviteten af en ny struktur for bankerne i dansk eller europæisk øjemed, hvis privatrådgivningen af almindelige mennesker kan være et større gamble end almindelig spekulation. Derfor fremstår ønsket om Glass-Steagall-modellen af den danske banksektor mere som unødig symbolpolitik end nødvendig opsplitning.