Kunst med kød på

Kunstmuseet Louisiana har netop åbnet for en omfattende udstilling med værker af Lucian Freud. Det er lidt af et scoop, men det er nu ikke så ualmindeligt for ressourcestærke Louisiana. 

Denne gang er udstillingen blevet så omfattende, fordi den er tilrettelagt af National Portrait Gallery i London, hvilket har gjort det muligt at samle så mange værker, spredt ud over Freuds lange karriere, at man som besøgende lykkeligvis har mulighed for at granske denne vigtige kunstners udvikling. 

Lucian Freud var en af britisk kunsts største i det tyvende århundrede, og sammen med blandt andre Francis Bacon og David Hockney gik han mod efterkrigstidens kunstneriske hovedstrøm. 

I modsætning til de fleste af deres samtidige, der droppede det figurative til fordel for det abstrakte og konceptuelle, fandt de hver især nye veje til at granske især menneskekroppen og den konkrete verden med alle dens sære objekter. 

Francis Bacon døde i 1992, Lucian Freud i 2011 og David Hockney døde i sidste uge. Det er slutningen på en stor og betydelig periode i britisk kunst. 

Sigmund Freuds spøgelse

Lucian Freud voksede op i en ressourcestærk familie, bosiddende i Berlin, og selvfølgelig med bedstefaderen - psykoanalysens fader - Sigmund Freud, spøgende i baggrunden. 

Selv har Lucian Freud udtalt, at han i grunden ville ønske, at han kom fra en fortid, der var blank, men samtidig indrømmede han, at hans drøm nok var præget af, at det netop ikke forholdt sig sådan. 

Læs også:Lars von Trier har udvalgt værkerne til ny storslået udstilling

Det er sådanne erkendelser, der prægede ham som tænker, og det er prisværdigt, fordi det samtidig vidner om, at han ikke var privilegieblind. 

Familien flyttede til England, da Lucian Freud var ti år gammel, i 1933, da Adolf Hitler overtog magten i Tyskland og jødernes sikkerhed slog revner. 

Lucian Freud begyndte tidligt at tegne, og han blev indskrevet på flere tegneskoler, men var samtidig ikke meget for at indordne sig. 

Det viser sig meget klart på udstillingen på Louisiana. 

Lucian Freud var berømt for nærmest at torturere dem, han portrætterede

Her kan man se en hel del af hans tidligere tegninger, der på en sær måde bærer præg af lige dele surrealisme og ‘Ny saglighed’, genrer fra Mellemkrigstiden, men også en underlig bevidst afstandtagen fra ekvilibrisme. 

Det er helt tydeligt, at Lucian Freud ikke ønskede at skabe harmoni eller noget som helst andet ‘perfekt’. 

Alligevel er tegningerne, hans grafik og senere hans så berømte malerier, der gjorde ham til verdensstjerne, uomtvisteligt fængende, ja, provokerende, netop fordi de ikke lader sig indfange af orden, af harmoni, den perfekte linje eller komposition. 

Læs også:Sange, der binder fællesskabet sammen

Freud vedblev gennem hele sin karriere at arbejde bevidst mod at blive fanget af konventioner, af automatik, af professionalisme. Han ville noget andet. 

Han ville fastholde en intensitet og en optik på sit objekt, der skulle granskes til bunds. Man kunne næsten hævde, at han ønskede et mellemværende, der minder lidt om bedstefaderens psykoanalyse. 

Nærmest vulgære

Når man står foran Lucian Freuds mange forskellige værker, så er det slående hvor meget to uforenelige indtryk slår ned i en. 

På den ene side fremstår hans mange portrætter af venner og bekendte som ret groteske, nærmest vulgære og lidt uhyggelige. Man ser på kroppe, der bestemt ikke har været gennem et filter af forskønnelse. 

Men på den anden side, og ved nærmere granskning, sker der noget andet. Det groteske og måske endda grimme, viser sig at være en port ind til noget andet, noget interessant og helt igennem humant forførende. 

Lucian Freud var berømt for nærmest at torturere dem, han portrætterede. Ikke ligesom vennen Francis Bacon, der var homoseksuel og sadomasochist, og som portrættede og chikanerede sine elskere, så han drev dem til vanvid. 

Topbillede

Ganske vist var Lucian Freud også en ganske viril mand, med adskillige ægteskaber og mange elskere, fjorten børn (plus det løse), så det har det ikke skortet på kødelig lyst. 

Og ganske vist fylder den nøgne krop også overordentlig meget i Freuds malerier, men det der terroriserede hans motiver var, at han brugte så meget tid på at udføre sine portrætter. 

Og det forklarer også, hvorfor de umiddelbart groteske portrætter ved nærmere granskning viser sig at være overordentligt smukke og interessante. 

Helt ind i kødet

Det er som om, at Freud har villet fastholde det virkelige, der kan være grimt, men samtidig ønsket at nå videre og ud over sådan et overfladisk indtryk, for at gå helt ind i kødet og finde det intenst interessante dér. 

Det er på en måde mere aktuelt i dag, end det har været tidligere, hvor tiden synes moden til et opgør med et alt for ensidigt syn på skønhed og kroppe. 

Et godt eksempel på, hvad der var særligt ved Freuds tilgang til skønhed, eller mangel på samme, er hans mange portrætter af queerkunstneren og vennen, Leigh Bowery. 

Selv har Lucian Freud udtalt, at alt er portræt

Han var kendt for sine mange events i Londons natteliv, hvor han klædte sig i groteske dragter, der siden er blevet en essentiel del af hele queerkulturens mere avantgardistiske udtryk. Han gjorde op med tidens moderetninger, og han betonede de mere groteske sider af sin egen fysiognomi. 

Men Lucian Freud maler ham udelukkende nøgen. Han vidste godt, at det var Leigh Bowerys exhibitionistiske drømme og længsler, der var afgørende, og ikke hvordan han som sådan oplevede og bevidst gav udtryk for dem. 

Topbillede

På Louisianas udstilling kan man også se et portræt af kunstneren og vennen David Hockney, som Freud malede i 2002. Efter sigende skulle han have spenderet mere end 100 timer foran Hockney, for at få det ellers ret lille maleri færdigt, hvorimod Hockney, der også malede et portræt af Freud, vistnok bare var et par timer om det. 

Selv har Lucian Freud udtalt, at alt er portræt, og at alt, hvad han malede, også er et selvportræt, dvs. at han også betragtede malerier af udstoppede dyr, vaser med planter og stole som en art portrætter, der alle siger et eller andet om ham selv som kunstner. 

Mere biolog end kunstmaler

Han sagde også, at han nok mere var en slags biolog end egentlig kunstmaler, og at mennesker blot er dyr, der har taget noget tøj på. Det er alt sammen meget sigende, og direkte genkendeligt i hans mange kunstværker. 

Det er også Louisianas tilgang til udstillingen af hans værker, der bærer titlen: 'Alt er portræt'. Man har forsøgt at vise den besøgende, at det går på et og det samme, om Freud portrætterede levende eller døde dyr, mennesker eller objekter. 

Det gør, at det første rum, man træder ind i, viser værker, der ikke er kronologisk sammensat, og det er måske lidt for søgt, fordi det også skildrer Freuds inspirationer fra andre kunstnere, heriblandt maleren Antoine Watteau, der er også er med på udstillingen med et vidunderligt maleri udlånt fra et museum i Madrid. 

Læs også:Film om Franz Kafka vil for meget

Forvirringen gør nu ikke så meget, for efterfølgende bliver udstillingen mere stringent og delvist kronologisk, hvilket faktisk skaber mere overblik, forståelse og indsigt i Freuds karriere. 

For det er de mange tematiske delelementer, der er så interessante i Freuds samlede oeuvre. 

Der er nemlig noget køligt i hans mange værker, der vidner om hans nøgterne søgen efter noget konkret og virkeligt, der måske kan minde om en biologs eller videnskabsmands blik, men samtidig opvejes dette af en mere varm tone, der udspringer af hans kendskab til dem, han portrætterede. 

Tykke, fede og mættede penselstrøg

Selv udtalte han, at han ikke kunne male nogen eller noget, hvis ikke han var dybt involveret i selvsamme, og det mærker man også, når man står foran hans værker. 

Og så kommer man ikke udenom, at der er en markant forskel på Freuds tilgang til tegning og grafik, og så hans malerier. Freud malede meget pastost, dvs. at hans penselstrøg er meget fysiske, tykke, fede og mættede, hvilket netop giver denne særlige og meget ekstreme fornemmelse af noget kødeligt. 

Det gør, at værkerne på en sær måde befinder sig i et skæringspunkt mellem det erotiske og det modbydelige. Lucian Freud var i sandhed et barnebarn af psykoanalysens fader. 

Læs også:Flot udstilling om en af Nordens oprørske kvinder mangler noget

Samlet set er udstillingen på Louisiana helt vidunderligt og lidt af en mental - og fysisk - rejse ind i en kunstners univers, der også er en af museets grundelementer. 

Louisiana havde tidligt blik for Freuds betydning i samtidskunsten. For undertegnede skabte udstillingen en langt større indsigt i Freuds mange facetter, der i virkeligheden er meget komplekse, fordi de netop er uhyggelige, grimme, groteske, kølige og kluntede, samtidig med, at de lige præcis også er det modsatte. 

 'Lucian Freud - Alt er portræt'. Kunstmuseet Louisiana, Humlebæk. 11. juni - 27. september 2026.